Markedsreform

Green Power Denmark kritiserer forhastet proces om indgreb i elmarkedet

EU-Kommissionen vil i en forhastet proces gennemføre de største ændringer af det europæiske elmarked siden liberaliseringen i 1999. Det sker i et udkast med forskellige forslag, som netop er sendt i høring. Green Power Denmark advarer stærkt imod at foretage fundamentale ændringer af et velfungerende elmarked. Det kan få alvorlige konsekvenser for den grønne omstilling.

EU-Kommissionen

Foto: Colourbox

EU-Kommissionens høring af mulige ændringer til det nuværende design af det europæiske elmarked er i dag blevet offentliggjort. Den består af en række spørgsmål og overvejelser om, hvordan man kan adskille kortsigtede udsving i strømpriser, fra de priser forbrugerne møder. Det er Green Power Denmark stærkt kritisk over for.

- De høje elpriser er en udfordring for os alle. Men vi mener ikke, at der er et behov for at ændre de grundlæggende regler på elmarkedet og er meget bekymrede for den forhastede proces. Markedet fungerer og sender med de høje priser et signal til forbrugerne om, at de skal bruge mindre strøm og investere i billigere produktionsformer som vind- og solenergi, siger Jacob Klivager, afdelingschef i Green Power Denmark og fortsætter:

- Det virkelige problem er, at vi i Europa stadig er alt for afhængige af sort energi. Det strategiske svar på den udfordring er at forcere den grønne omstilling. Byg endnu mere vedvarende energi, send endnu flere fossile biler og naturgasfyr til skrothandleren og investér mere i de grønne løsninger.

20 års virke ændres på tre uger

Elpriserne i Europa er i perioder høje og meget volatile, fordi det er blevet dyrt at producere strøm af naturgas. Det skyldes også, at der – især hen over sommeren - manglede vand til de norske vandkraftværker, og at en række atomkraftværker rundt om i Europa har været ude af drift i længere perioder.

Det har nærmere karakter af ugennemtænkt hastelovgivning, end en velovervejet reform af markedet. Jeg opfordrer til, at vi får mere fornuft, faglighed og tid til at tænke os om.
...

EU-Kommissionen vil i en høring på kun tre uger undersøge ændringer af en markedsmodel, som har eksisteret i over 20 år og har været med til at drive den grønne omstilling.

Selvom EU-Kommissionens mange forslag lægger op til omfattende ændringer af elmarkedet, er en tidligere varslet ’impact assessment’ - eller konsekvensanalyse - skrottet.

- Hele processen er stærkt problematisk. Man er i gang med at lave omfattede ændringer af elmarkedet, som kan have store implikationer for nuværende og nye aktører på markedet. I stedet for at analysere konsekvenserne lægger EU-Kommissionen op til, at markedet på rekordtid skal kunne vurdere betydningen af de mange forslåede ændringer. Det har nærmere karakter af ugennemtænkt hastelovgivning, end en velovervejet reform af markedet. Jeg opfordrer til, at vi får mere fornuft, faglighed og tid til at tænke os om, siger Jacob Klivager.

Nyheder direkte i din indbakke?