Havnatur

Viden om fisk, planter og havmiljø frisættes på ny platform

En ny platform med miljødata skal skabe bedre datagrundlag for initiativer, der kan beskytte havmiljøet. Det er vigtigt med fælles fodslag for deling af miljødata, der kan fremme havnaturen, mener Green Power Denmark, som efterlyser en samlende dataplatform for videndeling og monitorering af sameksistens og naturgenopretning for kommende havvindmølleparker.

TotalEnergies fritsætter data om Miljø, havvmiljø, biodiversitet,

Foto: TotalEnergies

For at passe på det danske havmiljø, lancerer TotalEnergies Danmark, Dansk Undergrunds Consortium (DUC) og rådgivning- og teknologivirksomheden DHI A/S et nyt initiativ, som skal gøre data om Nordsøens miljø og biodiversitet tilgængeligt i et offentligt, brugervenligt format.

Med adgang til årtiers havmiljødata om bl.a. bundforhold, vandkvalitet, fisk og planter, er det forhåbningen, at vindindustrien kan gøre fælles front og styrke sine indsatser med at bidrage til naturgenopretning i Nordsøen nu og i fremtiden:

- Havet skal beskyttes bedst muligt. Vi har en kollektiv forpligtelse til at passe på havmiljøet, og for at kunne det, har vi brug for viden. Energivirksomheder som TotalEnergies sidder med store mængder data, som kan komme andre til gode, hvis de bliver offentligt tilgængelige, påpeger Katrina Povidisa-Delefosse, Senior Environment Advisor hos TotalEnergies EP Danmark i en pressemeddelelse.

Green Power Denmark ser positive takter i initiativet og bakker op om deling af havmiljødata:

- Hvis Danmark også i fremtiden skal være foregangsland for vedvarende energi på havet, er det afgørende, at vi kan vise verden, at udbygningen af havvindmøller kan bidrage til øget kvalitet for havmiljøet og beskyttelse af flora og fauna, siger Camilla Holbech, afdelingschef for vedvarende energi og internationalt samarbejde. Hun uddyber:

- Kombinationen af dårlige økosystemer på havet og den kommende udbygning af havvindmølleparker kalder på nye initiativer, der kan understøtte sameksistensen mellem havvind og naturhensyn. Et solidt datagrundlag vil give private aktører de bedste forudsætninger, når der søsættes nye initiativer, som skal fremme et rigt naturliv på både under og over havets overflade.

For at få det bedste udbytte af eksisterende data, efterlyser Green Power Denmark en samlende platform, der har til formål at indsamle data og som skal monitorere initiativer, der fremmer hensyn til havnaturen på lige fod med rigelige mængder grøn energi.

- TotalEnergies' platform er et vigtigt første skridt. Men der er også behov for en nationalt samlende platform, der udover eksisterende data kan samle ny viden om sameksistens og havnatur, siger Camilla Holbech.

- Derudover er der brug for klare rammer, der kan ensrette metoden for dataindsamling med afsæt i internationale standarder. Hvis vi skal sammenligne os med vores naboer i Nordsøen og andre EU-lande og gøre naturhensyn til et målbart konkurrenceparameter i udviklingen af havvind, kræver det et fælles udgangspunkt, siger hun.

Den fælles platform skal understøtte deling af eksisterende viden og være samlingssted for ny viden om sameksistens og naturgenopretning. Samtidig pointerer Green Power Denmark, at der i initiativet bør tages hensyn til tilfælde af data, som projektudviklere ikke kan dele af konkurrencehensyn.

Nyheder direkte i din indbakke?