Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Digitalisering

Netselskaber skaber dynamisk markedsplads

Verden forandrer sig for 3,3 millioner danske elkunder, der om mindre end to år alle kan afregne deres elforbrug time for time. Barry er en af de leverandører, der vil udnytte de nye digitale muligheder.

Fjernaflæste elmålere, flexafregning, tidsdifferentierede nettariffer… skridt for skridt skaber de danske elnetselskaber nye muligheder for, at el-leverandørerne på det frie elmarked kan tilbyde deres kunder nye produkter.

- Elnetselskaberne arbejder stenhårdt for at skabe gode rammer og så standardiserede vilkår for elhandlerne og deres kunder. Jeg håber, el-leverandørerne griber muligheden og udvikler endnu flere attraktive tilbud til deres kunder, siger viceadm. direktør Anders Stouge fra Dansk Energi.

Barry er en af de nye el-leverandører, der forsøger at udnytte de muligheder, der opstår, når almindelige elkunder kan blive afregnet for deres forbrug time for time:

Vi kunne ikke være opfundet for to år siden, og om to år er løbet kørt. Udviklingen er drevet af EU, så det, der sker i Danmark, kommer også til at ske andre steder i Europa – og det gør bare det hele endnu mere spændende.
 Christophe Lephilibert, chief marketing officer i Barry

- Vi synes, det er enormt positivt, det der sker lige nu. Vi kunne ikke være opfundet for to år siden, og om to år er løbet kørt. Udviklingen er drevet af EU, så det, der sker i Danmark, kommer også til at ske andre steder i Europa – og det gør bare det hele endnu mere spændende, siger chief marketing officer Christophe Lephilibert fra Barry, der er et iværksætterfirma stiftet af den finske energikoncern Fortum.

Fjernaflæste elmålere til alle

Ved udgangen af 2020 skal elnetselskaberne være færdig med at installere elmålere ved 3,3 mio. husstande, og løbende indføres der flexafregning for flere og flere familier. Med flexafregning følger muligheden for, at kunder kan få afregnet deres elforbrug time for time – og dermed følge den elpris, der til enhver tid er på det nordiske spotmarked.

Spotprisen afspejler udsvingene i særligt produktion af vind og sol og kundernes efterspørgsel. De udsving i priser, der er på markedet, kan i sig selv anspore kunder til at flytte forbrug fra dyrt til billig. Flexafregning vil muliggøre, at kunder kan reagere på disse priser.

Ideen med de tidsdifferentierede tariffer er at vænne netkunderne til, at det giver økonomisk mening at flytte elforbrug væk fra kogespidsen mellem kl. 17 og 20.
 Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi
Er digitalisering vejen til at vinde kunderne? Konference 15. januar 2019

Elnetselskaberne har også som noget nyt besluttet at indføre tidsdifferentierede tariffer. Helt konkret kommer en almindelig husstand med tiden til at betale mindre i perioder, når elnettet ikke er belastet, men omvendt mere, når der er mest tryk på elnettet. Det er typisk mellem kl. 17 og 20 i vinterhalvåret.

- Ideen med de tidsdifferentierede tariffer er at vænne netkunderne til, at det giver økonomisk mening at flytte elforbrug væk fra kogespidsen mellem kl. 17 og 20. Hvis mange tusinde elbiler om få år lader deres batterier op, når folk kommer hjem fra arbejde, risikerer elnettet – som vi netop har påpeget i vores Elnet Outlook – at blive overbelastet, siger Anders Stouge fra Dansk Energi.

Teknologiske firstmovere

Større fleksibilitet er altså vigtigt både for på så billig en måde at indpasse mere varierende elproduktion fra vind- og solenergi og for at indpasse flere større forbrugsenheder som elbiler og varmepumper.

- Det er essentielt at skabe et mere fleksibelt elforbrug. Barry er bygget til smarte målere og fleksibilitet, siger Christophe Lephilibert fra Barry, der med forholdsvis få kunder og ca. 3.500 på en interesseliste er en lille spiller på det danske elmarked.

Barry henvender sig primært til elkunder, der er aktive i den digitale verden – altså folk med timeaflæste elmålere og særlig interesse for energi, it/tech og iværksætteri. Kunderne, der typisk vil være teknologiske firstmovere, betaler 29 kr. i abonnement pr. måned, og deres elpris afregnes efter udviklingen i spotprisen time for time året rundt. Kunderne kan få en besked via APP’en, hvis elprisen er særlig lav og tørretumbleren kan sættes i gang.

- Vi er i en opbygningsfase og er ved at gøre os klar til de næste ryk. I januar kan vi også fortælle vores kunder, hvor grøn deres strøm er lige nu, lyder det fra Christophe Lephilibert.

Så grøn er din el lige nu

Barry har netop indledt et samarbejde med www.electricitymap.org, der ’live’ fortæller om CO2-intensitet og VE-andel på en lang række markeder verden over – herunder de danske. Ambitionen er at udnytte disse data til nye produkter, så kunderne løbende via deres APP for eksempel kan følge med i, hvor klimavenlig deres elektricitet er time for time… og reagere derefter for eksempel ved at støtte træplantning i udviklingslande som kompensation for udledt CO2.

Alt hos Barry foregår digitalt – selskabet benytter hverken telefon- eller gadesalg, så al hvervning af kunder foregår via sociale kanaler.

- Det er dér, folk er, siger Christophe Lephilibert

Inspiration fra it-branchen

Et af midlerne er at opbygge et samfund på Facebook, hvor Barry efter nytår vil søge dialog med eksisterende og mulige kunder om de næste udviklingsmuligheder; altså ’co-creation’ på toppen af en offentlig tilgængelig roadmap, som det ’digitale community’ kan studere og give input til. Et andet middel til at opbygge et forhold til kunderne er, at Barrys chatfunktion er åben for spørgsmål og ideer hver dag fra kl. 10-22.

- Vi kigger efter inspiration ude i it-branchen og ikke så meget inde i energisektoren, siger Christophe Lephilibert.

Anders Stouge vurderer, at der er god fremdrift blandt elnetselskaberne for at få skabt et endnu bedre marked, og at der er et stort behov for at lovgivningen følger med.

- Vi går helt sikkert nogle spændende år i møde, siger Anders Stouge.

Nyheder direkte i din indbakke?