PORTRÆT

Den grønne energis mand i Europas hjerte

Magasinet Energi præsenterer de danske Europa-Parlamentarikere, der er med til at forme den europæiske klima- og energipolitik. Mød Morten Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

Morten Helveg Petersen

Foto: Ritzau Scanpix

Morten Helveg Petersen sidder i en lufthavn.

– Der bruger jeg en stor del af mit liv, lyder det fra den danske Europa-Parlamentariker fra Radikale Venstre, da Magasinet Energi fanger ham i telefonen på vej hjem til Danmark.

Hvis man altså efterhånden kan kalde det hans hjem. Kosmopolitten Morten Helveg har i hvert fald tilbragt meget af sin tid i henholdsvis Bruxelles og Strasbourg, siden han første gang blev valgt til Europa-Parlamentet i 2014.

Fra begyndelsen stod energi øverst på Morten Helveg Petersens dagsorden, og han er en central aktør i EU på det grønne område. Han har næstformandsposten i udvalget for industri, forskning og energi og har netop afsluttet jobbet som chefforhandler på EU-Parlamentets strategi for havvind.

– Da jeg startede, var jeg meget bevidst om, at jeg ville have fingrene i områder, hvor Parlamentet har direkte indflydelse og beføjelser. Det har Parlamentet på det grønne område. Her slår EU-reguleringen hårdest igennem i medlemslandene, siger Morten Helveg Petersen.

Meget har ændret sig

Morten Helveg Petersen

  • 55 år
  • Medlem af EU-­Parlamentet for Radikale Venstresiden 2014
  • Medlem af Folketinget 1998­-2009, hvor han bl.a. var finansordfører og forsvarsordfører
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.
...

I 2019 blev Morten Helveg Petersen genvalgt til EU-Parlamentet, og nu er elnet, vedvarende energi og EU’s indre energimarked ikke kun øverst på den danske parlamentarikers dagsorden. Klima og energi topper hele EU’s dagsorden.

EU har således vedtaget en klimalov, som slår fast, at Europa skal reducere CO2-udledningen med mindst 55 procent i 2030 og skal være det første klimaneutrale kontinent i 2050. Det blev fulgt op af den såkaldte Fit for 55-lovpakke, som er EU-Kommissionens moppedreng af et udspil, der skal sikre, at Europa kommer i topform til klimakampen. Det vil tage cirka to-et-halvt år at få forhandlet det meste på plads.

– Det, vi har gang i lige nu, er et af de største enkeltstående projekter i Europas historie. Når vi er igennem de forløb, så vil Europa være det kontinent i verden, der vil have den mest omfattende og ambitiøse regulering på det grønne område, fortæller Morten Helveg Petersen og understreger, at meget har ændret sig på energi- og klimaområdet.

– Da jeg blev valgt ind i Folketinget tilbage 1998, og vi skulle konstituere os, var kirke og energi de sidste ordførerskaber tilbage. Jeg tror stadig, kirke er ledigt, men energi slås folk i dag om at få. Det har jo alt i sig. Og det er det samme her i EU.

På en tragisk baggrund har krigen i Ukraine accelereret den udvikling. EU vil hurtigst muligt frigøre sig fra naturgas, olie og kul fra Rusland, og Tysklands finansminister omtaler nu vedvarende energi som frihedsenergi.

– Jeg tror simpelthen ikke, vi kan overvurdere de konsekvenser, krigen i Ukraine har for den politik, vi skal føre de næste mange år. Det har konsekvenser for forsvars- og sikkerhedsområdet, men det har også i allerhøjeste grad konsekvenser for den grønne omstilling. Energipolitik er gået fra at være noget nørdet noget til at være sikkerhedspolitik på øverste hylde, siger Morten Helveg Petersen.

Manglende bevågenhed

Morten Helveg Petersen håber, at den forfærdelige krig også kan være med til at kvalificere den danske debat om Europa. For mens energi- og klimapolitikken har rykket sig i Danmark og resten af Europa, så står den offentlige debat om EU stille, ifølge den danske Europa-Parlamentariker.

– Jeg er ærgerlig over, at der ikke er mere bevågenhed om det, der foregår i Bruxelles. Det forstår jeg simpelthen ikke i betragtning af, hvor direkte en påvirkning lovgivningen i EU har på den danske virkelighed. Jeg oplever et skrigende misforhold mellem den reelle relevans og betydning, EU har for danske arbejdspladser, og hvad der er af opmærksomhed, siger Morten Helveg Petersen, inden han sætter telefonen på ’flymode’.

I dag går turen til Danmark, men allerede om nogle dage returnerer han til Bruxelles. Scenerne er forskellige, men dagsordenen den samme: Energi og klima.

3 skarpe fra Morten Helveg Petersen

– Det er helt vildt, det vi står over for at skulle gøre i forhold til at udbygge vedvarende energi. Men i øjeblikket tager det simpelthen for lang tid, hvis vi skal være i nærheden af at nå vores mål i 2030. Vi bliver nødt til at forkorte processerne. Jeg har selv arbejdet med ideen om at sætte en begrænsning på, hvor lang tid det må tage. Det giver udviklerne klarhed, og vi får det tempo, vi skal have.

– Vi har i Danmark nogle af de mest favorable forudsætninger for den grønne omstilling. Der er ikke noget andet land på kloden, jeg ville bytte med. Vi har et stærkt elnet, vi har fjernvarmen, og vi er gode til at spare på energien. Og så har vi Nordsøen og Østersøen, der er nogle perler, som alle andre lande er grønne af misundelse over.

– Den grønne omstilling er ikke et fingerknips – desværre. Det er svært. Det er vigtigt, at vi er tydelige omkring, at det, vi gør nu, er en omstilling af hele økonomier. Bare se på tyskerne. Der er mange arbejdspladser og hele industrier på spil. Er der noget, jeg kunne tænke mig, der kom mere ind i den danske debat, er det en forståelse af, hvor svær den grønne omstilling er i andre lande. Det er det, der gør mit arbejde svært og spændende.

...

Portrættet er første gang bragt i Magasinet Energi.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?