Varme Outlook 2018 – perspektiver for fremtidens varme i Danmark

Danskernes opvarmning er under forandring, hvor nye teknologier og aktører kan være med til at levere grøn, innovativ og billig varme. Potentialet for elektrificering er stort i både individuel varme og fjernvarme.

I Varme Outlook 2018 stiller Dansk Energi skarpt på fremtiden varme i Danmark og ser på mulighederne på tværs af fjernvarme og individuelle varmeløsninger.

Med ny teknologi har fjernvarmen mulighed for at investere og effektivisere sig til grøn og billig varmeproduktion. Foruden kendte teknologier som biomassekraftvarme har store varmepumper, overskudsvarme og geotermi potentiale til at erstatte kul og gas. Kombiner det med nye lagringsløsninger og resultatet kan blive fjernvarme, som bidrager til et integreret grønt energisystem.

Individuelle varmepumpe-løsninger ser dog også ud til at kunne spille en betydelig rolle i fremtidens varmemarked. Beregninger af økonomi for små varmepumper peger på, at de kan slå både olie- og naturgasfyr og den dyreste del af fjernvarmen på prisen, og at der vil komme et endnu skarpere konkurrencepres fra de små varmepumper i fremtiden.

Teknologiudvikling kan i fremtiden flytte grænserne yderligere for, hvilken varmeforsyning der bliver danskernes foretrukne valg til billig og grøn varme.

Rapporten har et temakapitel om den planlagte økonomiske regulering af fjernvarmen, som er afgørende for hvilke muligheder fjernvarmen har for at møde fremtidens udfordringer. Analysen påpeger, at der flere steder er eller kan opstå et konkurrencepres, som overflødiggør monopolregulering i form af indtægtsrammer og benchmarking. Konkurrencen kan både tage form af en konkurrence om produktion af fjernvarme og/eller en konkurrence om slutkunder.

Analysen indikerer endvidere at der vil være betydelige problemer med at lægge en ensartet monopol-regulering i form af indtægtsrammer og benchmark nedover hele fjernvarmesektoren. Fjernvarmesektoren er meget forskellig på tværs, og mængden af grønne teknologier, der anvendes i fremtidens løsninger, er kraftigt stigende. Denne nye kompleksitet skal kunne rummes af fremtidens regulering, hvilket udfordrer tanken om én reguleringsmodel for hele fjernvarmesektoren.

Dansk Energis Varme Outlook er den femte rapport i en serie af outlooks, der tager temperaturen på forskellige områder inden for energisektoren.