Elektrisk Europa

Verdens længste elforbindelse er dansk – og nu også indviet

Det 621 km lange søkabel Viking Link, der binder Danmark og Storbritannien sammen, blev officielt indviet torsdag. I den første testfase på godt tre måneder har Danmark eksporteret strøm 80 procent af tiden, men kablet gavner også vores egen forsyningssikkerhed.

Viking Link indvielse 18. april 2024

Energinets adm. direktør Thomas Egebo trykker synkront på knappen sammen med sin britiske partner ved den officielle indvielse af verdens længste elforbindelse, Viking Link. Foto: Maria Hedegaard/Energinet.

80 procent. Så meget af tiden har Danmark eksporteret strøm i den nye elforbindelse Viking Link, der slanger sig 621 kilometer under havbunden i Nordsøen og forbinder et britisk højprisområde med Danmark, der ofte har lavere elpriser.

Torsdag blev verdens længste elforbindelse officielt indviet af Energinet og den britiske samarbejdspartner National Grid efter at have flyttet strøm på testbasis siden nytår.

Faktisk så meget, at parterne allerede har tjent cirka 150 mio. kr. til deling på den nye udveksling af el – indtægter der opstår på grund af prisforskellen mellem de to separate prisområder og går til at finansiere de milliardstore anlægsudgifter til både kabler og landanlæg.

Kort Viking Link
Elforbindelsen Viking Link slanger sig 621 kilometer under havbunden i Nordsøen og forbinder et britisk højprisområde med Danmark. Kort: Energinet

De store prisforskelle understreger rationalet bag Viking Link, da forskellene er udtryk for flaskehalse i elsystemet, som denne slags kabler er med til at løse op for, så energien kan flyde frit derhen, hvor den gør mest gavn.

Green Power Denmark understreger, at kablet både er til gavn for danske elproducenter, der har fået et nyt stort eksportmarked på mere end 60 mio. indbyggere, men også for forbrugere i form af mere stabile priser.

Elektrificering af Europa
Illustration: Mette Ehlers

- Kablet sender masser af el begge veje og er med til at balancere elnettene og udjævne prisforskelle og udsving. Det er bestemt ikke kun et eksportkabel fra Danmark til Storbritannien. Flere kabler som Viking Link på kryds og tværs af Europa vil kunne udjævne endnu flere forskelle og komme danske forbrugere til gode, når priserne er høje i Nord og lave i fx Frankrig og Spanien, som tilfældet er i øjeblikket, siger chefkonsulent Kristian Rune Poulsen.

Kapaciteten øges senere

Energinet, der har det samlede ansvar for elsystemet i Danmark, understreger også elementet om forsyningssikkerhed.

- Nu kan vi også købe strøm, når der er rigeligt på den anden side af Nordsøen. For eksempel hvis en vindfront fra vest rammer Storbritannien, nogle timer før den rammer de danske vindmøller, skriver Energinet i en pressemeddelelse.

VikingLink valve hall
Sådan ser der ud inde i omformerstationen i Revsing, hvor strømmen laves om fra jævnstrøm til vekselstrøm. Foto: Siemens Energy.

Den danske del af ceremonien foregik ved omformerstationen i Revsing, der er Viking Links danske anker. Her var omkring 150 indbudte gæster og naboer mødt op for at markere åbningen af det, der efter planen bliver den største enkeltkomponent i det danske elsystem med en overførselskapacitet på 1.400 MW.

I begyndelsen er kapaciteten dog kun 800 MW, idet det vestjyske højspændingsnet endnu ikke er udbygget til at klare den fulde belastning.

 

Nyheder direkte i din indbakke?