Distribution af el

Elnettet er elsystemets fysiske transportveje, som forbinder elproduktion med elforbrug. Når vi i morgendagens energisystem skal producere og forbruge meget mere el, så skal elnettet udbygges med flere og større veje, så det kan transportere langt mere el end hvad det gør i dag. Det betyder, at netselskaberne (og Energinet) skal investere massivt i udbygningen af det danske elnet frem mod 2030 og videre frem mod 2045.

Det danske elnet bliver løbende vedligeholdt og forstærket

I analysen ”Elnet til meget mere: Investeringer i eldistributionsnettet 2024-2040 og implementering af grønt tillæg” har Green Power Denmark analyseret, hvad elektrificeringen betyder for de lokale netselskabers investeringer og opgaveløsning. Analysen viser, at der samlet set skal investeres i størrelsesordenen 49-57 mia. kr. i eldistributionsnettet i perioden 2024-2030. Ud af de samlede investeringer udgør 30-38 mia. kr. investeringer til at forstærke og udbygge elnettet, så det kan servicere det øgede elforbrug og den øgede produktion som følger med den grønne omstilling. Den opgave er netselskaberne allerede gået i gang med, og de kan levere meget selv. Men opgaven er så stor, at der også er behov for at modernisere de regulatoriske rammer, så de understøtter den markante forøgelse af investeringsniveauet og den øgede hastighed.

I publikationen ”Elnet til meget mere - 11 anbefalinger, der sikrer, at vi kan udbygge elnettet i tide” foreslår Green Power Denmark en samlet el-infrastrukturpakke, som på én gang kan skabe klarhed om de langsigtede investeringsrammer for udbygningen, øge hastigheden ved at fjerne unødigt bureaukratisk bøvl og bidrage med hastighed i Energinets udbygning af eltransmissionsnettet.

Danmark har i dag et af verdens allerbedste elnet både i forhold til pålidelighed og omkostningseffektivitet. Det skal vi også have i morgendagens energisystem, og netselskabene arbejder med at gøre elnettet og vores brug af det smartere, herunder med tidsdifferentierede tariffer, digitalisering og datafrisættelse. Fremtidens energisystem er digitaliseret og data kan bruges til at gøre både elnettet og det samlede energisystem smartere. I fremtidens energisystem er elnettet meget tættere forbundet med energisystemets øvrige energiformer (sektorkobling), til gavn for hele energisystemet.