CO2

Regeringen vil fjerne barrierer for CO2-fangst

Green Power Denmark roser regeringens udspil, der foreslår nye langsigtede rammevilkår for fangst af CO2. Dermed bliver det nemmere for forsyningssektoren at etablere anlæg, der skal fange CO2.

Skorsten

– Anlæg til fangst af CO2-anlæg er vigtige bidrag til Danmark og verdens klimamål og ambitioner om at reducere mængden af drivhusgasser. Derfor er det et meget positivt udspil, regeringen er kommet med. Det sikrer netop, at forsyningsselskaberne nu kan gå videre med de konkrete og strategiske planer, som de arbejder med. Det er godt for branchen og klimaet, siger Martin Dam Wied, afdelingschef for det termiske område i Green Power Denmark. Foto: Malene Dissing

Potentialet for CO2-fangst i forsyningssektoren skal udnyttes. Derfor er regeringen kommet med et udspil til de rammevilkår, der skal gøre det muligt at etablere de anlæg, der skal fange CO2.

Ifølge Green Power Denmark er det helt afgørende, at de regulatoriske rammer kommer på plads, hvis virksomhederne skal foretage de store investeringer, som CO2-fangstanlæg er.

– Anlæg til fangst af CO2-anlæg er vigtige bidrag til Danmark og verdens klimamål og ambitioner om at reducere mængden af drivhusgasser. Derfor er det et meget positivt udspil, regeringen er kommet med. Det sikrer netop, at forsyningsselskaberne nu kan gå videre med de konkrete og strategiske planer, som de arbejder med. Det er godt for branchen og klimaet, siger Martin Dam Wied, afdelingschef for det termiske område i Green Power Denmark.

Et meget væsentligt element i udspillet omhandler, hvordan energi- og forsyningsselskaberne kan finansiere anlæggene. Her gør udspillet det muligt, at selskaberne kan indregne de sparede omkostninger, der måtte være til køb af CO2-kvoter og salg af kreditter fra den fangede CO2 samt salg af CO2 til brug i grønne brændsler.

– Finansieringsrammer er alfa og omega for selskaberne. Hvis businesscasen ikke hænger sammen, bliver de her projekter ikke til noget. Så det er godt, at vi nu tager skridt i retning mod at få det på plads, siger Martin Dam Wied.

Green Power Denmark peger på, at de selskaber, som er helt eller delvist kommunalt ejede, generelt har manglet klare rammer for, hvordan de skal kunne indgå i CO2-fangst-projekter. Konkret handler det om, hvordan selskaberne skal finansiere og indregne den risiko, der måtte være forbundet med projekterne, og hvordan forbrugerne er stillet i den sammenhæng.

– Vi er utroligt glade for, at man fortsat politisk holder fast i, at omkostningerne til CO2-fangst ikke skal kunne væltes over på varmekunderne – heller ikke på frivillig aftalebasis. Det skal ikke være forbrugerne i de enkelte selskaber og fjernvarmenet, der betaler for den samfundsmæssige gevinst, der er ved at fange CO2. Det er netop en samfundsmæssig opgave, som skal finansieres delvist offentligt og delvist via anden kapital, som udspillet netop lægger rammerne for. Det er vi meget tilfredse med, siger Martin Dam Wied.

Udspillet skal nu videre i politiske forhandlinger og skal efter planen sendes i høring samtidig med udbuddet af CCS-puljen.

Forsyningssektoren kan bidrage med CO2-fangst på op til 9,1 mio. tons CO2 om året i 2030, svarende til 2/3 af det samlede danske fangstpotentiale.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?