Analyse nr. 16: Elprisscenarier 2017-2035

Dansk Energis scenarier for elpriser er baseret på en række modelkørsler i en matematisk model af elsystemet i Nordeuropa. Modellen hedder Balmorel. Balmorel skal opfattes som en forsimplet repræsentation af day-ahead elmarkederne i den virkelige verden.

Scenarierne bygger på en lang række usikre antagelser om den fremtidige udvikling i inputpriser, produktion, forbrug og transmissionsforbindelser. Kørslerne udspænder et udfaldsrum for den fremtidige elprisudvikling givet forskellige antagelser om brændselspriser, CO2-priser og politiske beslutninger. Scenarierne skal derfor ikke ses som en prognose for elprisen.

I denne rapport opstilles i alt fem scenarier:

  1. I Futures3-scenariet bliver kul-, gas-, og CO2-kvoteprisen i perioden 2020-2035 fastholdt på niveauet givet ved 2019 Futures-priser. Ved at regne med konstante inputpriser på kul, gas og CO2-kvoter fremtræder ændringer i elprisen som følge af ændringer i kraftværkskapaciteten og transmissionskapacitet meget tydeligt.
  2. For at undersøge hvad indførelsen af kapacitetsmarkeder betyder for elprisen analyseres scenariet ”Futures + kap. mar.”, der svarer til Futures-scenariet bortset fra, at det indeholder et regionalt kapacitetsmarked, som sikrer tilstrækkelig elproduktionskapacitet.
  3. Tilsvarende, for at undersøge betydningen af de planlagte eltransmissionskabler mod England og Skotland fra både Danmark og Norge, analyseres et scenarie kaldet ”Futures + red. trans.” hvor disse forbindelser forsinkes/falder bort.

EU-Kommissionen har udarbejdet en Impact Assessment af forskellige muligheder for at realisere EU's energipolitiske mål i 2030. For at undersøge hvordan forskellig vægt på henholdsvis CO2-kvotemål, VE-mål og energieffektiviseringsmål påvirker elpriserne, sammenlignes to scenarier:

  1. I ”EU GHG40” anvendes fossile brændselspriser fra EU- Kommissionens Impact Assessment. Herudover vedtages en målsætning om 40 procent CO2-reduktion i 2030 uden yderligere tiltag inden for energieffektivisering og vedvarende energi (VE).
  2. ”EU GHG40 + EE + VE” svarer til EU GHG40-scenariet, bortset fra at der vedtages både et mål for energieffektivitet og et VE-mål på 30 procent.
    Rapporten indeholder desuden en gennemgang af de historiske elpriser fra de sidste fem år og de finansielle markeders forventninger til de fremtidige priser til og med 2017.