Transport

Udvidet Rute 15 er godt nyt for vindmøllerne

Udvidelsen af den vestjyske hovedfærdselsåre er med til at fremtidssikre udvikling og arbejdspladser i området. Det mener Green Power Denmark, der roser politikerne for at udvise rettidig omhu og sikre en sammenhængende infrastruktur med plads til transport af vindmøllekomponenter.

Vindmøllevinger udskibes fra havn

Arkivfoto

Antallet af vindmølletransporter forventes at stige i de kommende år, hvor mange flere vindmøller skal stilles op som led i den grønne omstilling. Møllerne bliver større og mere effektive, og det samme bliver de komponenter, der skal transporteres fra fabrikkerne og ud til kunder via de danske veje og havne.

Green Power Denmark har længe arbejdet for at sikre gode transportmuligheder på den såkaldte ’Rute 15’ i Ringkøbingområdet, hvor en vigtig delstrækning indtil nu har været fravalgt i den planlagte udbygning af infrastruktur.

Derfor er det positivt, at forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 nu har fundet midler til at udbygge strækningen med en såkaldt 2+1-vej. Ifølge dagbladet Ringkøbing-Skjern drejer det sig om 203 mio. kr.

Fuldendelsen af ruten er med til at fremtidssikre vejnettet og fastholde udvikling og arbejdspladser i området, fortæller Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

- Det er helt afgørende, at virksomhederne kan fortsætte med at udvikle sig. Vindmøllerne bliver større i fremtiden, og de kommer til at fylde mere på vejene. Derfor skal veje og broer selvfølgelig følge med. Partierne bag aftalen er med til at sikre, at de grønne arbejdspladser kan blive i området. Det skal de have stor ros for, siger han.

Primær forbindelse for gods

Vindmølleproduktion har stor betydning for erhvervslivet særligt i Vestjylland. Det er blandt andet her, at udviklingen af Vestas’ møller begynder, før de bliver sat i serieproduktion på fabrikker i resten af verden. Derfor er det afgørende, at infrastrukturen passer til fabrikkens behov både nu og i fremtiden.

- Virksomheder og pendlere omkring Ringkøbing er dybt afhængige af, at der er en ordentlig vejforbindelse til resten af landet. På fabrikker i Ringkøbing bliver der blandt andet produceret store vindmøller, som bidrager til den grønne omstilling i hele verden. Det kræver en god bred vejforbindelse, så alle kan være der, når vindmølledele skal fra fabrikken og ud til kunderne, siger Jan Hylleberg.

Udover vindmøllekomponenter bliver Rute 15 også flittigt brugt til transport af store mængder korn- og foderstoffer, ligesom ruten også er den primære forbindelse for godstransporter ind i landet fra Hvide Sande Havn. For eksempel er virksomheden Seasight Group involveret i over 11.000 lastbilkørsler på et år, og særligt de ekstra store og langsommere specialtransporter har behov for gode overhalingsmuligheder.

Nyheder direkte i din indbakke?