World Energy Outlook

IEA: Massiv grøn forvandling undervejs, men det rækker ikke

Der er enorme grønne forandringer på vej på verdensplan frem mod 2030, blandt andet 10 gange så mange elbiler som i dag, men det er nødvendigt med endnu mere. Det konkluderer Det Internationale Energiagentur, IEA, i sit nye World Energy Outlook. Chefkonsulent i Green Power Denmark Kristian Rune Poulsen har kigget nærmere på nogle af agenturets konklusioner. 

Opladning af elbil

Arkivfoto: Adam Sund

Ti gange så mange elbiler i 2030 på globalt plan. Og allerede i dag står vedvarende energi for 80 procent af al ny energikapacitet, elektriske varmekilder giver baghjul til gasfyr, og verdens samlede efterspørgsel efter fossil energi er tæt på at have toppet.

Det er fire opløftende fakta, som Det Internationale Energiagentur, IEA, hæfter sig ved i sit nye World Energy Outlook. Rapporten understreger dog samtidig behovet for endnu hurtigere forandringer, hvis den globale klimamålsætning fra Paris skal nås om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

- Omstillingen til ren energi sker over hele verden og lader sig ikke stoppe. Kombinationen af et voksende momentum for rene energiteknologier og strukturelle økonomiske skift – først og fremmest i Kina – forandrer det globale energisystem i dette tiår, skriver CEO Fatih Birol med henvisning til, at den fossile energis andel af den globale forsyning har kurs mod et fald til 73 procent i 2030 efter at have ligget fast omkring 80 procent i årtier.

Herunder kommenterer chefkonsulent i Green Power Denmark Kristian Rune Poulsen tre af agenturets overordnede konklusioner. 

Verden bliver grønnere, men det går for langsomt

Tophistorisen er, at efterspørgslen af fossil energi vil toppe inden 2030, selv med den nuværende politik i Stated Policies-scenariet. Det er drevet af et globalt fald i efterspørgslen på kul, men også efterspørgslen på gas og olie vil toppe omkring eller lige før 2030, dog uden markante fald med den nuværende politik. Og det sker på trods af en generelt stigende energiefterspørgsel. Det er en god nyhed, men det går stadig alt for langsomt og den førte politik vil føre til en temperaturstigning på 2,4 grader. Og selvom investeringerne i fossil energi er faldende, og investeringer i vedvarende energiteknologier stiger, skal der investeres halvt så lidt i fossil energi og dobbelt så meget i vedvarende energiteknologi som i dag for at holde os på sporet af Paris-aftalens mål om netto-nuludledning i 2050.

Kristian Rune Poulsen
Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark

Elsektoren er der, hvor det for alvor går stærkt

Driveren i omstillingen frem mod 2030 er elsektoren. Vi har formentlig allerede oplevet ”peak-emission” for de globale udledninger fra elproduktion. Selvom vi oplever tilbageslag som fx undertegnede VE-udbud flere steder i Europa, har toget med grøn omstilling forladt perronen, globalt set. Som vi har været vant til i adskillige år i Europa, vinder sol og vind frem på bekostning af fossil elproduktion. 80% af al ny elproduktionskapacitet vil være fra vedvarende kilder i 2030, selv med nuværende politik. Det sker ikke mindst fordi, sol og vind overalt i verden er de billigste teknologier, vi har til rådighed, når det kommer til elproduktion. Det gælder allerede i dag, men gabet til de øvrige teknologier bliver endnu større i fremtiden.

Omstillingen forgår i forskellige stadier og tempo rundt om i verden. Allerforrest ligger Europas elsektor som den grønneste region i verden, og den førerposition beholder vi frem mod 2030. CO2-udledningen fra én kWh el produceret i Europa forventes at blive reduceret med cirka 3/4 frem mod 2030. Elproduktionen fra sol og vind i Europa vil stige med 2-3 gange frem til 2030 i forhold til dagens niveau, mens kulforbruget til elproduktion halveres, så en kWh kun vil udlede 65 gram CO2. En kWh fra et gaskraftværk udleder til sammenligning 400 g CO2/kWh.

Energisikkerhed er blevet den primære driver i omstillingen

Krigen i Ukraine, og uroen i Mellemøsten understreger skrøbelighederne ved et fossilt energisystem. Verden går mod grøn energi som løsning på både energi- og klimakrisen, samt den geopolitiske uro. Vi er endegyldigt på vej ud af den fossile æra. Det betyder også, at der bliver ført aggressiv industripolitik mange steder i verden for sikre sig mod, at en fossil afhængighed ikke blot erstattes af en teknologisk afhængighed.

- Det inkluderer politikker, der promoverer fremstilling af ren energiteknologi, fx Inflation Reduction Act i USA, Net Zero Industry Act i EU og Production Linked Incentives-programmet i Indien, skriver IEA.

Nyheder direkte i din indbakke?