Høringssvar

Høringssvar til ændring af VE-loven – Lukning af Åben dør-ordningen og ændring af rammer for test og repowering på havet

Green Power Denmark beklager lukningen af Åben dør-ordningen og finder det kritisabelt, at det sker efter en svært gennemskuelig proces præget af mangelfulde begrundelser, og uden at der stillet et alternativ til rådighed for markedsdrevet udbygning med VE på havet. Green Power Denmark finder, at forslaget kraftigt forringer mulighederne for test på havet, ligesom der lukkes for muligheden for at søge om fuld repowering i strid med Danmarks EU-retslige forpligtelser i medfør af VE-direktivet.

Green Power Denmark anbefaler, at regeringen accelererer analyse- og beslutningsprocesserne vedrørende fremtidig havvind, herunder rammerne for et nyt markedsdrevet udbygningsspor. Green Power Denmark ser frem til at indgå i dialog med myndigheder, regering og Folketing om modeller for markedsdrevet udbygning til afløsning af Åben dør-ordningen.

Lovforslaget lukker muligheden for at ansøge om forundersøgelsestilladelse til fuld repowering på havet og efterlader alene muligheden for partiel repowering. For at kunne leve op til EU’s VE-direktiv, anbefales det at indføre en 7. kategori af Åben dør-ansøgninger omhandlende fuld repowering som bør have mulighed for at fortsætte under en revideret Åben dør-ordning.

Det vurderes, at lovforslaget vil medføre en markant forringelse af mulighederne for test af VE-anlæg på havet som følge indførslen af en tids- og størrelsesbegrænsning på projekterne, som ikke opvejes af enklere tilladelsesprocesser. Green Power Denmark er uforstående overfor forslaget om en 15km grænse og er samtidig forundret over, at regeringen ligger op til, at testanlæg skal placeres i havplanens VE-zoner, når dette reelt alene kan forventes at efterlade ét eneste areal til brug for test af VE-anlæg på havet. 

Nyheder direkte i din indbakke?

Kontakt

Martin Risum Bøndergaard

Martin Risum Bøndergaard

Seniorchefkonsulent
33 73 03 32