Anbefalinger til at accelerere CO2-fangst og anvendelse i Danmark

Green Power Denmark har taget initiativ til at samle centrale aktører på tværs af værdikæden for CCUS. I fællesskab har vi formuleret fem anbefalinger, som kan gøre Danmark til en nøgleaktør i EU indenfor CO2 fangst, anvendelse og lagring.

Mange initiativer er allerede igangsat verden over for at mindske den globale opvarmning. Danmark sigter efter en 70%-reduktion af national CO2 i 2030 sammenlignet med 1990. Det er et vigtigt første skridt i klimakampen, men det nationale fokus har medført, at regeringen har et ensidigt fokus på lagring af CO2 (CCS). Samlet er der afsat 38 mia. kroner til CCS, mens der til anvendelse af CO2 (CCU) ikke er afsat betydelige midler. Det skævvrider konkurrencen, og gør det vanskeligt for producenter af grønne brændstoffer at få adgang til biogen CO2.

Begge teknologier, CCU og CCS, er nødvendige teknologier i bekæmpelsen af klimakrisen. Det slog EU-Kommissionen for alvor fast i februar 2024 med udspillet EU Industrial Carbon Strategy, hvor en meget ambitiøs plan for CO2-fangst, anvendelse og lagring blev fremlagt. I 2050 skal EU være i stand til årligt at fange 450 mio. ton CO2, som skal fordeles ligeligt mellem CCU og CCS. 

Danmark har gode muligheder for at få en nøglerolle i EU indenfor CCUS. Vi har store lagringsområder i den danske undergrund, attraktive CO2-punktkilder, gode muligheder for udbygning af store mængder vedvarende energi og dygtige virksomheder i hele værdikæden, der kan anvende CO2 til produktion af grønne brændstoffer. Danmarks geografiske placering understøtter samtidig potentialet, da danske nabolande har store CO2-punktkilder, hvor Danmark potentielt kan aftage en delmængde CO2.

Den danske regering har allerede formuleret en strategi for CCS, men det udestår, hvordan CO2’en også gøres tilgængelig til CCU, så vi i Danmark kan producere kulstofholdige brændstoffer med Power-to-X til den tunge transport som luftfarten, skibsfarten og til dele af industrien.

Rapporten indeholder fem anbefalinger, hvor de første tre er rettet mod at øge udbuddet af indfanget CO2 i Danmark, mens de resterende to er rettet mod at accelerere produktion og anvendelse af PtX-brændstoffer.

Kontakt

Vibeke Højbjerg Strebøl

Vibeke Højberg Strebøl

Konsulent
35 30 04 17