Brug energien rigtigt - baggrundspapir til Giv Energien Videre

Det er ikke nødvendigvis rationelt altid at spare på energien, når den oftere og oftere er både rigelig, billig og grøn. En effektiv anvendelse af energi er således ikke længere ensbetydende med et reduceret forbrug, men med at bruge energien rigtigt: Den rigtige energi på det rigtige tidspunkt.

Siden oliekriserne i 1970’erne har Danmark haft stor fokus på at udnytte energien mere effektivt. Vi har forbedret effektiviteten i energiproduktionen gennem indførelse af kraftvarmeværker og vindmøller, og vi har løbende gennemført besparelser i slutforbruget af energi indenfor alle sektorer.

Det har resulteret i, at energiintensiteten (forholdet mellem energiforbrug og økonomisk aktivitet) er faldet støt gennem hele perioden, og med 33 % i perioden fra 1990 til 2013. I 2013 ramte vores energiforbrug det laveste niveau i 20 år. Samtidig er Danmark et af de lande, der hurtigst omstiller sine elog fjernvarmesystemer og udbygger med vedvarende energi (VE).

I 2020 vil vi have et fundamentalt anderledes elsystem, hvor der i mange timer af året vil være rigelig og billig grøn energi fra sol eller vindmøller. Allerede i 2020 vil ca. 55 % af den el, vi anvender, komme fra vindproduktion . Også fjernvarmen bliver i stigende grad baseret på vedvarende energi.

Dette skift i den kollektive energiforsyning bør have konsekvenser for vores måde at tænke og understøtte energibesparelser på. Det bliver nødvendigt at fokusere mere på systemeffekterne af at gennemføre energibesparelser, idet man ikke som tidligere, hvor hele energisystemet var fossilt baseret, kan forudsætte at forskellige energibesparelser fører til nogenlunde samme mængde reduktion i fossilt brændsel og tilhørende CO2-udledning.

Det er ikke nødvendigvis rationelt altid at spare på energien, når den oftere og oftere er både rigelig, billig og grøn. En effektiv anvendelse af energi er således ikke længere ensbetydende med et reduceret forbrug, men med at bruge energien rigtigt: Den rigtige energi på det rigtige tidspunkt.