ELNET TIL FREMTIDEN

Fibernet og styrbare netstationer skaber et mere robust elnet

Det østjyske elnetselskab Dinel har med internt fibernet mellem stadig flere fjernstyrede netstationer opbygget et godt grundlag for at fastholde en høj leveringssikkerhed, overvåge driftstilstande og opsamle data fra nettet; data der bruges til at optimere daglig drift, vedligehold og planlægning af netudbygning.

transformerstation

Elnetselskaber investerer løbende i transformerstationer, og stadig flere af dem – som denne – kan fjernstyres. På ca. ti procent af Dinels 2.600 stk. 10 kV-stationer er der mulighed for styring, så kontrolrummet kan koble om i stedet for at sende en kollega ud for at gøre det manuelt i tilfælde af fejl. Ved at koble om kan et område modtage elektricitet fra transformerstation B i stedet for den vante station A. Foto: Dinel.

I Danmark har familier og virksomheder i gennemsnit strøm i stikkontakterne over 99,99 procent af tiden, og overalt i landet gør netselskaberne sig umage for at fastholde en høj oppetid. 

Det østjyske netselskab Dinel opretholder ligesom landets øvrige netvirksomheder en leveringssikkerhed, så kunderne har strøm i stikkontakterne mere end 99,99 procent af tiden. 

Selskabets driftschef, Karsten Brixen, fortæller, at oppetiden i Dinels net, der i forvejen var høj, faktisk er steget over de seneste år. Stigningen er kommet på trods af, at nettet skal servicere langt flere solcelleanlæg, en elektrificering af varmeforsyningen og stadig mere opladning af elektriske køretøjer.

– At oppetiden er steget, skyldes i høj grad fibernet og styrbare stationer, men naturligvis kan den positive udvikling i oppetid kun realiseres, fordi vi har dygtige medarbejdere og en god Asset Management-strategi, siger Karsten Brixen. 

Trækker tomrør til fibernet

Midlerne til at holde en høj leveringssikkerhed varierer fra netselskab til netselskab – og er delvist historisk betinget. De fleste netselskaber har en fortid med mindre enheder, der er smeltet sammen. For eksempel er Dinel en fusion af fire netselskaber, Galten Elværk, Brabrand El-selskab, Viby El-værk og Østjysk Energi, med hver sine rutiner og praksisser.

– Tre af selskaberne var godt forbundet med egne fibernet mellem 60/10 kV-stationerne, og det har vi bygget videre på de seneste 20 år. Hver gang vi trækker 10 kV-kabler, lægger vi også tomrør til fibernet, og over tid hænger vores system sammen, fortæller Karsten Brixen om én af de grundlæggende forklaringer på, hvorfor Dinel har en tårnhøj oppetid: Stadig mere viden om, hvad der foregår i elnettet.

 Driftschef  i Dinel Karsten Brixen
Hos Dinel har ca. ti procent af 2.600 stk. 10 kV-stationer indbygget fjernstyring. I tilfælde af fejl kan kontrolrummet derfor med det samme koble om i stedet for at sende en kollega ud for at gøre det manuelt. Netkunderne får strøm fra en anden station og er dermed afbrudt i kortere tid, oplyser driftschef Karsten Brixen. Foto: Dinel. 

Omkobling øger oppetiden 

Kommunikation over et internt fibernet har flere fordele. Udover at styringen af elnettet er godt sikret mod cyberangreb, kan der via fibernettet sendes nyttige oplysninger fra transformerstationer til det kontrolcenter, der overvåger og styrer elnettet.

Dinel investerer løbende i transformerstationer, og stadig flere af dem kan fjernstyres. På cirka ti procent af 2.600 stk. 10 kV-stationer er der mulighed for styring, så kontrolrummet kan koble om i stedet for at sende en kollega ud for at gøre det manuelt i tilfælde af fejl. Ved at koble om kan et område modtage elektricitet fra transformerstation B i stedet for den vante station A. 

Udover at effektivisere den daglige drift giver data fra disse såkaldte DSO-stationer (DSO = Drift, Styring og Overvågning) Dinel nyttig viden om trends i elnettet. Fejl på 60 kV-nettet er sjældne, så Dinel holder især et vågent øje med fejlene på 10 kV-nettet, for her er antallet af afbrudte kunder typisk størst.

– For os giver DSO-stationerne mulighed for hurtigt at koble om, så færrest mulige kunder bliver påvirket, mens vi får udbedret fejlene for eksempel ved at skifte beskadigede kabler. Med data kan vi også bedre planlægge investeringer i nye kabler og transformerstationer, forklarer Karsten Brixen.

Gynger og karusseller

Dinel har 10-15 nye og opgraderede DSO-stationer på vej ikke mindst drevet af øget behov for opladning til elbiler. Det betyder, at fremover skruer Dinel op for investeringerne i DSO-stationer, men de koster næsten det dobbelte i forhold til traditionelle 10 kV-stationer, så det er en balancegang mellem gynger og karusseller:

– Vi ser ind i anseelige meromkostninger, men de kan måske modsvares af færre udgifter til drift og vedligehold. Mere styring kan for eksempel reducere omkostningerne til at grave kabler i jorden og udløse en belønning for højere oppetid, siger Karsten Brixen.

Dinels økonomi er ligesom for andre netselskaber delvist er styret af myndighedernes beregninger for ikke-leveret energi (ILE).   

Udstyr fra 1960’erne

Uheldige hændelser bliver registreret i Elselskabernes Fejl- og Afbrudsstatistik (ELFAS), der administreres af Green Power Denmark. Af data i ELFAS fremgår det tydeligt, at Dinel ligesom mange andre netselskaber råder over mange aldrende anlæg. Elforbruget i Danmark steg kraftigt i 1960’erne, og udstyr fra dengang er nu ved at være 50-60 år gammelt og nærmer sig pensionsalderen.

– Vi skifter rigtig mange kilometer oliepapirkabler, men det er dyrt og – især i byerne – besværligt. Med automatisering af netstationerne kan vi drive nettet mere optimalt og udskyde i hvert fald nogle af reinvesteringerne, siger Karsten Brixen.    

Dinels re- og nyinvesteringer løber ifølge selskabets netudviklingsplan op i 2,4 mia. kr. fra 2025 til 2034.

Green Power Denmark udgiver en gang om året en afbrudsstatistik. Læs den seneste 'Afbrudsstatistik 2013-2022 (RA645)' på elnet.dk

Nyheder direkte i din indbakke?