Hvor skal væksten komme fra?

Vejen til øget velstand fører os ud i verden.

Hvor skal pengene komme fra?

Spørgsmålet rummer en fælles udfordring, som rækker på tværs af traditionelle danske politiske blokke. For vi har alle en interesse i, at Danmark fortsat er et land præget af velstand, så der også i fremtiden bliver råd til vores velfærd.

Derfor har vi bedt en række centrale, danske beslutningstagere om at sætte det lange lys på. For hvordan sikrer vi, at Danmark både på virksomheds- og samfundsniveau skaber øget velstand, som gør det danske samfund i stand til at favne bredt og tage hånd om de nødvendige udfordringer? Et svar, som går igen, er, at vi bliver nødt til at tænke i fremtidens talenter og ud over landets grænser. For Danmarks velstand er – uanset om vi kigger tilbage i tiden eller ti år frem – først og fremmest grundlagt ved vores evne til at finde på, producere, levere ydelser og handle varer internationalt.

Det er næppe et chok, at ti topledere fra nogle af Danmarks toneangivende virksomheder ser sådan på tingene. Heller ikke at vi fra de fem, danske styrkepositioner indenfor fødevarer, turisme, life science, energi og søfart tænker i kompetencer, investeringer og eksport.

Det virkeligt glædelige er, at de interviews med partilederne, som du også kan læse i denne publikation, meget klart bærer præg af, at spidserne i de danske partier tænker på, hvordan vi gøder jorden for nye ideer, og hvordan vi får dem ud over grænserne. Vi bliver nemlig nødt til at have øje for både, hvordan vi får ideerne og for den politiske og markedsmæssige udvikling der, hvor vores varer og ydelser efterspørges, og hvor de globale konkurrenter driver virksomhed.

Danskerne og dansk erhvervsliv har gavn af øget international samhandel. Koblet med ansvarlig politik har det gjort os godt på mange felter. Den røde tråd i denne publikation er, at danskernes velstand – også i de kommende år – afhænger af, at vi har fødekæden til idéerne til eksport og evnen til at begå os globalt. Kommercielt såvel som samfundsøkonomisk. Det kræver kontinuerlig politisk vilje til at fremtidssikre vores samfund.

Til at ramme det hele ind har vi bedt tænketanken Kraka om at tilvejebringe perspektiverende data og analyser. Det har muliggjort, at vi i nærværende publikation kan bringe en analyseramme for dansk erhvervslivs efterspørgsel efter medarbejdere med de rette kompetencer, behovet for investeringer og eksportmuligheder.

Vi har i Danmark sammen skabt gode forudsætninger for fortsat vækst og velfærd. Forhåbentlig griber vi fremtiden an på samme vis. 

Hvor skal væksten komme fra?
Udgivet
2017