POLITIKERBESØG

’Det er opløftende at se, hvor meget der rykkes på Power-to-X’

I Kassø skal et stort Power-to-X-anlæg om kort tid producere grøn metanol, der skal udskibes via Aabenraa Havn til A.P. Møller-Mærsks skibe. Mandag fik en gruppe folketingspolitikere et kig ind i en af Danmarks første Power-to-X værdikæder, og det var en opløftende oplevelse for formanden for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

Studietur med folketingsmedlemmer til Kassø og Aabenraa Havn 22. januar 2024

Green Power Denmark, Danske Rederier, European Energy og Aabenraa Havn havde mandag inviteret medlemmer af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, Erhvervsudvalg og Transportudvalg på studietur til Sønderjylland for at se et af Danmarks mest fremskredne Power-to-X-anlæg.

Et af Danmarks mest fremskredne Power-to-X-anlæg ligger i Kassø i Sønderjylland. Her skal et elektrolyseanlæg sørge for, at vand med tilførsel af grøn strøm fra Nordeuropas største solcellepark bliver spaltet til brint og ilt. Herefter skal brinten tilføres biogen CO2 og videreforældes til grøn metanol, der skal anvendes til A.P. Møller Mærks nye metanolskibe samt virksomheder som Novo Nordisk og LEGO-gruppen. Elektrolyseanlægget har en kapacitet på 52MW og kan fuldt udbygget producere 42.000 ton grøn metanol om året. Det er planen, at anlægget skal indvies senere i år.
 

Studietur med folketingsmedlemmer til Kassø og Aabenraa Havn 22. januar 2024

Mandag besøgte medlemmer af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, Erhvervsudvalg og Transportudvalg anlægget og kunne med egne øjne se en løsning på nogle af den grønne omstillings sværeste knuder: At skabe klimavenlige afløsere for CO2-belastende dieselolie og jetbrændstof i verdens skibe og fly.

Vi er glade for den store interesse for vores Power-to-X planer i Aabenraa Kommune, og det var en fornøjelse at vise medlemmer af Folketinget byggeriet i Kassø. Power-to-X og især e-metanol kan blive et dansk eksporteventyr og sikre gode lokale arbejdspladser. Det forudsætter politisk fokus på billig grøn strøm og adgang til biogen CO2, siger CEO i European Energy Knud Erik Andersen.

Studieturen, der var arrangeret af European Energy, Green Power Denmark, Danske Rederier og Aabenraa Havn gik også forbi sidstnævnte for at synliggøre den værdikæde-tankegang, der ligger bag målet om en ny dansk erhvervsstyrke inden for Power-to-X. Den omfatter nemlig også de fysiske anlæg og den logistik, der skal til for at kunne udskibe de tusindvis af ton nye brændstoffer. Her spiller havnene en vigtig rolle som infrastrukturknudepunkt.

Aabenraa Havn går aktivt ind i at skabe de nødvendige rammer for at kunne udskibe. Vi ser det som en vigtig rolle at agere som firstmover og vise vejen for andre PtX-projekter og havne i Danmark, men investeringerne er også forbundet med risici, som reguleringen i højere grad kunne understøtte ved at give havnene større frihed i deres planlægning, siger direktør på Aabenraa Havn Henrik Thykjær.

Danske Rederier understreger, også på vegne af A.P. Møller Mærsk, at efterspørgslen efter grønne brændstoffer allerede er stor og kun bliver større i fremtiden.

Danske Rederier er på vej i den rigtige retning med investeringer i flere nye grønne skibe, men den store udfordring er lige nu, at der mangler markant mere vedvarende energi, som er forudsætningen for at kunne accelerere produktionen af grønne brændstoffer. Derudover skal der også findes en løsning på arbejdskraften til den grønne omstilling, lyder det fra Public Affairs chefkonsulent i Danske Rederier Rikke Bak Johan.

Artiklen fortsætter under billedet

Studietur med folketingsmedlemmer til Kassø og Aabenraa Havn 22. januar 2024

Vigtigt første skridt

Folketingsmedlemmerne viste stor interesse for Power-to-X-projektet i Aabenraa, som et vigtigt første skridt for dansk Power-to-X-produktion og den grønne omstilling.

Kassø-projektet viser vejen og er et vigtigt første skridt for udbygningen af Power-to-X, men hvis der skal tempo på den grønne omstilling, viser det også behov for at se på, hvordan der fra EU’s side kan understøttes med tilskud, så vi kan få priserne på grønne brændstoffer ned, siger Niels Flemming Hansen (K), formand for Europaudvalget og spidskandidat til det kommende Europa-Parlamentsvalg for Det Konservative Folkeparti.

Det er opløftende at se, hvor meget der rykkes på Power-to-X med Kassø-projektet i Aabenraa. For at vi kommer i mål med den grønne omstilling, er det helt afgørende, at vi får udbygget Power-to-X-produktionen i Danmark, siger Rasmus Horn Langhoff (S), der er formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

Danmark har foruden forædlingen af brint til grøn metanol også store muligheder for at eksportere brint direkte via en kommende statslig rør-infrastruktur til Tyskland, hvor den tunge industri i fremtiden vil efterspørge store mængder. Beslutningen om finansieringen af en dansk brintinfrastruktur udestår dog stadig.

2024 et meget vigtigt - og måske banebrydende år for dansk Power-to-X-produktion og hele værdikæden bag. Potentialerne er store, men det afhænger af, at de politiske aftaler om havvindsudbud og energiparker bliver ført ud i livet. Forinden er det afgørende, at der bliver truffet en beslutning om finansiering af en dansk grænseoverskridende brintinfrastruktur til Tyskland, så det er kendt stof inden havvindsudbuddene og energiparker på land gennemføres. Lykkes det, så har besøget i Kassø vist, at potentialet for dansk Power-to-X-produktion er endog meget stort - også for lokalsamfundene, siger Jan Hylleberg, der er viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

 

Studietur med folketingsmedlemmer til Kassø og Aabenraa Havn 22. januar 2024

Nyheder direkte i din indbakke?