Høringssvar

Høringssvar til Energinets forslag til Nyt design for ubalanceafregning

Nyt design for ubalanceafregning er ét ud af en række igangværende initiativer inden for balanceringsområdet. Netop mængden af igangværende initiativer giver anledning til bekymring for, om der er taget tilstrækkelig højde for de samlede påvirkninger af markedet og dets aktører. Green Power Denmark opfordrer derfor Energinet til at sætte igangværende initiativer på pause, indtil der foreligger en samlet og koordineret proces for udvikling af balanceringsområdet, herunder tilgangen til konsekvensvurdering og involvering af markedets aktører.

Green Power Denmark har afgivet høringssvar til Energinets forslag til Nyt design for ubalanceafregning. Forslaget er én af fire igangværende ændringsforslag inden for balanceringsområdet, som alle behandles individuelt i parallelle processer uden hensyntagen til den overordnede sammenhæng og indbyrdes afhængighed. Denne samtidige og uafhængige behandling gør det vanskeligt at gennemskue og evaluere de samlede konsekvenser af de foreslåede ændringer. Vi understreger derfor behovet for, at Energinet foretager konsekvensvurderinger når der fremlægges ændringsforslag og opfordrer samtidig til at igangværende initiativer sættes på pause, indtil der foreligger en samlet og koordineret proces.

Det konkrete ændringsforslag i høring omhandler ændringer i ubalanceafregningen når Danmark tilslutter sig de europæiske balanceringsplatforme. Green Power Denmark er som udgangspunkt positiv over for europæisk harmonisering og etablering af internationale markeder. Vi ser derfor ændringsforslaget som en yderligere detaljering af igangværende implementeringer. 

Kontakt

Foto mangler

Jane Kaad Lykke Gregersen

Chefkonsulent
52 15 78 47

Nyheder direkte i din indbakke?