NYE MØLLER

Repowering i Sdr. Bork

Landskabet syd for Ringkøbing Fjord bliver mere roligt, når et repowering-projekt i Sdr. Bork fjerner 25 år gamle vindmøller og sætter fem stk. 6,2 MW Vestas-møller op i stedet. De første af de nedtagne møller vil blive genbrugt i Nordirland og Spanien og er allerede på vej til deres nye placering.

 Takkede bagkanter skal øge produktionen af energi fra Vestas 6,2 MW-møller

Hver en ekstra procent tæller: Takkede bagkanter skal øge produktionen af energi fra Vestas 6,2 MW-møller. Med en rotordiameter på 162 meter kommer vingerne på de nye møller ved Sdr. Bork til at favne et areal på 20.612 kvadratmeter.

Bag en majsmark i Vestjylland lidt syd for Ringkøbing Fjord dukker de første tegn på aktivitet op. De sidste dele af 19 vindmøller gøres klar til at blive transporteret ud af det flade, drænede landsbrugsareal, mens komponenter til fem nye og mere moderne vindmøller strategisk ligger placeret i forhold til snarlig rejsning på markerne lidt udenfor landsbyen Sdr. Bork.

– De 19 nu nedtagne møller leverede ca. 23 mio. kWh om året på 11,4 MW installeret effekt. Vi regner med, at de fem nye møller kommer til at levere fire gange så meget energi på 31 MW installeret effekt samtidig med, at landskabet bliver mere roligt, fortæller Steen Andersen, mens han viser rundt på Bork Mærsk mellem gamle og nye fundamenter, vinger og tårndele.

Steen Andersen, som mange mølleejere kender som teknisk konsulent i først Danmarks Vindmølleforening og siden Nordic Wind Consultants, har ejet en af de gamle møller, siden den blev sat i drift. Som medlem af bestyrelsen og forretningsudvalget for Sdr. Bork Vind K/S er han dybt involveret i organiseringen af udskiftningsprojektet.

De 19 oprindelige vindmøller blev sat op i 1997 og 1998, og de ældste nåede at producere elektricitet i 25 år. Nogle af møllerne var ejet af et laug med omkring 100 deltagere, andre tilhørte lodsejere eller privatpersoner uden arealer. Endelig var et par stykker elværksejede.

– Møllerne har fungeret fint, men undervejs gik det op for mange i branchen, at gearkasser ikke er uforgængelige. Alle 19 møller har fået skiftet gearkasser mindst en gang, fortæller Steen Andersen.

I forhold til økonomi oplyser Steen Andersen, at afregningspriserne på elektriciteten over de 25 år ikke helt har levet op til det forventede, men at tabet i det store hele er opvejet af en lavere rente.

Møller genbruges

De første ni møller blev taget ned i begyndelsen af juni, og den sidste af de 19 blev koblet af elnettet midt i september. Bortskaffelsen af møllerne er lagt i hænderne på virksomheden P&J Wind Power, der er i gang med en logistisk øvelse, der betyder, at seks møller bliver sat op i Nordirland og tre i Spanien i første omgang. De fleste af de øvrige vil formentlig også få et nyt liv som producent af miljø- og klimavenlig elektricitet, mens andre kommer til at ligge på lager og fungere som reservedele.

– Stort set intet går til spilde, siger Steen Andersen, der dog har et lille hjertesuk i forhold til de 19 gamle fundamenter. Op til fire meter dybe huller flere steder i de vestjyske muld viser, at det er et hestearbejde at få brudt betonen op og få fjernet de tunge brudstykker.

– Klimamæssigt ville det helt klart være at foretrække at lade betonen ligge. Dog kan vi glæde os over, at den knuste beton bliver genanvendt som vejmateriale, mens jernet køres til genbrug, lyder Steen Andersens vurdering på baggrund af en betingelse i byggetilladelsen til de nye møller om, at alt fra de gamle møller blev fjernet og genbrugt.

nyt vindmøllefundament
Det er en større logistisk øvelse af nedtage en vindmøllepark. Efter 25 år kræver det også en opgradering af bl.a. transportveje og nettilslutning at kunne opstille nye, moderne møller. Hvert fundament til de fem nye møller består af 90 tons stål og 900 kubikmeter beton, der er leveret af op til fire lastvogne ad gangen fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Fundamenterne er forberedt med rør og kabler – og er dermed klar til at modtage tårne, der skal placeres med 0,1 millimeters nøjagtighed.

Selskab stiftet på Sdr. Bork Kro

De første tanker om repowering-projektet blev fostret i 2011-12, og det nye selskab, Sdr. Bork Vind K/S, blev stiftet af 21 vindmølleejere (24 andele) og lodsejere på Sdr. Bork Kro over franskbrød med rullepølse og ost med efterfølgende lagkage i december 2013. Indskuddet blev dengang fastsat til 100.000 kr. pr. næse.

Samlet er der i løbet af de forgangne år indskudt en risikovillig kapital på ca. fem millioner kroner – penge, der i princippet kunne være gået tabt, hvis Ringkøbing-Skjern Kommune ikke havde givet byggetilladelse. Glædens dag indtraf den 14. marts 2021 – og det praktiske arbejde med at anlægge en ny vindmøllepark med fem stk. Vestas-møller á 6,2 MW kunne begynde.

Landmøller på 6,2 MW er stadig en sjældenhed, så møllerne i Sdr. Bork er defineret som testmøller, hvor Vestas indsamler flere data end normalt for at høste erfaringer. Teststatus er blåstemplet af Energistyrelsen. Bestyrelsen for Sdr. Bork Vind K/S følger løbende med i repowering-projektet. 

Vindmøllevinger

Vestas totalentreprenør

Vestas står som totalleverandør, så det seneste halve år har vindmølleproducenten, der har sit arnested længere oppe langs fjorden, været i fuld sving. Med lokale underleverandører, men også international arbejdskraft, er der anlagt transportveje, der kan tåle en belastning fra lastbiler på 100 ton, oprettet et ’servicecenter’, renoveret en bro, foretaget nødvendige dræn og støbt nye fundamenter.

Med i projektet er også opførelse af en 60/10 kV-transformerstation og etablering af et 5,8 kilometer 60 kV-kabel frem til Netselskabet N1’s transformerstation i Nr. Nebel. Steen Andersen melder om et ”supergodt samarbejde om nettilslutning med N1”.

Synligt i landskabet er især de nye lange vinger med takkede bagkanter, mens fundamenterne mest har tyngde under jordens overflade. Hvert fundament består af 90 tons stål og 900 kubikmeter beton, der er leveret af op til fire lastvogne ad gangen fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Fundamenterne er forberedt med rør og kabler - og er dermed klar til at modtage tårne, der skal placeres med 0,1 millimeters nøjagtighed.

Gavner lokalsamfundet

Ligesom de 19 gamle møller har givet afkast til lokalsamfundet bl.a. i regi af grøn fond-ordningen, så vil også de fem nye gavne Sdr. Bork og omegn, der i dette tilfælde gælder borgere både i Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune. Lokalsamfundet vil blive støttet med et fast årligt beløb, ligesom de borgere, som bor tættest på møllerne, har fået tilbudt at købe andele ’stort set til kostpris’ svarende til ti procent af projektet.

Salgsprocessen af disse andele er ved at blive sat i gang og mulige købere er alle myndige personer bosiddende i området på det tidspunkt, hvor byggetilladelsen blev givet. Andelene vil blive placeret i regi af Sdr. Bork Vind Nabo I/S, der altså kommer til at eje ti procent af projektet. Steen Andersen tvivler ikke på, at alle andele vil blive solgt og dermed være med til at skabe større lokal opbakning til projektet.

– Vi forsøger med denne model at brede ejerskabet ud til så mange som muligt, siger Steen Andersen.

Ambitionen for vindmølleparken i Sdr. Bork er at levere de første kilowatt-timer til elnettet inden nytår. Parterne bag vindmølleparken har i øvrigt indgået en 25-årig serviceaftale med Vestas. Håbet er ifølge Steen Andersen, at ”møllerne kan producere energi i mindst 30 år”.

Møllerne ved Sdr. Bork

  • 19 Vestas V44-møller på 600 kW og en totalhøjde på 69 meter erstattes af fem nye Vestas V162-møller på 6,2 MW og en totalhøjde på 180 meter.
  • Der er tale om testvindmøller, der opstilles i samarbejde med Vestas.
  • De nu nedtagne 19 møller på i alt 11,4 MW producerede ca. 23 mio. kWh om året, mens de fem nye vindmøller med en effekt på 32,5 MW kommer til at levere fire gange så meget energi.
  • Nogle af de nedtagne møller får nyt liv i Nordirland og Spanien.
  • De borgere, som bor tættest på møllerne, har fået tilbudt at købe andele ’stort set til kostpris’ svarende til ti procent af projektet. Salgsprocessen af disse andele er ved at blive sat i gang og mulige købere er alle myndige personer bosiddende i området på det tidspunkt, hvor byggetilladelsen blev givet (14. marts 2021). Andelene vil blive placeret i regi af Sdr. Bork Vind Nabo I/S
...

Artiklen stammer fra Naturlig Energi

Nyheder direkte i din indbakke?