Elpris Outlook 2023: Aldrig mere energikrise?

Flere forbindelser, der kan flytte strøm rundt mellem landene i Europa, kan spare forbrugerne for 50 mia. kr. om året i 2040 og 90 mia. kr. i 2050. Det viser Elpris Outlook 2023, der også slår fast, at flere vindmøller og solceller vil sende elpriserne ned, men med større udsving end tidligere.

Europæiske elforbrugere kan spare 50 milliarder kroner om året i 2040 og 90 milliarder kroner i 2050, hvis overførselskapaciteten mellem de forskellige såkaldte prisområder øges med 25 gigawatt (GW) i hvert af de to næste årtier. 

Det smukke ved at få bygget flere elkabler, der krydser grænser – også kaldet interkonnektorer – samt rør til brint er, at ingen prisområder vil opleve prisstigninger, mens de fleste vil opleve prisfald eller en neutral priseffekt, viser analysen.

- Gevinsterne opstår, fordi de vedvarende energiressourcer kan udnyttes bedre og flyttes derhen, hvor forbruget er. Det er især en gevinst for forbrugerne i Centraleuropa, som ligger langt fra de gode vindressourcer i Danmark og resten af Nordeuropa. Samtidig vil bedre muligheder for at flytte strøm og brint gøre det rentabelt at øge udbygningen med havvind i Nordsøen og landvind i Norden på bekostning af blandt andet biomasse og atomkraft i Centraleuropa, siger chefkonsulent Kristian Rune Poulsen.

Derudover viser Elpris Outlook 2023, at tempoet i udbygningen af vindmøller og solceller har kontant betydning for Hr. og Fru Danmarks pengepung. Bliver Europas udbygning af havvindmøller og grøn energi på land forsinket med henholdsvis 2,5 år og 1 år vil det nemlig øge Danmarks samlede elregning med op mod 25 mia. kr. om året fra 2030.