Borgerlig klimakæmper på ensom mission
Magasinet Energi præsenterer de danske Europa-Parlamentarikere, der er med til at forme den europæiske klima- og energipolitik. Mød Linea Søgaard-Lidell fra Venstre.
’LIBERAL TREEHUGGER’. Sådan står der på Linea Søgaard-Lidells sociale medier. De to ord er hendes politiske raison d’être. For Venstres EU-Parlamentariker vil vise, at borgerlige også kan omfavne klimadagsordenen.
– Det borgerlige Danmark har været for sene til at acceptere videnskaben. Det har betydet, at venstrefløjen har fået lov til at italesætte problemet, og derfor er det også dem, der er kommet med løsningerne. Vi har været fraværende, siger Linea Søgaard-Lidell.
Hun er ikke flasket op i Venstres Ungdom, som mange andre politikere, men har med egne ord været en ’hangaround’ i partiet, hvor hun blandt andet arbejdede som politisk assistent og var med i forskellige netværk. Her forsøgte hun at få det grønne på dagsordenen, men begejstringen var til at overse.
– Når jeg foreslog at udvikle borgerlige svar på klimaudfordringen, kiggede de mærkeligt på mig og sagde, at det kunne vi lige så godt lade være med – for den dagsorden ville vi ikke vinde. Det var ekstremt frustrerende, fortæller Linea Søgaard-Lidell.
Klimakamp i EU-Parlamentet
Frustrationen blev senere til et kandidatur til valget til EU-Parlamentet i 2019, som blev afholdt samtidig med Folketingsvalget. Valgene katapulterede klimaet helt op i toppen af vælgernes dagsorden og satte yderligere skub i en udvikling, som var i gang i Venstre.
– Jeg synes klart, at vi er et andet sted, end da jeg kom ind i partiet. Vi har en formand, som tager klimaet meget seriøst. Du kan ikke længere sige, at det borgerlige Danmark ikke har fattet klimaudfordringen, siger Linea Søgaard-Lidell.
– Der er kommet nye dynamikker, hvilket jeg tydeligt oplever i EU. Her ser jeg flere eksempler på, at vi borgerlige er mere ambitiøse i forhold til klimaspørgsmålet end nogle af mine kollegaer på venstrefløjen.
Linea Søgaard-Lidell blev valgt som Danmarks 14. mandat til EU-Parlamentet, hvilket betød, at hun først fik pladsen i januar 2020, da Brexit blev gennemført, og Storbritannien forlod samarbejdet. Da hun langt om længe fik lov til at tage fat som politiker, landede den europæiske klimalov på hendes bord som det første.
- 35 år
- Medlem af EU-Parlamentet for Venstre
- Bachelor i europæiske studier og kandidat i journalistik
Dermed begyndte en lang sej kamp for en ambitiøs målsætning for CO2-reduktion i 2030. Linea Søgaard-Lidell kæmpede for et mål på 65%. Men efter et maraton af et tovtrækkeri mellem medlemslandene endte det på 55% til hendes store skuffelse. Til gengæld fik hun sit forslag igennem om, at al ny EU-lovgivning skal vurderes i forhold til effekten på klimaet.
– Det var så fedt. Det er jo derfor, man stiller op. Grunden til, at jeg søgte mod EU, er, at vi løser klimaudfordringen bedst i fællesskab. Det nytter ikke noget, at Danmark er en lille grøn ø, hvis vi ikke får fx Polen og Tyskland med i den grønne omstilling, siger Linea Søgaard-Lidell.
Behersket optimist
Tovtrækkeriet om EU’s grønne ambitioner er dog intet i forhold til det rivegilde, der siden er gået i gang omkring den konkrete vej til at opfylde klimamålet. Senest har det vist sig i debatten om EU’s grønne taksonomi, der definerer, hvad der kan kaldes for bæredygtige investeringer.
Da Magasinet Energi møder Linea Søgaard-Lidell på en café i København, er det en uge siden, hun stemte nej til at give naturgas det grønne stempel. Et flertal stemte dog ja, og utilfredsheden lyser stadig ud af hende.
– Med krigen i Ukraine skulle man tro, at alle havde fattet, at naturgas er uholdbart – ikke kun for klimaet men også sikkerhedspolitisk. Men så har vi en debat, hvor folk roser naturgas som en rigtig god klimaløsning. Så er der altså lang vej endnu. Vi ender med at foretage investeringer, der binder os til en løsning, som i bund og grund forlænger problemet, siger Linea Søgaard-Lidell.
På spørgsmålet om hun efter sådan en afstemning er optimistisk på klimaets vegne, lyder der først et suk efterfulgt af en tænkepause:
– Jamen altså… Jo, jeg er optimistisk… Men jeg er det ikke på grund af de politiske kompromisser. Jeg er optimistisk, fordi jeg hele tiden møder ambitiøse virksomheder og investorer. Jeg håber, at den retning, vi politikere udstikker, gør, at virksomhederne og investorerne tager os længere, end de politiske kompromisser kan. Vi skal skabe ordentlige rammer og lade være med at spænde ben for markedets vilje. Det er borgerlig klimapolitik.
– Jeg har arbejdet i Bruxelles tidligere og kendte EU og institutionerne, så det var ’nemt’ for mig at starte i EU-Parlamentet. Det var nemmere end at være kandidat for et parti. Det var helt nyt for mig, fordi jeg ikke er flasket op i Venstres Ungdom. Jeg kendte ikke medlemsdemokrati indefra. Det har været en stejl læringskurve. Det har krævet mange flere kræfter end at sætte mig ind i EU-politikken, og hvordan EU-Parlamentet fungerer.
– Hvis ikke vi får alle lande med på den grønne bølge, risikerer vi at splitte Europa op i de lande, som får moderne samfund og får en bid af fremtidens vækst, som uden tvivl bliver grøn. Hvis vi siger til Bulgarien – på grund af en eller anden godhedsting – at I behøver ikke at omstille jer, så gør vi dem en bjørnetjeneste. Det vil forstærke den sociale skævhed, der er i Europa.
– Jeg stiller op til Folketingsvalget. Hvis jeg ikke bliver valgt, så fortsætter jeg ufortrødent i EU-Parlamentet. Det har været hårdt at følge med i dansk politik de seneste år. Der bliver drevet en politik, hvor staten skal være arkitekt på alt i samfundet. Men de bedste løsninger kommer ikke af, at vi politikere laver micro-management. De bliver skabt af markedet ude i den virkelige verden. Politikerne skal lave rammerne, men hvordan, vi når derhen, er op til markedet.
Portrættet er første gang bragt i Magasinet Energi
Magasinet Energi præsenterer de danske Europa-Parlamentarikere, der er med til at forme den europæiske klima- og energipolitik. Mød...
