Vindmølleindustriens samfundsbidrag 2017

DAMVAD Analytics har for Wind Denmark analyseret vindmøllebranchens samfundsbidrag opgjort på den primære værdikæde og de afledte effekter i følgeerhverv samt forbrugseffekterne.

Denne rapport indeholder en analyse af vindmøllebranchens bidrag til samfundet i form af bl.a. skatter på nationalt, regionalt og kommunalt niveau. Det er første gang, at der laves en dybdegående analyse af vindmøllebranchens samlede bidrag, hvor såvel afledte samt forbrugseffekter er medtaget.

Afledte effekter kan være serviceydelser som revision og rengøring eller produkter som stål og skruer. Når virksomheder i vindmøllebranchens primære værdikæde køber varer og tjenesteydelser hos underleverandører, understøtter det yderligere afledt omsætning, BNP og beskæftigelse i den sekundæ- re værdikæde.

Dertil kommer, at medarbejdere i den primære værdikæde (direkte effekt) og den sekundære værdikæde (afledt effekt) understøtter yderligere beskæftigelse og værdiskabelse, når de forbruger deres lønindkomster i samfundet. Dette kaldes forbrugseffekter. Energiselskabernes direkte, afledte og forbrugseffekter indgår ikke i rapporten. DAMVAD Analytics’ input-output-model er benyttet til at beregne vindmøllebranchens afledte effekter samt forbrugseffekter på samfundsøkonomien

Rapporten kan læses separat eller i forlængelse af Wind Denmark's branchestatistik 2017, der findes på windpower.org

Hovedresultater

  • I alt var omsætningen fra vindmøllebranchens direkte, afledte og forbrugseffekter i 2016 240 mia. kr. Heraf kom de 97,8 mia. kr. fra den primære værdikæde.
  • I alt skabes godt 85.000 fuldtidsstillinger som følge af vindmøllebranchens aktiviteter i Danmark. Heraf er de 31.194 i den primære værdikæde.
  • Skatteprovenuet fra den primære værdikæde var på 13,3 mia. kr., og heraf udgjorde indkomstskatter 10,6 mia. kr. Sammenlagt bidrog vindmøllebranchen inkl. afledte effekter med 28 mia. kr. til de offentlige finanser i 2016.
  • Vindmøllebranchens direkte BNP-bidrag var i 2016 22,5 mia. kr. og sammenlagt var bidraget 57 mia. kr.
  • Ringkøbing-Skjern Kommune har flest indbyggere beskæftiget inden for vindmøllebranchen (1.721). Disse betaler i alt ca. 129 mio. i indkomstskat til kommunen.
  • Aalborg og Aarhus kommune kommer på 2. og 3. pladsen med 116 og 111 mio. kr. i indkomstskatter i 2016.