Økonomi

Vismænd: Fuld udfasning af elafgiften er en samfundsøkonomisk gevinst

I en ny rapport slår de økonomiske vismænd endnu en gang fast, at en fuld udfasning af elafgiften er en samfundsøkonomisk gevinst. Green Power Denmark mener, at det nye folketing bør gøre den midlertidige sænkelse af elafgiften permanent.

Elpris

Arkivfoto: Colourbox

Det Miljøøkonomiske Råds halvårlige rapport er på gaden. Hovedfokus er denne gang på de samfundsøkonomiske konsekvenser ved en ensartet CO2-afgift og særligt mulighederne for at pålægge landbruget en sådan afgift ved hjælp af såkaldte bedriftsregnskaber.

Men de økonomiske vismænd kommer også frem til, at der er en væsentlig samfundsøkonomisk gevinst ved at udfase den almindelige elafgift fuldt ud. I alt vil gevinsten være to milliarder kroner i 2030, hvis afgiften udfases fuldt ud. Det vil ikke øge drivhusgasudledningerne væsentligt i 2030, da elforbruget overvejende dækkes af grøn strøm, lyder vurderingen fra vismændene.

Efterhånden som Danmark har produceret mere og mere strøm fra vindmøller og nu også fra solceller, giver beskatning af den stadig grønnere strøm ikke mening. 
...

- Elafgiften var tidligere fornuftig, dengang al strøm blev produceret af kul og andre fossile brændsler. Men efterhånden som Danmark har produceret mere og mere strøm fra vindmøller og nu også fra solceller, giver beskatning af den stadig grønnere strøm ikke mening. Samtidigt forvrider den alt for høje elafgift husholdningers forbrugsvalg, reducerer deres realløn og rammer socialt skævt. Derfor mener vi også, at noget af det første, det nye folketing bør gøre, er at gøre den midlertidige afgiftssænkelse permanent, siger Martin Ingerslev, cheføkonom i Green Power Denmark.

Elafgiften er allerede reduceret af flere omgange i flere klimaaftaler. Senest som en del af aftalen om grøn skattereform, hvor partierne blev enige om at sænke elafgiften til 55,4 øre/kWh i 2030. Og her har vismændene vurderet, at den samlede samfundsøkonomiske gevinst vil svare til knap to mia. kr. i 2030, hvis den udfases helt.

Som en del af den politiske aftale om vinterhjælp fra september ryger elafgiften ned på EU’s minimumsniveau på 0,8 øre/kWh i de første seks måneder af 2023.

Manglen på arbejdskraft er barriere for grøn omstilling

Vismændene har også set på nogle af de samfundsmæssige omstillingsomkostninger, som kan opstå i forbindelse med den grønne omstilling. Det kan for eksempel være, hvis ansatte mister deres nuværende jobs når bestemte erhverv reducerer deres aktivitet.

Her anbefaler vismændene, at det kan være hensigtsmæssigt med en midlertidig opprioritering af voksen- og efteruddannelsessystemet. Det får opbakning fra Green Power Denmark, som tidligere har peget på, at den grønne omstilling skaber behov for 45.000 årsværk ekstra om året frem mod 2030. 

- Det er grundlæggende vigtigt, at gøre det så let som muligt for arbejdskraften at skifte job i forbindelse med den grønne omstilling. Generelt ser vi et betydeligt behov for kvalificeret arbejdskraft i den grønne energisektor frem mod 2030, og derfor risikerer manglen på arbejdskraft at blive en reel barriere for at nå vores klimamål, siger Martin Ingerslev og fortsætter:

- Vi vil derfor gerne opfordre vismændene til fremover at have fokus på de potentielle flaskehalse, som kan opstå på det danske arbejdsmarked i forbindelse med den grønne omstilling. Og særligt, hvordan de eventuelt kan forebygges.

Nyheder direkte i din indbakke?