Erklæring

Green Power Denmark tiltræder EU’s nye Wind Charter

Green Power Denmark og den danske regering har skrevet under på Europa-Kommissionens Wind Charter, der skal styrke den europæiske vindindustri.

Kriegers Flak Havvindmøllepark

Havmøller i Danmarks seneste store havvindmøllepark Kriegers Flak i Østersøen.

Stigende produktionsudgifter, ordretørke og ikke mindst ulig konkurrence fra Kina og USA presser den europæiske vindindustri. Derfor skriver størstedelen af EU-landene samt brancheorganisationer og virksomheder nu under på et Wind Charter, der følger op på Europa-Kommissionens industripolitiske udspil, Wind Power Action Plan. Blandt underskrifterne er Green Power Denmarks og den danske regerings.  

Med underskrifterne forpligter landene, organisationerne og virksomhederne sig til at arbejde for at fremme vindenergi og styrke den europæiske værdikæde – fra dem der producerer elementer til vindmøller til dem der opstiller dem. Charteret indeholder seks indsatser, som blandt andet har fokus på udbudsdesign, barrierer for opsætning af vindmøller og understøttelse af produktionskapacitet.

Der er behov for, at den danske regering forvandler underskriften til konkrete industripolitiske tiltag. Det er nu, at virksomhederne skal træffe beslutninger om investeringer, og vi har allerede set eksempel på produktion, der er rykket væk fra Danmark og til andre lande, fordi vilkårene er mere attraktive.
Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark

- Jeg er glad for, at den danske regering bakker op om charteret. Vi står i en tid, som kalder på en koordineret indsats fra både medlemslande, EU-institutioner og industrien for at gøre sektoren mere modstandsdygtig, bæredygtig og konkurrencedygtig, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark og kommer med en opfordring til den danske regering.

- Der er behov for, at den danske regering forvandler underskriften til konkrete industripolitiske tiltag. Det er nu, at virksomhederne skal træffe beslutninger om investeringer, og vi har allerede set eksempel på produktion, der er rykket væk fra Danmark og til andre lande, fordi vilkårene er mere attraktive, siger Jan Hylleberg.

EU har midlertidigt åbnet for kassen med statsstøtte som modsvar på den grønne oprustning i Kina og USA, og det benytter flere medlemslande sig af. Det er blandt andre Tyskland, Frankrig, Holland og Polen.

- I Green Power Denmark er vi af princip imod statsstøtte, men vi må erkende, at det er et nyt konkurrenceparameter. Hvis vi fortsat ønsker at have grønne virksomheder, der investerer og skaber vækst, velstand og arbejdspladser, bør erhvervsministeren stille sig i spidsen for en industristrategi, der matcher nabolandenes ambitioner.  

Green Power Denmark har blandt andet foreslået et investeringsfradrag og en pulje på 1,5 milliarder kroner til at etablere nye produktionsfaciliteter.

Det skriver aktørerne under på i Wind Charteret

Projektpipeline

  • Sikre en robust, effektiv og forudsigelig pipeline til udrulning af vindenergi.
  • Medlemslandene skal opdatere deres nationale energi- og klimaplaner, så de afspejler de ambitiøse mål i Fit-for-55.
  • Fremskynde tilladelsesprocesser og prioritere implementering af VE-direktivet.

Udbudsdesign

  • Medlemslandene skal forbedre deres udbudsdesign, så disse muliggør vindmølleprojekter med høje miljø-, innovations-, cybersikkerheds- og arbejdstagerstandarder.
  • Øget fokus på kvalitative kriterier i udbudsprocesser, såsom bæredygtighed og borgerdeltagelse.

Kvalitative standarder

  • Sikre, at forretningsprocesser, produkter og ydelser fra vindsektoren opfylder høje kvalitetsstandarder i overensstemmelse med Net Zero Industry Act og Wind Power Action Plan.
  • Facilitere langsigtede investeringer ved bl.a. Power Purchase Agreements.

Forudsigelighed og stabilitet

  • Forbedre forudsigelighed for udbud og efterspørgsel og undgå volatilitet i energipriserne.
  • Implementering af konsekvenser ved manglende udførelse af projekter.

Internationalt samarbejde

  • Bidrage til et retfærdigt globalt marked
  • Overvåge og adressere unfair handelspraksis

Produktionskapacitet og beskæftigelse

  • Opskalere vindmølleproduktionen for at imødekomme efterspørgslen.
  • Styrke og understøtte beskæftigelsen og ekspertisen inden for vindmølleindustrien.
...

Nyheder direkte i din indbakke?