EL & TEKNIK 2022

Udstilling sætter fokus på vigtige detaljer i den grønne omstilling

EL & TEKNIK 2022 er i gang med 140 udstillere og mange teknisk interesserede gæster i Odense Congres Center. Også onsdag og torsdag er der en chance for at få en spændende oplevelse på Danmarks største elfagmesse.

EL & TEKNIK MESSEN 2022

EL & TEKNIK 2022, der løber over tre dage, summer af liv ved 140 stande. Foto: Kent Rasmussen

– Den er lydsvag.

Salgskonsulent Allan Juel Jørgensen fra BOSCH står mellem en 7 kW stor luft-vand-varmepumpe og et kabinet med 190 liters varmtvandsbeholder på EL & TEKNIK 2022 i Odense Congres Center. Varmepumpen har været på det danske marked i et halvt år og er med det samme blevet en sællert til parcelhuse landet over.

Elfagmessen EL & TEKNIK er en gylden mulighed for at nørde igennem på faglige detaljer og se det nyeste nye fra 140 udstillere. Detaljerne er vigtige for de netdirektører, ingeniører, maskinmestre, elektrikere, installatører, montører og folk med andre gode titler; altså folk, der i dagligdagen bidrager med konkrete løsninger til den grønne omstilling i elnettet og ude hos familier og virksomheder.

Bosch varmepumpe på El & Teknik Messen 2022
Varmepumper går som varmt brød i øjeblikket, lyder meldingen fra BOSCH-standen på EL & TEKNIK 2022 i Odense. Centralt i billedet ses en lydsvag luft-vand-varmepumpe, der produceres i Sverige, og hvis overfladebehandling er udviklet i samarbejde med Volvo. Foto: Jesper Tornbjerg.

Tag varmepumperne for eksempel. 400.000 danske hjem har gaskedler og skal beslutte, hvad de vil sætte i stedet for med skyldig hensyntagen til privatøkonomi, klima og – ansporet af Rusland krig mod Ukraine – geopolitik.

– ’Desperate’ er et godt udtryk for mange af gaskunderne. Gaspriserne er løbet løbsk, og Putin har speedet op for interessen for alternativerne, konstaterer Allan Juel Jørgensen.

Lyd har været lidt af en akilleshæl for varmepumperne, der i nogle kommuner – på baggrund af naboklager - har fået et ry for at støje for meget. BOSCH og andre fabrikanter har lyttet til kritikken og forbedret deres produkter:

– Vores nye model virker med det halve lydniveau, vurderer Allan Juel Jørgensen.

Chili forebygger og helbreder

Ruslands overfald på Ukraine spiller også en rolle på den stand, Chili Business har bygget op på EL & TEKNIK. Chili kan have forebyggende og helbredende kræfter – og det samme kan den software, Chili Business tilbyder sine kunder, hvad enten de er pensionister, der skal have hjælp til at finde rundt i en kompliceret it-verden eller som underleverandør af sikkerhedspakker til fibernetkunder fx i regi af Energi Fyn, Waoo og EWII.

På hjemmesiden Threatmap viser Key Account Manager Christoffer Bock fra Chili Business et verdenskort, der i realtid viser nogle af de cyberangreb, der bliver identificeret og forebygget.

– Rusland er godt repræsenteret. De vil gerne til Washington, konstaterer Christoffer Bock om den livlige trafik, som Chili Business beskytter sin kunder mod ved hjælp af et program, der hedder Bitdefender.

Chili Business og andre it-firmaer stopper rigtig mange angreb, hvad enten det drejer sig om forholdsvis primitiv kriminalitet eller større angreb orkestreret af stærke organisationer/stater.

– Ruslands krig gør det ikke sværere for os at få møder, siger Christoffer Bock, der forholdsvis ofte oplever at komme ud til kunder, der måske har været lagt ned i 14 dage. Med ekspertbistand via en hotline kan det meste af den slags forebygges, og Chili Business er ikke bleg for at love, at nedbruddene kan minimeres til ’i værste fald nogle få timer’.

Christoffer Bock fra Chili Business / El & Teknik Messen 2022
På Threatmap viser Christoffer Bock fra Chili Business et verdenskort, der i realtid viser nogle af de cyberangreb, der bliver identificeret og forebygget. ’Rusland er godt repræsenteret. De vil gerne til Washington’, konstaterer han. En del hackere besøger også danske virksomheder. Foto: Jesper Tornbjerg.

Sikker diesel som backup

PM Energi forebygger helt andre afbrud. Danske familier har elektricitet 99,996 procent af tiden, hvilket er absolut verdensklasse. Den høje procentsats svarer i gennemsnit til blot 20 minutters afbrud pr. kunde om året, men ikke desto mindre er der kunder, hvor der er liv på spil (fx sygehuse), og kunder, der taber rigtig mange penge på selv korte afbrud (fx datacentre).

De kunder køber og installerer blybatteridrevne UPS-anlæg, der starter på mindre end et splitsekund, og/eller dieseldrevne generatoranlæg, der er lidt mere træge at starte op, men fint kan tage over og dække de længere behov for sikker elektricitet.

– Vi skal stå klar, når alt andet svigter, fastslår adm. direktør Carsten Madsen fra PM Energi og fortæller om en kunde, der vil miste en million kroner selv på et kort afbrud.

Mobile generatoranlæg bruges også af elnetselskaber, hvis der er korte behov, der skal dækkes eksempelvis som sportsbegivenheder a la det forestående Tour de France og ved omlægningsopgaver i elnettet. De seneste måneder har budt på en del ordrer fra danske, norske og færøske virksomheder med lakseopdræt på land som speciale. Heller ikke de tør løbe risikoen for, at strømmen går.

Blybatterier og generatorer på diesel - PM Energi er med på, at det ikke er de mest miljøvenlige løsninger, men indtil videre er det ikke lykkes at finde alternativer, der er stensikre i drift.

– Der er rigtig mange spændende ting i gang. Vi snuser og holder øje – og skal nok hænge på, når noget viser sig, siger Carsten Madsen, der nævner metanol og brint som mulige alternativer til diesel – altså løsninger, der hænger sammen med den udvikling, der sker indenfor Power-to-X.  

 

Den grønne omstilling kræver rigtig mange hænder og hjerner, så jeg håber, at de unge med besøget på EL & TEKNIK har fået lyst til at dygtiggøre sig og arbejde i vores sektor. Vi får brug for alle gode kræfter.
Helle Kristiansen, afdelingschef, Green Power Denmark

Fremtidens arbejdskraft på besøg

Afdelingschef Helle Kristiansen fra Green Power Denmark, der laver EL & TEKNIK-messen sammen med VELTEK, glæder sig over, at det allerede på førstedagen summer af liv i hallerne i Odense.

- Udstillerne har virkelig gjort sig umage med at præsentere deres produkter og viden, og der er liv på alle standene, siger Helle Kristiansen.

Omkring 850 nysgerrige og spørgelystne studerende fra hele landet er tirsdag med til at skabe trængsel. For arrangørerne er det et uhyre vigtigt islæt:

– Den grønne omstilling kræver rigtig mange hænder og hjerner, så jeg håber, at de unge med besøget på EL & TEKNIK har fået lyst til at dygtiggøre sig og arbejde i vores sektor. Vi får brug for alle gode kræfter, hvad enten det drejer sig om elektrikere, montører, installatører, maskinmestre, stærkstrømsingeniører eller andre med el-teknisk baggrund, siger Helle Kristiansen.  

EL & TEKNIK 2022 er åben for gæster også onsdag og torsdag. Adgang er gratis.

Nyheder direkte i din indbakke?