Pressemeddelelse

Erhvervs- og naturorganisationer bag fælles krav om en havnaturfond

Green Power Denmark, Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav opfordrer sammen regeringen til at oprette en havnaturfond, der kan sikre naturen i den store udbygning af havvind i Danmark.

Anholt Havvindmøllepark

Arkivfoto: Ørsted

Den historisk store udrulning af vedvarende energi på havet skal ske på en måde, hvor der bliver taget hensyn til naturen under havoverfladen.

Derfor bør regeringen etablere en havnaturfond, der kan finansiere konkrete naturgenopretningsprojekter i og udenfor havvindparkerne og samle viden. Sådan lyder det nu samlet fra Green Power Denmark, Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav

- Det er afgørende vigtigt, at den historisk store udbygning af havvindmøller kommer til at bidrage til en genopretning af havnaturen og ikke forværrer den krise, som havnatur og fiskebestande lige nu befinder sig i. Derfor skal vi have en havnaturfond, der kan sikre en positiv udvikling for det danske hav, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Fra Green Power Denmark, der bl.a. organiserer danske VE-udviklere, lyder opfordringen, at Danmark i klimakampen også bør gå foran med beskyttelse af havnaturen:

- Hvis Danmark skal være foregangsland for udbygning af vedvarende energi på havet, så skal vi også vise, resten af verden, hvordan vi samtidig beskytter naturen i havet, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energi i Green Power Denmark, der organiserer energibranchen i Danmark, herunder vindenergi-udviklerne.

Regeringen og Folketingets partier forhandler lige nu om, hvordan udbygningen af vedvarende energi på op mod en tredjedel af det danske havareal konkret skal foregå.

På tværs af erhvervs- og naturinteresser er der i de tre organisationer en bekymring for, at naturhensyn kommer til at fylde meget lidt i de udbudskriterier, som VE-udviklere skal opfylde for at bygge bl.a. havvindmølleparker i Danmark.

- Vi skal beskytte og genoprette vores havmiljø. Biodiversitetskrisen og klimakrisen går hånd i hånd, og de skal løses sammen. Derfor er det vigtigt, at politikerne både sætter minimumskrav til naturhensyn i udbudskriterierne og sætter krav om genopretning af havmiljøet gennem en havnaturfond i takt med, at vedvarende energi udbygges på havet, lyder det fra administrerende direktør i Tænketanken Hav, Liselotte Hohwy Stokholm.

- Vindenergi kommer til at fylde meget mere og skal i højere grad leve sammen med naturen. Derfor skal vi blive klogere og dygtigere til at få at meget mere grøn strøm i samspil med naturen. Det er det store ønske fra branchens side, siger Thomas Aarestrup Jepsen fra Green Power Denmark.

Green Power Denmark, Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav foreslår, at finansieringen af havnaturfonden dels skal komme fra staten og dels fra VE-udviklere og andre aktører med aktiviteter på havet, som forårsager permanent eller langvarig påvirkning af havmiljøet.

Nyheder direkte i din indbakke?