DANSK FORMANDSSKAB

Nordsøen skal være Europas grønne knudepunkt

Det danske NSEC-formandskab og den nye Europa-Kommission bør fokusere på konkurrencedygtige finansieringsmuligheder, standardiserede markeder for vindenergi og øget samarbejde om den fysiske sikkerhed for energiinfrastruktur i sit kommende arbejdsprogram.

Horns Rev 3 havvindmøllepark

Horns Rev 3 skal have følgeskab af mange flere havvindmøller i Nordsøen. Det kræver industripolitiske tiltag. Foto: Vattenfall

Visionen er klar: Nordsøen skal være et af Europas grønne knudepunkter inden for havvind. I praksis mangler udbygningen af vindmølleparker fortsat at tage fart, så Europa kan realisere ambitionerne om en klimaneutral energiforsyning.

En væsentlig del af den vedvarende energi skal komme fra havvindmølleparker i Nordsøen. Men for at udbygningen i Nordsøen kan føres ud i livet, er der behov for industripolitiske tiltag, som kan bidrage til den europæiske konkurrenceevne. 

Om Nordsøsamarbejdet (NSEC)

Nordsøsamarbejdet er et samarbejde om udbygning af energi og infrastruktur i Nordsøen mellem Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Irland, Frankrig, Norge, Sverige, Tyskland og Danmark med deltagelse af Europa-Kommissionen. 

Samarbejdet startede i sommeren 2016, hvoraf Danmark havde formandskabet fra sommeren 2018 til udgangen af 2019. Danmark har igen overtaget formandskabet i 2024, hvor man fra dansk side leder arbejdet i Nordsøsamarbejdet. 

I 2023 underskrev Danmark, Belgien, Frankrig, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene, Norge og Storbritannien en erklæring med en ambition om minimum 120 GW havvind i 2030 og mindst 300 GW havvind i 2050.

Derfor er der en vigtig opgave for det danske formandskab, som sidder for bordenden af North Seas Energy Cooperation (NSEC) – en sammenslutning for af ni nationer og Europa-Kommissionen, der i kraft af Ooestende-erklæringen har til hensigt at opføre minimum 300 GW havvindmølleparker i Nordsøen inden 2050.

WindEurope og Green Power Denmark har i en workshop med nøgleaktører i den europæiske vindmølleindustri diskuteret, hvordan Europa skal styrke og støtte styrkepositionen inden for udvikling, produktion og installation af vindteknologi. 

– Vi skal kræve fælles europæisk industripolitik, der kan hamle op med konkurrencen fra Kina og USA. I særdeleshed oplever virksomheder i leverandørkæden stigende konkurrence fra statsstøttede virksomheder. Net-Zero Industry Act er et skridt i den rigtige retning, men det kræver en fælles tilgang på tværs af alle medlemslande, hvis vi skal sikre de bedst mulige vilkår for industrien på europæisk plan, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark. 

Han understreger samtidig nødvendigheden af fælleseuropæiske finansieringsløsninger, når de lempelige statsstøtteregler udløber ved udgangen af 2025. Det bliver en af Europa-Kommissionens fornemmeste opgaver at sørge for, at EU undgår et internt statsstøttekapløb, hvor landene med de største økonomiske muskler vinder. 

Harmonisering i europæiske udbud

Implementeringen af Net Zero Industri Act bliver et centralt emne for vindmølleindustrien frem mod 2025, da man her skal tage stilling til hvilke ikke-pris relaterede kriterier, der skal gælde for udbud og auktioner på vedvarende energi i Europa.

Implementeringen vil få betydning for havvindsprojekter i Nordsøen, da medlemslandene, der deler området i regionen, potentielt kan designe vidt forskellige kriterier og krav for udbud og auktioner i området. 

Havvindsprojekterne risikerer at falde under forskellige – og nogle projekter helt uden for – krav i den kommende NZIA-lovgivning, og det kan føre til vidt forskellige krav til opførelsen af kommende vindmølleparker i Nordsøregionen.

Derfor anbefaler Green Power Denmark, at NSEC-landene og den nye Europa-Kommission arbejder for øget standardisering og gennemskuelighed på tværs af landegrænser og koncessionsarealer.

– Et fragmenteret marked med særregler for de enkelte medlemslande vil betyde flere omkostninger og administrative byrder for industrien, der skal navigere i og overholde langt flere forskellige krav. Derfor er det vigtigt, at man med implementeringen af NZIA er opmærksom på at sikre en standardiseret tilgang til kvalitative kriterier som gælder på tværs af markeder og medlemslande. Det vil gøre opførelsen af vindmølleparker både billigere, mere effektiv og gennemskuelig for industrien, siger Jan Hylleberg.

Endelig er sikkerhed en dagsorden, der i højere grad bør tænkes ind i Nordsølandene samarbejde. Her påpeger Green Power Denmark et behov for at sikre en øget dialog med myndigheder i forsvarssektoren. 

EU’s medlemslande bør udarbejde konkrete krav om, hvordan beredskabet skal reagere, hvis virksomheder oplever trusler maritimt, på land eller i luften. Og desuden skal investeringsscreeningsloven sikre, at fjendtlige stater ikke får kontrol over kritisk infrastruktur i Europa.

Green Power Denmarks forhåbning er, at det danske formandskab vil medtage industriens perspektiver i sit arbejdsprogram for de kommende tre år, som sætter en retning for udbygningen af vind i Nordsøen, og samtidig inspirere den kommende EU-Kommission til at prioritere området i den kommende femårige arbejdsperiode. 

Kristian Jensen på North Sea Summit - Esbjerg 18. maj 2022
Pressemeddelelse

I ny Nordsø-aftale sætter ni europæiske lande høje ambitioner for grøn strøm fra havvind. Green Power Denmark opfordrer til, at den nye...

(fra venstre mod højre) den belgiske premierminister Alexander De Croo, den tyske kansler Olaf Scholz, statsminister Mette Frederiksen,  EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og den nederlandske premierminister Mark Rutte.
North Sea Offshore Summit

Med The North Sea Offshore Summit samler statsminister Mette Frederiksen kolleger fra Tyskland, Nederlandene og Belgien om en ambition...

Nyheder direkte i din indbakke?