Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Grøn energi

Ny kæmpe havmøllepark skal ligge ud for Nissum Fjord

Danmarkshistoriens største havmøllepark kommer til at hedde Thor og skal opføres i Nordsøen. Dansk Energi ser med spænding frem mod, om udbuddet også indeholder den del, der skal bringe strømmen i land.

Danmarks nyeste havmøllepark kommer til at ligge i Nordsøen ud for Nissum Fjord og bliver den hidtil største med en kapacitet på 800 MW. Det oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet torsdag.

Parken med navnet Thor udbydes i løbet af 2019 og er et af de første konkrete aftaleelementer i den seneste politiske energiaftale fra i fjor. Efter planen skal den stå klar i 2024-27.

Møllerne skal stilles op minimum 20 km ud for Thorsminde på højde med Holstebro og vil kunne forsyne omkring 800.000 husstande med strøm.

- I dag tager vi et syvmileskridt på Danmarks vej mod klimaneutralitet. Den kommende havvindpark bliver vores klart største, og den vil levere et stort bidrag til lokal vækst og den grønne omstilling, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Placeringen i Nordsøen blev valgt i tæt konkurrence med Kriegers Flak i Østersøen, og ifølge ministeren blev det i sidste ende udslagsgivende, hvor man fik mest grøn energi for pengene.

Nu afventer vi udbuddet og især, hvad det indeholder. Skal havvind blive endnu billigere er det afgørende, at de kommende udbud inkluderer prisen på nettilslutning. Skal vi nå hele vejen til Paris har vi brug for vindmøller både på land og på havet.
Kristine van het Erve Grunnet, branchechef i Dansk Energi

Dansk Energi kalder nyheden for et vigtigt første skridt for den vedvarende energi i energiaftalen og betoner vigtigheden af at komme hurtigt videre.

- Havvind er en af fremtidens vigtigste råstoffer og kan dække 80 procent af Europas energiforbrug. Nu afventer vi udbuddet og især, hvad det indeholder. Skal havvind blive endnu billigere er det afgørende, at de kommende udbud inkluderer prisen på nettilslutning. Skal vi nå hele vejen til Paris har vi brug for vindmøller både på land og på havet, siger branchechef Kristine van het Erve Grunnet.

Vattenfall har vundet de seneste udbud af havvind på dansk territorium og er p.t. ved at afslutte opførslen af Horns Rev 3 i Nordsøen på 406 MW. Samtidig forbereder selskabet opførslen af de kystnære havmølleparker Vesterhav Nord og Syd samt havmølleparken Kriegers Flak i Østersøen på 600 MW.

Nyheder direkte i din indbakke?