Hav

Organisationer er begejstrede for ny Havnaturfond - skal hjælpe livet tilbage i havet

Et politisk flertal er enige om, hvordan 500 mio. kr. til Havnaturfonden skal bruges til at genoprette naturen i havet og indsamle viden. Tænketanken Hav, Danmarks Naturfredningsforening og Green Power Denmark forventer, at fonden får en stor og vigtig rolle med at hjælpe livet tilbage i havet. 

Kriegers Flak Havvindmøllepark

Havvindmølleparken Kriegers Flak i Østersøen. Foto: Vattenfall

Et politisk flertal er enige om, hvordan de 500 millioner kroner til Havnaturfonden skal bruges til at genoprette naturen i havet og indsamle viden. Tænketanken Hav, Danmarks Naturfredningsforening og Green Power Denmark forventer, at fonden får en stor og vigtig rolle med at hjælpe livet tilbage i havet.  

Havnaturfonden vil som det første tage fat på at genoprette naturen i de indre farvande. Det sker blandt andet ved at etablere stenrev og plante ålegræs i egnede områder. 

De farvande, som står øverst på fondens liste, er Lillebælt, Det Sydfynske Øhav, Storebælt, Samsø Bælt, Sejerø Bugt, Sjællands Nordkyst og Østkyst, Møn og Taarbæk Rev.  

- Havet i Danmark er i dyb krise og har brug for massiv hjælp. Derfor er vi meget glade for, at der afsættes så store midler til konkrete naturgenopretningsprojekter. Havnaturfonden kan blive den motor, der skal til for, at vi igen kan få et hav fuld af liv - med et mylder af fiskeyngel i ålegræs og store fisk, der gemmer sig i stenrevets huler, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.     

På lidt længere sigt får fonden også en vigtig opgave med at sikre, at de kommende havvindmølleparker bidrager så positivt som overhovedet muligt til naturen i havet.  

Det har været vigtigt for os, at Havnaturfonden også kigger på fremtidens metoder til at forbedre havmiljøet. Det er afgørende, at havvindmølleparkerne bidrager til et rigt plante- og dyreliv i havet. Men der forestår et stort arbejde med at lave forsøg og indsamle viden, og der kommer fonden til at spille en vigtig rolle.
Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark

De planlagte havvindmølleparker – og endnu flere i fremtiden – kommer til at optage store havarealer. Derfor er det godt, at aftalepartierne har lyttet til organisationerne og besluttet at inkludere denne indsats i fondens arbejde. 

- Det har været vigtigt for os, at Havnaturfonden også kigger på fremtidens metoder til at forbedre havmiljøet. Det er afgørende, at havvindmølleparkerne bidrager til et rigt plante- og dyreliv i havet. Men der forestår et stort arbejde med at lave forsøg og indsamle viden, og der kommer fonden til at spille en vigtig rolle, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark. 

Som samfund udnytter vi ikke den viden om havet, som allerede findes. Marine data, som løbende indsamles i forbindelse med miljøvurderinger, går ofte tabt, fordi der ikke er noget sted at opbevare data. Det kommer der nu. Samtidig skal Havnaturfonden bidrage til mere viden og forskning om havet. 

- Med flere midler til både forskning og digital infrastruktur tager vi et vigtigt skridt mod at forstå vores pressede og komplekse havmiljø bedre. Havnaturfonden vil ikke kun være med til fremme nye videnskabelige opdagelser men også styrke de digitale motorveje, som er vigtige for at sikre en bæredygtig fremtid med mere naturgenopretning og beskyttelse af havets økosystemer, siger adm. direktør for Tænketanken Hav, Liselotte Hohwy Stokholm.  

Tænketanken Hav, Danmarks Naturfredningsforening og Green Power Denmark har et stort ønske om, at Havnaturfondens indsats for et hav i balance fortsætter efter 2030, hvor finansieringen efter planen udløber. Derfor er det glædeligt, at politikerne er enige om at genbesøge aftalen om Havnaturfonden senest i 2028 for at finde en varig finansiering af fonden fra flere forskellige kilder, så den på sigt kan blive en permanent og selvstændig fond.  

Seneste nyheder

Nyheder direkte i din indbakke?