EL & TEKNIK '24

Bump mod grøn el til lastbiler skal ryddes af vejen

Hønen, ægget og foderet: Lastbiler, ladeudstyr og grøn strøm på elnettet skal løbende matche hinanden, når 40.000 lastbiler skal omstilles fra at køre på fossilt brændstof til elektricitet fra vind og sol.

Driftsdirektør Michael Mertov fra Peder Olsen & Søn, direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet og direktør Per Sørensen fra TREFOR El-net på EL & TEKNIK 24

EL & TEKNIK ’24: Driftsdirektør Michael Mertov fra Peder Olsen & Søn, direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet og direktør Per Sørensen fra TREFOR El-net er enige om, at samtale fremmer forståelsen for hinandens udfordringer. Foto: Jesper Tornbjerg.

Meget store dele af den tunge vejtransport bliver før eller siden omstillet fra fossil energi til grøn elektricitet. Hvis omstillingen skal op i fart, skal alle involverede parter – vognmænd, elnetselskaber, ladeoperatører, aggregatorer og andre aktører – blive bedre til at forstå hinandens behov og barrierer.

Vi skal sætte os ned og snakke sammen, fastslår driftsdirektør Michael Mertov fra Peder Olsen & Søn i en paneldebat på Elektrificeringsscenen på EL & TEKNIK ’24 i Odense.

Peder Olsen & Søn går med indkøb af og kørsel i eldrevne lastbiler foran i en forholdsvis konservativ vognmandsbranche. Ifølge Michael Mertov kan mange transportopgaver løses med den el-teknologi, der er på markedet nu, men det er fortsat ikke en god forretning af køre på elektricitet.

Jeg er overbevist om, at alt det, der kan komme på strøm, kommer på strøm. Det kommer, og det kommer til at gå stærkt, siger Michael Mertov og peger på, at busser og skraldebiler har vist vejen.

Pulje på 750 mio. kr. skal i spil

Lastbiler til lokal og regional transport kan få et tilsvarende gennembrud, forventer han – især hvis staten prioriterer at støtte udrulning af ladeinfrastruktur til depotladning, når den skal fordele allerede aftalte 750 mio. kr.

 Enig! Hvis ladeinfrastrukturen ude hos vognmændene falder på plads, så skal lastbilerne nok komme, siger direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet, der vurderer, at ’god forretning’ for lastbiler med el-drift kun ligger 2-3 år ude i fremtiden.

 El-lastbiler er dyrere end dem på diesel, men de bliver snart billigere, vurderer John Dyrby Paulsen, der glæder sig over, at Vejdirektoratet er ved at opbygge offentlig ladeinfrastruktur langs hovedfærdselsårerne, og at også private aktører er i fuld gang i en række knudepunkter. Imidlertid er det afgørende, mener Dansk e-Mobilitet, at også vognmændene får starthjælp til den forholdsvis dyre investering i ladeudstyr.

Grøn strøm via et elnet, der skal udvides

Lastbiler skal kunne køre på el, og ladeinfrastrukturen skal på plads... hønen og ægget i klassisk forstand. Derudover skal der også leveres ’foder’ i form af elektricitet. Dansk e-Mobilitet har beregnet, at 10.000 lastbiler kræver elektricitet fra 10 havmøller á 15 MW, så det er overkommeligt.

Elektrificering forbandt værdikæden i Odense

Afdelingschef Anders Mika Dalegaard fra Green Power Denmark glæder sig over, at det på EL & TEKNIK med temaet om elektrificering er lykkedes at binde værdikæder sammen – herunder på den tunge transport.

- Elektrificeringen af Danmark samler branchen på alle niveauer lige fra installatører ude i de enkelte hjem over opladning af elektriske køretøjer til udbygning af elnettet. Både udstillere, oplægsholdere og gæster sidder med hver sin brik til elektrificeringens puslespil. Det har vi vist med årets messe, og det glæder vi os til at bygge videre på i 2026, siger Anders Mika Dalegaard.

Green Power Denmark arrangerer EL & TEKNIK sammen med VELTEK.

Elektriciteten skal også frem til det nye forbrug, så landet over har elnetselskaberne travlt med at udbygge den infrastruktur, der er nødvendig for at oplade køretøjerne. Direktør Per Sørensen fra TREFOR El-net er en af dem, der gør sig tanker også om de fremtidige behov for kabler og transformerstationer.

TREFOR kan få brug for mere effekt i sit net. Meget mere:  

 Alene til tung transport kan vi få brug for en fordobling af vores samlede kapacitet i Trekantområdet, oplyser Per Sørensen på Elektrificeringsscenen på EL & TEKNIK ’24, hvor han viser en slide, der sætter tal på:

Behovet for kapacitet alene til lastbiler og andre former for tung transport kan stige fra ca. 25 MW i 2025 til over 250 MW i 2050.

En tommelfingerregel siger, at hver 25 MW kræver én 60/10 kV-station, så TREFOR El-net og de øvrige netselskaber står midt i massive investeringer til elektrificeringen af det danske samfund.

TREFOR El-net skal bygge ni nye 60-/10 kV-stationer og opgradere fem eksisterende de næste ti år, siger Per Sørensen med det forbehold, at virkeligheden presser sig på og løbende kræver justeringer af netudviklingsplanerne både lokalt og hos Energinet.

Kom i god tid - kom med en god plan

Mange komponenter har lange leveringstider, så Per Sørensens råd til vognmænd og andre aktører med ambitionerne om at øge elforbruget er klart: Kom i god tid - kom med en god plan.

Per Sørensens råd til det politisk-administrative system er også klart: Netselskaberne skal have bedre muligheder for at investere, før behov opstår.

– Som det er nu, må vi ikke bruge penge, før kunden er i butikken. Hvis vi investerer ’up front’ bliver vi straffet, påpeger Per Sørensen.

Fleksibelt forbrug styrker økonomien

I forhold til vognmændene kan de økonomiske vilkår i forbindelse med opladning blive forbedret, hvis de får strikket nogle fleksible systemer sammen. Altså systemer, hvor ladeudstyr spiller sammen med elnettet – evt. i kombination med batterier og solceller.

Senior Business Manager René Leuring fra E.ON Drive eTransport vurderer, at 80 procent af opladningen af lastbiler formentlig vil være depotladning ’hjemme’ på matriklen om natten. Ladeudstyret giver mulighed for at oplade, når strømmen er billigst, og hjælpe elnettet mod betaling fx for levering af frekvensregulering.

Aktuelt er alene frekvensregulering et marked med en omsætning på 2,5 mia.kr. om året. Læg dertil også andre eventuelle indtægtsstrømme.

 Med 40.000 lastbiler, der skal konverteres til el, kommer vi til at se ind i disse muligheder, siger René Leuring under en debat i regi af Intelligent Energi på Elektrificeringsscenen på EL & TEKNIK-messen.

Også Product Marketing Director Rasmus Theill fra ABB ser spændende perspektiver for vognmændene i at udvikle ladesystemer med batterier og solceller. Kombinationer med smart styring kan mindske behovet for indkøb af effekt og øge mulighederne for indtjening ved salg af systemydelser, påpeger han.

Nyheder direkte i din indbakke?