Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

SOLENERGI

Solcellers skatte-handicap skal væk

Better Energy og Landbrug & Fødevarer slog for nylig til lyd for, at skatteregler hæmmer klimavenlig brug af lavbundsjorde til solceller. Dansk Energi og en række partier fra begge sider af Folketinget vil have reglerne ændret.

Både Socialdemokratiet og flere andre partier er lydhøre over for at gøre noget ved det skatte-handicap, der i mange tilfælde spænder ben for at bruge uhensigtsmæssig landbrugsjord til solceller.

Projektudvikleren Better Energy har for nylig rejst problematikken sammen med Landbrug & Fødevarer, og får opbakning fra regeringspartiets skatteordfører Troels Ravn:

– Det er positivt, at landbruget vil være med til at sænke C02-udledningen. Sagen bør ligge lige til højrebenet. Det lyder fornuftigt at udtage lavbundsjord og bruge den til solceller. Det bør ikke være skatteregler, der er i vejen, siger han til AgriWatch.

– Vi kommer til at kigge på en grøn skattereform efter sommerferien, og der skal vi også kigge på beskatningen af solceller på lavbundsjorde. Vi bør kunne udbygge grøn energi, uden at det belaster statskassen, tilføjer han.

Problemet er, at med de nuværende regler bliver beskatningen af jorden ofte mangedoblet, når brugen skifter fra dyrkning af klassiske afgrøder til grøn energi.

 Vi opfordrer Folketinget til at ændre skattereglerne. I dag bremser de en udbygning af grøn energi.
Kristine Grunnet, branchechef for VE, Dansk Energi

Dansk Energi er også varm støtte af at fjerne solcellernes handicap.

– Vi opfordrer Folketinget til at ændre skattereglerne. I dag bremser de en udbygning af grøn energi, som vi har hårdt brug for i omstillingen af Danmark, og solcellerne kommer stadigt oftere på rene markedsbetingelser, siger branchechef i Dansk Energi Kristine Grunnet.

Adm. direktør i Better Energy, Rasmus Lildholdt Kjær, vurderer, at udtag af 10.000 hektar lavbundsjord til solenergi vil kunne sikre en produktion på cirka 20 procent af det samlede danske energimiks.

Partier: Bureaukrati skal ikke hindre grøn omstilling

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har stillet spørgsmål til skatteminister Morten Bødskov, der gør opmærksom på, at det vil give et provenutab, hvis jord til VE-formål skal beskattes lige så lempeligt som produktionsjord.

Messerschmidt vil dog fortsat presse på overfor både Bødskov og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og siger til AgriWatch:

– Det er uhensigtsmæssigt, at regler skal hindre omstilling. Det er pengene, der kommer til at være afgørende. Vi ved, at jordpriserne er steget de steder, hvor du laver solcelleanlæg, fordi der er penge i det. Derfor giver det mening at tage jorden ud, siger han.

Også den radikale energi- og forsyningsordfører Ruben Kidde har spurgt Dan Jørgensen til sagen.

– Vi vil gerne kigge på reglerne, hvis vi får området belyst. Det virker som en win-win. Det er synd, hvis bureaukrati bremser for grøn omstilling, siger Ruben Kidde til AgriWatch.

Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen bakker også op:

– Det er en problematik, som vi selvfølgelig skal have set på. Det er oplagt, når man udtager lavbundsjorde at bruge disse arealer på fornuftig måde til andre formål som f.eks. natur og biodiversitet, men også til solceller, hvor det giver mening, udtaler han.

Nyheder direkte i din indbakke?