Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Energi19

Trekløver udvikler klimaløsninger til globale storindustrier

ROCKWOOL, FLSmidth og DTU Kemiteknik deler viden om glohede processer med mindre CO2-belastning ved fremstilling af isoleringsmaterialer og cement. For FLSmidth er projektet en del af et nyt MissionZero, der skal gøre cement- og mineindustrien bæredygtig frem mod 2030.

Produktion af isoleringsmaterialer og cement kræver høje temperaturer og dermed betydelige mængder energi, der ofte er blevet tilvejebragt ved forbrænding af kul.  

ROCKWOOL, FLSmidth og DTU Kemiteknik er med det såkaldte ProBu-projekt i fuld gang med at analysere og udvikle alternativer, der kan øge energieffektiviteten og nedbringe udledningerne af CO2, SO2 og NOx, når der produceres materialer til bygge- og anlægsbranchen.

ROCKWOOL’s produkter sparer væsentlig mere CO2, end de udleder. Beregninger viser, at den bygningsisolering, vi solgte i 2018, i løbet af dens levetid vil spare 100 gange så meget CO2, som der blev udledt under produktionen. Vi arbejder dog konstant på at udvikle vores processer for at finde måder at nedbringe udledning af CO2 og andre stoffer. Et af de centrale elementer i ProBu-projektet er, at vi skal finde mere bæredygtige måder at smelte sten og andre råvarer, siger programdirektør Dorthe Lybye fra ROCKWOOL koncernen.

Seniorforsker Peter Arendt Jensen fra CHEC Research Center på DTU Kemiteknik påpeger, at nogle af de processer, ROCKWOOL og FLSmidth benytter, ligner hinanden.

Forståelse for processer

– Derfor kan de hjælpe hinanden med at nedbringe udledningen af klimagasser fra deres processer, siger Peter Arendt Jensen.

Ved at kombinere virksomhedernes praktiske viden med nye målinger samt resultater fra årelang forskning på DTU kan der opbygges en dybere forståelse for processerne i de anvendte højtemperatur-reaktorer.

Netop mere viden om de glohede processer fra start til slut er nøglen til nye løsninger. Konkret analyserer ProBu-projektet, der støttes af Innovationsfonden, alternative brændsler (fx gas og affald), optimering af cyklonreaktorer, alternative råvarer og ’simple’, nye teknologier med høje virkningsgrader.

ROCKWOOL og FLSmidth er ikke konkurrenter på de internationale markeder, så projektet foregår i en åben atmosfære i det, Dorthe Lybye betegner som ’et optimalt trekløver’.

– Når vi trækker på synergierne, kommer vi hurtigere i mål med nogle bæredygtige løsninger. Ved at samarbejde med DTU får vi sat noget af vores viden på formel, så vi bedre kan forstå, hvad der foregår i vores processer, fastslår hun.

MissionZero

Erfaringerne fra ProBu er også vigtig for cementindustrien, der er en central branche, når det handler om at skaffe bygninger og infrastruktur til stadig flere mennesker på jorden. Verdens cementforbrug stiger i takt med, at verdens befolkning sikres bedre levevilkår.

Cementindustrien står nu for cirka otte procent af verdens CO2-udledning, hvilket er dobbelt så meget som flyindustrien. Hvis andre brancher lever op til Paris-aftalen, risikerer cementindustriens andel at vokse.

– Om få år vil det dreje sig om meget mere om otte procent, hvis vi ikke får mere fart på udviklingen af bæredygtige løsninger, siger Lars Skaarup Jensen, R&D Specialist og Project Manager ved FLSmidth, der netop har lanceret en ny MissionZero. Den skal gøre cement- og mineindustrien bæredygtig frem mod 2030.

Ambition om nye produkter

FLSmidth producerer ikke selv cement, men leverer procesanlæg, maskiner og services til det globale marked. Ifølge Lars Skaarup Jensen handler det for FLSmidth om at være på forkant samtidig med, at de nye løsninger skal passe ind i kundernes verdensbillede.

Med ProBu-projektet håber FLSmidth bl.a. på at få udviklet løsninger, der adresserer den CO2, der stammer fra brænding af kalksten, og den CO2, der kommer fra produktion af procesvarme ved afbrænding af kul og olie. Kalkstenene står for to tredjedel af branchens CO2-udledning – de fossile brændsler for den resterende tredjedel.

– Projektet har et betydeligt forskningselement, men der vil også komme nye produkter ud af samarbejdet, siger Lars Skaarup Jensen.

En mere grøn produktion af cement- og isoleringsmaterialer kan give klima- og miljøgevinster over hele verden – og styrke eksporten fra den danske byggematerialeindustri.

’ProBu - Process technology for sustainable Building materials production’ har et budget på 54 mio. kr. Heraf støtter Innovationsfonden med 20 mio. kr. Projektet er en af ti visionære cases i publikationen ’Energi19: Energiforskning skaber stærke klimaløsninger’, der netop er udgivet af Innovationsfonden, EUDP og ELFORSK, der administreres af Dansk Energi.

Energiforskning skaber stærke klimaløsninger
Politikpapir

En rapport, der præsenterer nøgletal og eksempler på, hvordan Innovationsfonden, EUDP og ELFORSK bidrager til den grønne omstilling.

Udgivet
2019

Nyheder direkte i din indbakke?