Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

IEA

5 skarpe om verdens vedvarende energi

I en ny rapport ridser Det Internationale Energiagentur situationen op for verdens grønne energi. Det går stærkere end nogensinde med at sætte vindmøller og solceller op – og alligevel ikke hurtigt nok.

Ny rekord i 2021

Trods stigende omkostninger på mange komponenter i fremstillingen af solcellepaneler og vindmøller blev der i 2021 tilført mere ny kapacitet end nogensinde før med 290 gigawatt (GW), vurderer Det Internationale Energiagentur (IEA) i en ny rapport om vedvarende energi.

 Det er endnu et tegn på, at en ny global energiøkonomi er under udvikling. De høje priser på varer og energi, vi ser lige nu, rummer nye udfordringer for den vedvarende energiindustri, men dyrere fossil energi er på den anden side med til at gøre grøn energi endnu mere konkurrencedygtig, siger IEA’s Executive Director Fatih Birol.

Grøn energi indhenter fossil energi og atomkraft i 2026

Om fem år vil den grønne energikapacitet være vokset 60 procent i forhold til 2020 - til 4.800 GW. 2026 bliver også året, hvor den samlede grønne kapacitet, når samme niveau, som al fossil kapacitet og atomkraft har i dag.

Solceller vokser hurtigst

Af den samlede nye grønne kapacitet på 290 GW er cirka 160 GW –  60 procent - solceller. I klart de fleste af verdens lande er storskala-solenergi den billigste måde at tilføje ny elkapacitet på, konstaterer IEA, der også ser politiske incitamenter i Kina, Indien og EU skubbe solprojekter i mindre skala frem i virksomheder og boliger.

Havvind bliver global

Den samlede mængde af havvind tredobles frem til 2026 og kommer om fem år til at udgøre en femtedel af det samlede globale vindmøllemarked.

I alt forventer IEA, at der i 2026 tilføres 21 GW ny havvindskapacitet svarende til 21 parker på størrelse med Thor. Udover de store nuværende markeder i EU og Kina vil havvind blomstre i bl.a. USA, Taipei, Korea, Vietnam og Japan.

…men, ak, der skal meget mere til

Trods den grønne energis fremmarch lægger IEA ikke skjul på, at tempoet skal yderligere op, hvis verden skal nå at omstille sig i en grad, hvor vi ikke er CO2-udledende om mindre end 30 år.

– Globalt er de årlige kapacitetsudvidelser, der er nødvendige frem til 2026 i vores Net Zero Emissions by 2050-scenarie 80% højere, end det vi ser i vores nuværende hovedscenarie, noterer IEA.

Nyheder direkte i din indbakke?