TARIFMODEL 3.0

Næsten alle elkunder omfattet af ny tarifmodel

Fra nytår er hovedparten af de private elkunder omfattet af en ny måde at fastsætte prisen på at transportere strøm. Det betyder, at der er penge at spare, hvis du flytter opladning af elbilen og venter med at sætte opvaskemaskinen over til tidspunkter, hvor der ikke er pres på elnettet.

Opvaskemaskine

'Vi skal skubbe opladning af elbilen, opvaskemaskinen og andet elforbrug, der kan flyttes, væk fra de travle aftentimer til de mere rolige nattetimer. Det er godt for hastigheden i den grønne omstilling og forbrugernes pengepung', siger Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark Foto: Diego Cervo/Colourbox

Forbruget af strøm stiger markant de kommende år i takt med den grønne omstilling, hvor flere skifter benzinbilen ud med en elbil og gasfyret ud med en varmepumpe. Det er godt for klimaet, men det betyder også, at pladsen i det elnet, der transporterer strømmen ud til forbrugerne, bliver mere trang.

Derfor har landets elnetselskaber gradvist indført tarifmodel 3.0, der fastsætter prisen på at transportere strøm på en mere fremtidssikret måde. Fra nytår er cirka 95 procent af de 2,8 millioner private elkunder ifølge Green Power Denmarks opgørelse omfattet af den nye model, som betyder, at tariffen er højere fra kl. 17-21, mens den er lavere på andre tidspunkter af døgnet og især om natten, hvor der er mindre pres på elnettet.

Vi vil belønne kunder, der spreder elforbruget ud. Den seneste tid er forbrugerne blevet meget opmærksomme på at bruge strømmen, når den er billigst. Det er den vej, vi skal. Vi skal skubbe opladning af elbilen, opvaskemaskinen og andet elforbrug, der kan flyttes, væk fra de travle aftentimer til de mere rolige nattetimer. Det er godt for hastigheden i den grønne omstilling og forbrugernes pengepung, siger Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark og understreger:

Den nye model betyder ikke, at kunderne kommer til at betale mere end normalt. Det bliver dyrere at stege flæskesteg i ovnen om aftenen, men det bliver billigere at have køleskab og fryser tændt om natten.  

Den nye model betyder ikke, at den gennemsnitlige husstand kommer til at betale mere end normalt. Det bliver dyrere at stege flæskesteg i ovnen om aftenen, men det bliver billigere at have køleskab og fryser tændt om natten.  
Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark

Massive investeringer i elnettet

Et mere jævnt elforbrug mindsker presset på elnettet. Dermed bliver de milliardstore investeringer, som elnetselskaberne skal foretage på grund af elektrificeringen, en smule mindre.

Mængden af gravearbejde og størrelsen på investeringerne afhænger af, om forbrugerne flytter deres elforbrug til tidspunkter med mindre trængsel i elnettet. Et klogt forbrug kan lette noget af presset på elnettet, men vi skal stadig investere massivt i det, siger Mette Rose Skaksen og fortsætter:

Elnetselskaberne er allerede i gang med gravearbejdet. Men opgaven er virkelig stor. Derfor er der behov for at tilpasse den økonomiske regulering af selskaberne, så de har de nødvendige rammer for at kunne investere på forkant af elektrificeringen i de tilfælde, hvor det er samfundsøkonomisk fordelagtigt. Ellers ender vi med at spænde ben for os selv i den grønne omstilling, siger Mette Rose Skaksen.

I alt er det 22 af landets 37 elnetselskaber, der nu bruger tarifmodel 3.0, og de dækker altså cirka 95 procent af elkunderne i Danmark.

Nyheder direkte i din indbakke?