Pressemeddelelse

Finanslov skal sætte en slutdato for elafgiften

Elafgiften skal fra 2024 gradvist sættes ned, så den i 2030 er på EU’s minimumsniveau. Afgiften vil til næste år koste en gennemsnitsfamilie omkring 3.800 kroner, og hvis man sænker den, vil det blive mere fordelagtigt for forbrugerne at træffe fornuftige grønne valg, mener Green Power Denmark. Forslaget er et af i alt 33 fuldt finansierede forslag til finansloven, som skal hjælpe Danmark med at indfri de grønne ambitioner.

Landvindmøller

Arkivfoto

I første halvår af 2023 satte Folketinget midlertidigt elafgiften ned til EU’s minimumssats (0,8 øre/kWh) for at hjælpe forbrugerne gennem energikrisen. Men nu er afgiften tilbage på 69,7 øre pr. kWh, og det er hverken hensigtsmæssigt for forbrugerne eller den grønne omstilling, mener Green Power Denmark.

– Elafgiften er fra den tid, hvor elektriciteten blev produceret af olie og kul. I dag kommer det meste strøm fra vindmøller og solceller, og vi er i gang med at få hele vores samfund til at køre på elektricitet. Derfor virker afgiften stik mod hensigten, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Strøm produceret af fossile brændsler er omfattet af EU’s kvotemarked, og fra 2025 bliver det også pålagt en dansk CO2-afgift. Så den sorte strøm vil fortsat være beskattet, påpeger Green Power Denmark.

Organisationen opfordrer politikerne til at sænke elafgiften med omkring 10 øre pr. kWh om året, så den i 2030 er på EU’s minimumssats. Til den tid vil al den strøm, vi forbruger i Danmark, komme fra vedvarende energikilder.

Dermed kommer vi af med en afgift, som er socialt skæv, administrativt tung og har de forkerte incitamenter i forhold til den grønne omstilling.

– Energikrisen har vist, at forbrugerne holder øje med elprisen og bruger strømmen, når den er billig. Det giver i øvrigt også billigere og grønnere strøm i kontakten for alle. Når man lægger en så stor afgift på el, skjuler man i virkeligheden de prisudsving, og forbrugerne reagerer derfor ikke, som de bør, siger Kristian Jensen

Finansloven bør også tage fat på at løse udfordringerne med mangel på arbejdskraft. Green Power Denmark anslår, at der er brug for omkring 45.000 ekstra årsværk om året til den grønne omstilling.

Green Power Denmark foreslår, at der bliver afsat 10 millioner kroner i 2024 til et partnerskab, som skal sikre arbejdskraft til den grønne omstilling. Og så skal der sættes penge af, så medarbejderne i den grønne sektor kan blive omskolet til at bruge kunstig intelligens.

– Vi får et enormt behov for arbejdskraft i de kommende år, hvor vi skal udbygge elnettet og fjernvarmen, og hvor vi skal opføre vindmøller og solceller i tusindvis. Ved at bruge kunstig intelligens kan vi øge medarbejdernes produktivitet, siger Kristian Jensen.

En af de store opgaver i de kommende år bliver at få opført flere vindmøller og solceller på land. Green Power Denmark vil skubbe på udviklingen ved at give opstillerne færre økonomiske byrder, og kommuner, som lægger jord til den vedvarende energi, skal have større økonomisk fordel af det.

– Kommuner, som tager ansvar og giver plads til vindmøller og solceller, bliver desværre ikke belønnet tilstrækkeligt for det. Politikerne bør finde en model, så kommunerne i højere grad får lov til at beholde de skatteindtægter, der bliver skabt fra produktionen af den grønne energi, siger Kristian Jensen.

En grøn, sikker og mærkbar finanslov - Green Power Denmarks forslag til finansloven for 2024
Politikpapir

Green Power Denmarks forslag til finansloven for 2024

Udgivet
September 2023

Nyheder direkte i din indbakke?