Nye grønne brændsler

6 nye virksomheder træder ind i PtX-Partnerskab

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab udvider med seks virksomheder, der leverer teknologi, rådgivning og anlæg til fremtidens grønne brændstoffer. Èn af de nye partnere er den amerikanske elektrolyseleverandør og projektudvikler Plug Power.

Power-to-X

Foto: Shutterstock

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab byder velkommen til DNV, GreenGo Energy, Plug Power, NCC, Niras og Siemens Smart Infrastructure. Partnerskabet tæller nu 46 partnere med store ambitioner inden for Power-to-X (PtX). De nye partnere er aktive inden for teknologiudvikling, produktion, konstruktion, sikkerhed, kvalificering og rådgivning inden for Power-to-X. 

Der er annonceret store projekter i Danmark, som skal levere grøn brint og grønne PtX-brændstoffer til industrien og forskellige former for tung transport, der er vanskelige at elektrificere direkte. Senest har GreenGo Energy annonceret, at de vil bygge en kæmpe energipark i Ringkøbing-Skjern med en elektrolysekapacitet på op til to gigawatt.

Når de mange projekter skal opføres og sættes i drift i de kommende år, bliver der behov for ekspertise i alle faser af projekterne, som rådgivere, entreprenører og teknologileverandører – en ekspertise som DNV, NIRAS, NCC og Siemens Smart Infrastructure er i besiddelse af.

Det danske PtX-marked udvikler sig hastigt, og udvidelsen af partnerskabet med bl.a. rådgivere og entreprenører vidner om en gradvis modning af de projekter, der lige nu udgør pipelinen.
Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark

- Det danske PtX-marked udvikler sig hastigt, og udvidelsen af partnerskabet med bl.a. rådgivere og entreprenører vidner om en gradvis modning af de projekter, der lige nu udgør pipelinen, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Danmark er unikt positioneret til at blive et foregangsland for PtX, og det har vakt international interesse i det danske PtX-marked, bl.a. fra den amerikanske virksomhed Plug Power, der allerede har ordrer i bogen i Danmark og nu melder sig ind i PtX-Partnerskabet.

- Den amerikanske klimapakke IRA har skabt røre i EU, da man er bekymret for at investeringer flytter ud af Europa og mod USA. Vi deler denne bekymring, men ser også den grønne satsning i USA som en mulighed for tættere samarbejde og øget handel med USA inden for grønne teknologier som PtX. Derfor er vi glade for at byde en så markant spiller som Plug Power velkommen, siger Kristian Jensen.

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab 

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab er et samarbejde mellem aktører inden for hele PtX-værdikæden, der ønsker at fremme den danske PtX-industri, og gennem skalering og industrialisering sikre, at Danmark bliver et PtX-foregangsland.

PtX-Partnerskabet formulerer i fællesskab de fremtidige behov og ønsker for rammevilkår for PtX i Danmark, der skal sikre de bedst mulige vilkår for en sektor, der er i stor udvikling og konkurrence både regionalt og internationalt.

Læs mere om PtX-Partnerskabet

...

De nye partnere

  • DNV har arbejdet med et stort antal PtX-projekter over mere end 10 år, globalt og på tværs af hele værdikæden. DNV yder rådgivning, analyser og uafhængige verificeringer eksempelvis som due diligence-tjenester, teknologi-kvalificerer og udvikler relevante standarder via joint industry-projekter. DNV har med sin kampagne ”scale up safe” særligt fokus på sikkerheden i PtX-projekterne. 
  • GreenGo Energy er udvikler af 25 GW onshore sol og vind energi projekter og 10 GW inden for offshore vind og PtX frem mod 2025. I Ringkøbing-Skjern udvikles projektet Megaton, der skal skabe 1 million ton grønne PtX-brændstoffer årligt inden 2030 og vil kræve investeringer på 60 mia. kr. i nye vind-, sol- og PtX-anlæg i Danmark.
  • Plug Power er en førende amerikansk udvikler og leverandør af brintløsninger til den globale grønne brintøkonomi. 
  • NCC er en af Nordens største entreprenørvirksomheder med ekspertise i at styre og håndtere komplekse byggeprocesser. NCC vil bruge sin erfaring fra store bygge, anlægs- og infrastrukturprojekter til at løse entreprenøropgaver for den danske PtX-branche.
  • NIRAS har årtiers erfaring med at rådgive inden for energi og rådgiver aktuelt på en række områder i PtX-projekter. NIRAS opruster nu markant deres kompetencer og udviklingsindsats inden for den grønne energiomstilling gennem deres GREENsition vision, hvor hver 8. krone NIRAS tjener de næste 10 år skal investeres i den grønne energiomstilling.
  • Siemens Smart Infrastructure Siemens A/S består af de to selvstændige Siemens-divisioner - Smart Infrastructure og Digital Industries. Vi leverer produktions, proces- og buildingmanagement-løsninger via en bred portefølje inden for elektriske-, flow- og automations-produkter og services. Vi ønsker at være med til at udvikle hele PtX økosystemet ved at være en stærk og kompetent medspiller og leverandør til hele værdikæden, lige fra energiproduktionen fra sol og vind til transmission, distribution og produktion af grønne brændstoffer.

 

Nyheder direkte i din indbakke?