INDEFRYSNING

Storm af henvendelser til energiselskaber

Regeringens udspil om indefrysning af energiregninger har givet travlhed hos de danske energiselskaber. Men der er tale om et forslag, som nu behandles politisk. På nuværende tidspunkt kan hverken Green Power Denmark eller de enkelte selskaber derfor svare på spørgsmålene.

 mand taler i telefon

Energiselskaber landet over har travlt på telefonerne efter regeringens onsdag præsenterede et forslag om indefrysning af energiregningen. Foto: Colourbox

Regeringen præsenterede torsdag den 14. september en model, der giver mulighed for at indefryse dele af energiregningen. Ordningen har givet telefonstorm hos landets energiselskaber, der på nuværende tidspunkt ikke kan svare på spørgsmålene. Torsdag starter de politiske forhandlinger, og Green Power Denmark håber på hurtig aftale.

Ifølge regeringens udspil er det tanken, at den del af energiregningen, der er højere end prisen sidste efterår kan indefryses. Når man som forbruger indefryser en del af regningen – enten for gas, el eller fjernvarme – betyder det, at den del ikke skal betales med det samme, men kan skydes et år og derefter afdrages over maksimalt 5 år. Det er en ret som alle får, men det er ikke noget, man behøver at tage imod, og det vil ikke være noget, der sker automatisk.

– Mange er allerede hårdt presset af de stigende udgifter, og derfor er det også helt forståeligt, at man kontakter sit elhandelsselskab for at høre mere om ordningen. På nuværende tidspunkt kan hverken Green Power Denmark eller de enkelte selskaber dog svare på spørgsmålene, siger Kamilla Thingvad, direktør for energimarkeder i Green Power Denmark, og fortsætter:

– Det skyldes, at der endnu ikke findes en endelig aftale, men blot et forslag. Folketingets partier sidder netop nu og forhandler om den endelige løsning, og når en sådan ligger klar, vil vi gøre vores bedste for at svare på alle de spørgsmål, der måtte være.

Det er afgørende for elhandelsselskaber og energiselskaber, at det bliver nemt og overskueligt at tilmelde sig ordningen.

– Det må forventes, at der også skal laves it-mæssige ændringer, som følge af forslaget, og det skal man politisk huske at tage højde for, påpeger Kamilla Thingvad.

Du kan læse mere om elmarkedet, og hvordan du kan spare på energien på vores særlige side om elpriser.

Energipris videncenter

Hvorfor stiger energipriserne? Hvor meget større bliver min el- og varmeregning? Kan jeg selv gøre noget for at gøre min regning mindre? Og hvad betyder stigende elpriser for den grønne omstilling? Få svar på dine spørgsmål om energipriser her.

Penge
Pressemeddelelse

De ekstremt høje energipriser, som vi har udsigt til hen over vinteren, er en trussel mod mange familiers og små erhvervsdrivendes...

Nyheder direkte i din indbakke?