Pressemeddelelse

Pas på med at begrave den biogene CO2

Lagring af CO2 er et nødvendigt våben i klimakampen, mener Green Power Denmark og hilser derfor nyt udspil fra regeringen velkommen. Men erhvervsorganisationen efterlyser særskilt politisk fokus på anvendelse af den biogene CO2, som er en central komponent i at gøre tung transport klimavenligt og forløse det næste grønne erhvervseventyr.

Skorsten

Arkivfoto: Malene Dissing

Regeringen har præsenteret et nyt udspil, som skal sætte skub i fangst og lagring af CO2. Her vil regeringen blandt andet samle de to eksisterende støtteordninger for CCS, og de 38 mia. kr., der er afsat, udbydes i to store udbud af lagring på henholdsvis 0,9 mio. ton CO2 om året og 1,4 mio. ton CO2 om året. 

I kampen for at undgå uoprettelige klimaforandringer, er vi nødt til at tage alle værktøjer i brug. Her er fangst og lagring af CO2 en nødvendighed. Det vil føre til negative emissioner, hvor man populært sagt trækker CO2 ud af atmosfæren. Hvis det lykkes, og økonomien hænger sammen, kan Danmark blive et foregangsland på endnu en grøn teknologi, som verden vil efterspørge, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.  

Alle tiltagene og midlerne i udspillet gavner dog udelukkende lagring af CO2. Endnu er der ikke sat midler af til anvendelse af den biogene CO2, der for eksempel kommer fra de biomassefyrede kraftvarmeværker, og som er en central komponent i grønne brændstoffer til fly og skibe. Derfor kommer Green Power Denmark med en klar opfordring til regeringen.

– Der et behov for et særskilt politisk fokus på at skabe rammer for og afsætte midler til anvendelse af den biogene CO2. Det giver ikke mening, at vi begraver den biogene CO2, som er en begrænset ressource. Sker det, risikerer vi at forsinke den grønne omstilling af skibe og fly. Vi skal ikke kun fokusere på vores klimamål i 2030, men også tiden efter, hvor vi for alvor skal gøre tung transport grøn, siger Jan Hylleberg.

Den biogene CO2 kan lagres og dermed levere negative udledninger til det danske klimaregnskab i 2030. Den kan også anvendes i produktionen af grønne Power-to-X-brændstoffer og fortrænge fossile brændsler i dele af den tunge transport og industrien, som er vanskelige at elektrificere direkte.

– Danmark har alle muligheder for at blive et Power-to-X-foregangsland, som skaber CO2-reduktioner globalt og masser af arbejdspladser nationalt. Virksomheder står klar med projekter over hele landet, men de mangler blandt andet klarhed om tilgængelighed af biogen CO2. Det kalder på selvstændig politisk handling, som rækker videre end dagens CCS-udspil fra regeringen, så andre lande ikke snupper det næste grønne erhvervseventyr for næsen af os, siger Jan Hylleberg.

Nyheder direkte i din indbakke?