Kan det betale sig at flytte sit elforbrug?
Fra 1. januar 2023 er nye tariffer for transport af el med til at belønne fleksible forbrugere og reducere behovet for nye investeringer i elnettet. Sammen med de svingende priser på selve strømmen skal de nye transporttariffer med større prisforskelle over døgnet være med til at opmuntre os til at tænke over, hvornår vi bruger strøm.
I takt med at energiforbruget i Danmark bliver mere grønt og mere elektrisk, stilles der nye krav til det kollektive elnet. Nettet står foran betydelige investeringer for at understøtte elektrificeringen. Netselskaberne opdaterer derfor deres tarifstruktur for at give stærkere incitamenter til, at kunderne overvejer, hvornår de har brug for at trække på elnettet.
Det sker ved mere differentierede tidstariffer, som skal anspore kunderne til i højere grad at udnytte elnettet, når der er fri kapacitet, og overveje om de kan skrue lidt ned for forbruget, når der er mest tryk på nettet.
De knap 40 danske elnetselskaber, der driver nettets lande- og villaveje (distributionsnettet), har af flere omgange indført tariffer, der gør elforbrug billigere på tidspunkter med mindre trængsel i elnettet og dyrere i den såkaldte ’kogespids’, hvor nettet bruges mest. Den såkaldte Tarifmodel 3.0 med mere differentierede tidstariffer er et naturligt næste skridt.
Over året medfører den nye tarifstruktur samlet set ikke en højere betaling fra elkunderne. Tariffernes niveau ventes dog i en periode at ligge højere end normalt. Dette er på grund af markant øgede omkostninger til nettab som følge af de højere elpriser, og har ikke noget med Tarifmodel 3.0 at gøre.
Natten er billigst
Den nye mere varierende tarifstruktur retter sig primært imod det nye elforbrug, der nemmest kan flyttes uden at gribe ind i hverdagen hos de danske husholdninger. Det gælder fx opladning af elbiler og brug af varmepumper. Men kan kunderne også flytte en del af det konventionelle elforbrug som opvask og tøjvask væk fra den travleste periode til fx om natten, er der lidt penge at spare.
De første netselskaber har taget Tarifmodel 3.0 i brug fra 1. januar 2023. Flere netselskaber forventes at følge i løbet af 2023. Tarifmodel 3.0 er udviklet i regi af Green Power Denmark og indebærer tre perioder på et døgn med forskellige tariffer for almindelige husholdninger. Modellen er godkendt af Forsyningstilsynet. De tre perioder er:
- Lavlast fra kl. 24-06 (billigst/mindst trængsel)
- Højlast fra kl. 06-17 og kl. 21-24
- Spidslast fra kl. 17-21 (dyrest/mest trængsel)
Tarifferne i højlast og spidslast vil i øvrigt være lavere i sommerhalvåret, hvor der typisk er mere ledig kapacitet i nettet.
Som privat elforbruger skal du besøge dit lokale netselskab for at se de konkrete tariffer, der gælder for dig.
Nye priser skal spare udbygninger
I takt med udfasningen af fossile brændstoffer og elektrificeringen af energiforbruget bliver der behov for meget mere elnet. Forventningen er, at den nye tarifmodel kan tage spidsen af investeringsbehovet, ved at anspore kunderne til at benytte det eksisterende net mere effektivt.
I alt forventes danske elnetselskaber at skulle investere et betydeligt tocifret milliardbeløb frem mod 2030. Jo mere forbrug kunderne vælger at flytte til fx natten, jo lavere bliver dette investeringsbehov.
Da elnetselskaber er regulerede virksomheder, er der loft over deres tilladte indtægter. Overgangen til nye og mere varierende tariffer betyder derfor ikke i sig selv, at netselskaberne opkræver flere penge. Omlægningen af tarifferne har til formål at belønne fleksible kunder, der er med til at mindske behovet for udbygning af elnettet. Samtidig bærer de ikke-fleksible kunder den netomkostning, de giver anledning til.
Fra tarifmodel 2.0 til 3.0
Indtil videre benytter langt de fleste netselskaber i Danmark Tarifmodel 2.0, der indeholder perioderne ’lavlast’ og ’spidslast’. Her er spidslast defineret som tidsrummet fra kl. 17-20 i vinterhalvåret.
Tarifmodel 3.0 forventes i løbet af 2023 at erstatte Tarifmodel 2.0 i de fleste netselskaber.