MIN DAG

Kunderne lyser op, når de får deres ladestander

MIN DAG: Energibranchen beskæftiger cirka 73.000 personer. Green Power Denmark sætter fokus på de mennesker, der skaffer strøm i kontakten og får det hele til at virke - uanset om de sidder på kontor eller er ude i marken. Mød Camilla, der sætter ladestandere op.

Elektriker Camilla Veel Jeppe

Camilla Jeppe. Foto: Alex Tran

I mit job sætter jeg ladestandere til elbiler op for Clever. Jeg kommer hovedsageligt ud til privatkunder – og det er hr. og fru Jensen. Vi kommer hos rigmandsfamilier i de store palæer, men også hos helt almindelige mennesker, der har et lille hus som os andre. Det holder ikke længere, at det kun er de rige.

Kunderne bliver glade, når vi kommer – de lyser nærmest op, når vi står udenfor deres dør og banker på. Jeg kan godt lide kontakten med mennesker og at møde dem med et smil på læben.

Mød Camilla

Hvem: Camilla Jeppe, 29 år

Hvad: Elektriker

Hvor: Elcon, Odense

Som hovedregel kan jeg nå at sætte to ladestandere op på en dag. Hvis jeg har haft nogle nemme steder og er tidligt færdig, ringer jeg til mine kolleger og hører, om nogen skal have hjælp. For ligesom der er nemme steder, så er der også nogle steder, hvor det kan drille lidt.

Vi er 14-15 personer i min afdeling – to kører service, og vi andre sætter ladestandere op. Jeg begynder altid dagen i Odense – jeg kan godt lide at komme ind i firmaet og lige hilse på kollegaerne og sige godmorgen, mens jeg pakker bilen.

Elektriker Camilla Veel Jeppe
Foto: Alex Tran
Vidste du at….?

Den grønne sektor beskæftiger allerede ca. 73.000 medarbejdere. Men der er behov for langt flere hænder og hoveder til at realisere den grønne omstilling.

Frem mod 2030 får vi i gennemsnit brug for 45.000 flere medarbejdere til den grønne omstilling.

Da jeg begyndte som elektriker havde jeg prøvet lidt forskelligt. Jeg tog grundforløb som mekaniker, men kunne ikke få en læreplads, og så tog jeg grundforløb som lager- og logistikopera-tør, mens jeg ventede på, at jeg kunne komme i militæret. Det ville jeg rigtig gerne, men jeg måtte kaste håndklædet i ringen, fordi kroppen ikke kunne holde til det. Jeg var meget lille dengang og vejede ikke så meget, så det blev for hårdt.

På nogle punkter er det også fysisk hårdt at være elektriker. Selvom man sidder meget stille og roder med ledninger, er det ikke et nussejob. Det kan være tungt at trække kabler, men jeg nyder jobbet.

Jeg har altid været meget i mandefag – og der er heller ikke så mange kvinder indenfor elektrikerfaget endnu, men der kommer flere og flere.

I min fritid kører jeg motocross. Det er relativt nyt for mig, og jeg har før lånt en maskine, når jeg skulle køre. Men jeg fik min egen maskine i julegave, så nu skal jeg ud at drøne meget mere. Jeg kører sammen med min kæreste på private baner, for jeg har ikke licens – endnu. Det vil jeg måske gerne have om et års tid, så jeg også kan komme ud på de store baner.

Jeg kan godt lide maskiner og rodede også altid med knallerter med mine kammerater, da jeg yngre. Så selvom jeg arbejdermed at sætte ladestandere op, så skal jeg ikke selv have en elbil. Jeg har prøvet at køre elbil, og den har også et godt træk, men jeg savner lyden af motor!

Mere arbejdskraft til den grønne omstilling
Politikpapir

Dette udspil indeholder 10 forslag til indsatsområder, der kan øge arbejdsudbuddet til den grønne sektor.

Udgivet
November 2023

Artiklen er første gang publiceret på web i juli 2022.

Artiklen er genudgivet i forbindelse med Green Power Denmarks udspil om mere arbejdskraft til den grønne omstilling.

Nyheder direkte i din indbakke?