OFFENTLIG INTERESSE

EU på vej med VE-nødforordning

EU-Kommissionen har præsenteret et forslag til en nødforordning om 'fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi'. Den sætter Europas udbygning med vind og sol i fokus på en måde, der afspejler den grønne omstillings vitale samfundsmæssige betydning for økonomi, sikkerhed og klima, mener Green Power Denmark.

Eu flag mølle

Hårde tider kalder på drastisk handling, lyder et ordsprog, der også bliver brugt på gangene i EU-Kommissionen, der for nylig har lanceret en nødforordning. Som noget nyt defineres etablering af vedvarende energi som en altoverskyggende offentlig interesse med betydning for offentlig sundhed og sikkerhed. Nødforordningen kan gælde allerede fra nytår, hvis et flertal af EU's energiministre stemmer for den. Det betyder bl.a., at VE-projekter kan fravige habitat-, fugle- og vandrammedirektiverne i tilfælde, hvor der ikke er klare beviser på, at projekterne har stor negativ indvirkning på miljøet, som det ikke er muligt at afbøde eller kompensere for.

– Sagsbehandlingen af VE-projekter kan i dag tage årevis, og herhjemme har vi mange eksempler på projekter, der er blevet afvist af myndigheder eller i klagenævn, fordi man ikke har tænkt hensynene helhedsorienteret. Vi står med flere kriser på en gang, der betyder, at vi skal gennemføre den grønne omstilling hurtigere og stadig i respekt for naturen, og derfor er det positivt, at vedvarende energis juridiske status ændres, siger Jacob Klivager Vestergaard, afdelingschef for land og marked i Green Power Denmark.

Nødforordningen gælder kun nye VE-projekter og derfor ikke alle de projekter, der er fanget af lang sagsbehandling. Dog indeholder forordningen et klart bud på tidsfrister for repowering, hvor sagsbehandlingstiden maksimalt må være ét år.

– Kortere sagsbehandling er alfa og omega, og generelt skal Kommissionen have ros for at tage situationen alvorligt og tage disse skridt. Det må dog ikke være sådan, at nye projekters forrang forsinker eksisterende projekter yderligere, advarer Jacob Klivager Vestergaard.

Der skal være klarhed om nettilslutning

Set i en EU-sammenhæng er arbejdet med nødforordningen gået stærkt, og udspillet hænger tæt sammen med REpowerEU-initiativet, der blev lanceret i maj.  

– Krigsudbruddet og stoppet for russisk gas betyder, at grøn omstilling skal have højest mulig prioritet. Dog har den hurtige proces betydet, at udkastet til nødforordningen mangler klare svar. Blandt andet er det ikke tydeligt, hvordan processen for nettilslutning operationaliseres, siger Jacob Klivager Vestergaard.

– Derfor er der et akut behov for hurtigt at få klarhed og vejledning, så forordningen kan komme ud og virke i praksis. Det ser vi frem til at komme i snarlig dialog om med de relevante myndigheder om, og vi vil løbende drøfte udviklingen med vores medlemmer, tilføjer Jacob Klivager Vestergaard

Forordningen drøftes på et ekstraordinært møde i Bruxelles den 24. november blandt EU's energiministre.

3 hurtige om forordningen

  • Initiativet til nødforordningen kommer i direkte forlængelse af kommissionens ambitiøse ”RePowerEU” fra maj 2022 om udrulning af vedvarende energi i Europa.  
  • Forordning skal vedtages med hjemmel i artikel 122 i traktaten for Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der giver mulighed for indgreb i nødsituationer. Det betyder, at forordningen kan vedtages direkte med kvalificeret flertal af EU-landenes energiministre.
  • Dermed kan forordningen allerede træde i kraft kort efter, at EU’s energiministre mødes den 24. november, hvis der er flertal for den.
Læs 'Forslag til Rådets forordning om en ramme for fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi'

 

Nyheder direkte i din indbakke?