TOPMØDE 2023

Morgendagens energisystem skaber vi i et bredt fællesskab

Danmark kan med masser af havvind, solceller, Power-to-X, opgraderet elnet og andre grønne elementer sætte en ny global standard for klimaomstilling inklusive hensyn til biodiversitet.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, på Topmøde 2023

SF’s formand Pia Olsen Dyhr opfordrer aktørerne i energibranchen til at levere på biodiversitet og borgerinddragelse. I modsat fald vil hun ’komme efter jer’. Foto: Jeppe Carlsen

– Vi er i gang med en energirevolution som et nødvendigt element i forhold til at løse de mange kriser, vi står i, fastslår SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, med tanke på klima, biodiversitet og sikkerhed – sidstnævnte i forhold til Ruslands ’nederdrægtige’ krig i Ukraine.

– Vi skal producere mere grøn el, end vi har brug for i Danmark, vi skal producere mere grønt hydrogen, end vi har brug for i Danmark, og vi skal lagre mere CO2, end der bliver indfanget i Danmark, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

– Den grønne omstilling er ikke teoretisk og ikke hypotetisk. Vi har allerede over 60 procent vind og sol i vores elsystem, og vi ser ind i en tredobling af elforbruget og en firedobling af den grønne elproduktion. Med aftalen om op mod 14 GW havvind står vi overfor et tempo-skifte, understreger adm. direktør Kristian Jensen fra Green Power Denmark.

At meget er i gære i Danmark, fremgår med al ønskelig tydelighed af oplæg på oplæg på Topmødet 2023 i Bella Arena, hvor over 500 aktører torsdag har drøftet ’Morgendagens energisystem’.

Ekstra fokus på biodiversitet

På samme måde som udviklingen af vindenergi siden den spæde start i 1970’erne har sprængt de nationale rammer, så gør Danmark sig netop nu klar til at vise nye veje for grøn omstilling med udgangspunkt i havvind, landvind, solenergi, Power-to-X, kraftvarmeværker og andre energianlæg med CO2-opsamling og -deponering/brug, biogas og stærke elnet med behørig respekt for artsmangfoldigheden til lands, vands og i luften.

– Med havvindudbygningen kommer vi til at lægge beslag på op mod en tredjedel af havarealet, så hvis vi ikke gør det klogt, går det udover biodiversiteten, siger Pia Olsen Dyhr, der glæder sig over, at der i forbindelse med aftalen om udbud af havvind på 9-14 GW bliver afsat minimum en halv milliard kroner til en havnaturfond.

Aftalen forpligter energibranchen til at levere både på biodiversitet og borgerinddragelse, mener Pia Olsen Dyhr, der henvendt til salen lover/truer med ’at komme efter jer’, hvis det ikke sker.

Optimismen er dog fremherskende, for Pia Olsen Dyhr påpeger, at det danske fællesskab har gjort det før – og kan gøre det igen. Olsen Dyhr nævner, at vi i 1975 fik den første vindmølle tilsluttet elnettet, og at verdens første havvindmøllepark blev sat i drift i 1991 i Vindeby nord for Lolland.

Udviklingen af vindmøller har presset priserne på en af de teknologier, der bliver afgørende for fremtidens klima på denne planet, påpeger SF-lederen og fremhæver samspillet mellem grønne virksomheder, græsrødder, forskere, ingeniører og politikere i en vekselvirkning med ’markedet’ som den potente motor bag den igangværende revolution.

– I har drevet priserne ned. Virksomhederne har leveret varen, lyder rosen fra Pia Olsen Dyhr.

Klima skal samle, ikke splitte

Folketingets visioner skal ifølge Lars Aagaard gøre Danmark rigere, friere og grønnere. Han giver energibranchen en central rolle, der forpligter i forhold til ’at dele værdiskabelsen med det samfund, I er en del af’. I 2030 vil energisektoren i det store hele være fossilfri, lyder den klare forventning.

Klimamålene for 2025 og 2030 skal nås, men for Lars Aagaard (M) og SVM-regeringen er det vigtigt, at klima er et emne, der samler snarere end splitter befolkningen – modsat i USA. At det ikke er let i forhold til transport og landbrug/fødevarer, er ministeren meget bevidst om:

– Vi skal forankre indsatsen og finde de nødvendige balancer, mener Lars Aagaard og nævner som eksempel, at nok skal landbruget have en CO2-afgift, men de berørte landmænd skal også mærke en kærlig hånd, der kan hjælpe med omstillingen.

En kærlig hånd kan ifølge Aagaard også komme på tale i forhold til de kollektive elnet, der år for år håndterer stadig flere sager om nettilslutning som følge af samfundets elektrificering. Med et elforbrug, der kan stige fra 35 TWh/år nu til 100 TWh/år i 2030 vil der komme maksimalt pres på kabler og transformerstationer.

Ministeren lover, at ’vi skal snakke penge på et tidspunkt’, og han indikerer dermed at have lyttet til et længe næret ønske fra netselskaberne – et ønske der blev fremhævet af bestyrelsesformand Jesper Barslund fra Netselskabet N1 på Topmødet – om en fremadskuende regulering af de økonomiske rammer.

Friere rammer for kundekontakt er et andet ønske fra Jesper Barslund, for det er nødvendigt for elnetselskaberne i det aktuelle vækstscenarie at vide mere om behov for ladeudstyr til elektrisk transport, investeringer i varmepumper og meget andet.

Jesper Barslund, bestyrelsesformand, N1 på Topmøde 2023
Bestyrelsesformand Jesper Barslund fra Netselskabet N1 venter i kulissen. Da han kom på scenen og fik ordet, brugte han det til at ønske sig en ny regulering og lov til bedre kundekontakt. Foto: Jeppe Carlsen

Symbolsk gavebod viser sammenhængskraft

At budskabet om at løfte den grønne omstilling i flok involverer det danske samfund bredt viser også en afrundende gimmick på topmødescenen i Bella Arena:

Ligesom ved ministeroverdragelser udveksler topfolk fra Landbrug & Fødevarer, DI, Danske Rederier, Dansk Erhverv og Green Power Denmark symbolske gaver for form af en mejetærsker, sprit, lastbil/fly på Power-to-X-drivmidler, en cykeltrøje og et originalt landmandspil med tillægsbrikker i form af billeder af vind/solenergi, biomasse og biogas.

– Vi skal op i tempo. Vi skal i udbrud, der holder. Vi skal ikke ligge på hjul af Putin, og vi skal trække resten af verden med, forklarer adm. direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv om sin gave til Kristian Jensen fra Green Power Denmark: Den grønne førertrøje.

Kristian Jensen modtager den grønne førertrøje fra Brian Mikkelsen på Topmøde 2023
– Vi skal op i tempo. Vi skal i udbrud, der holder. Vi skal ikke ligge på hjul af Putin, og vi skal trække resten af verden med, forklarer adm. direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv om sin gave til Kristian Jensen fra Green Power Denmark: Den grønne førertrøje. Foto: Jeppe Carlsen

 

Nyheder direkte i din indbakke?