INVESTERINGSSTØTTE

Niebuhr Gears udvider i Ikast forud for offshore-boom

Der er brug for en markant opskalering af produktionskapaciteten til havvindmøller, siger Rasmus Niebuhr, adm. direktør i Niebuhr Gears. Investeringsstøtte betyder, at vindleverandøren nu udvider sin produktion i Ikast med kapacitet, der kan afføde op til 30-40 lokale jobs.

Rasmus Niebuhr, adm. direktør i Niebuhr Gears

– Uanset om det bliver en hockeystav eller en lineær udvikling, så ser vi ind i en periode med vækst. Alt imens at alle kommer fra et forholdsvist lavt aktivitetsniveau. Det kræver investeringer. Det kræver plads. Det kræver kapacitet, fastslår Rasmus Niebuhr, adm. direktør i Niebuhr Gears, der får 16,3 millioner kroner fra statens investeringsstøtteordning. Foto: Niebuhr Gears

Niebuhr Gears er en af i alt fire virksomheder, der er tildeles midler fra statens investeringsstøtteordning. Støtten, der lyder på 16,3 millioner kroner, er en del af en større investering på minimum 109 millioner kroner, som skal styrke produktionsapparatet i Ikast, hvor vindleverandøren bl.a. producerer tandhjul til vindmølleindustrien.

– Vi skal bruge investeringen til at udvide vores produktionskapacitet til store offshore-emner, hvor vi især ser frem mod en vækst i volumen af de dele, vi skal lave til vindmølleindustrien, fortæller Rasmus Niebuhr, adm. direktør i Niebuhr Gears.

Produktionsudvidelsen kommer til at foregå over en fireårig periode for at følge den vækst, der forventes at komme i etaper hos vindmøllefabrikanterne i takt med, at udbygningen af havvindmøller skal tage fart i de kommende år.

Siemens Gamesa vindmøllevinger på havn
Pressemeddelelse

Fire virksomheder får tilsammen 634 millioner kroner i grøn investeringsstøtte fra staten. Hvis ikke de havde fået tilskud til at...

Gearet til fremtiden

Første fase er 1.600 nye kvadratmeter til lager og et anlæg til overfladebehandling, som skal kunne håndtere større mølledele, fortæller direktøren.

Det er nødvendigt, da man i branchen forventer, at den gængse mølletype til havvindprojekter fra næste år vil være i størrelsesordenen 15 MW. En udvikling, som skal forplante sig i hele leverandørkæden; fra delkomponenter til havnefaciliteter og infrastruktur.

For Rasmus Niebuhr gælder det kæmpestore tandhjul, som med en diameter på op til seks meter og en kampvægt på cirka 10 ton kræver nye tekniske og logistiske foranstaltninger at håndtere i stor skala. 

Til sammenligning vejer tandhjul til fx landvindmøller typisk 2-3 ton.

– De store elementer kræver langt større maskiner, og det tager meget længere tid at bearbejde dem. Så kapaciteten findes simpelthen ikke til den vækst, der skal bruges til offshore-boomet, fortæller Rasmus Niebuhr. 

–Uanset om det bliver en hockeystav eller en lineær udvikling, så ser vi ind i en periode med vækst. Alt imens at alle kommer fra et forholdsvist lavt aktivitetsniveau. Det kræver investeringer. Det kræver plads. Det kræver kapacitet, fastslår han.

Toget kører nu

Direktøren hæfter sig ved, at timing og muligheden for investeringsstøtte har været helt afgørende for beslutningen om at investere i yderligere produktion i Danmark.

– Det betyder alt, vil jeg sige. Det er nu, at toget kører, og det er nu, at vi skal bestemme os for, hvor vi vil lægge vores fremtidige produktionsapparat. Uden muligheden for støtte er jeg ikke sikker på, at vi havde gået så hårdt ind i Danmark, som vi gør nu, siger han.

Mens hovedparten af vindleverandørens ordrer er i Nordeuropa, kommer størstedelen af råmaterialerne fra Kina, hvor Niebuhr Gears også har produktion. 

Der er derfor en konstant afvejning af de konkurrencemæssige og logistiske omstændigheder i forhold til produktionen samt ønsket om at være tættest muligt på kunderne.

Selvom Rasmus Niebuhr ikke ser statsstøtte som ideelt for den europæiske vindmølleindustri, ser han ikke nogen vej uden om med den nuværende status quo, hvor Kina, USA og flere europæiske lande tilbyder attraktive støtteordninger.

– Jeg er sådan set helt enig i, at statsstøtte ikke er en god ting. Men vi konkurrerer benhårdt, og konkurrencen er intens fra aktører i lande med statsstøtte. Vi får noget støtte til vores aktiviteter i Kina, og vi ville også få det til en fabrik i Polen eller i Tyskland. Så hvis ikke der var hjælp at hente, ville det være et ulogisk valg at lave produktionen i Danmark.

Afklaring om 2025

Green Power Denmark er principielt imod statsstøtte, men ser det som et nødvendigt onde i den nuværende konkurrencesituation. 

Anbefalingen lyder derfor, at den grønne investeringsordning hurtigt bliver evalueret og eventuelt justeret, og at den får tilført 1,5 milliarder kroner i 2025. Så vil ordningen dække den periode, hvor EU’s lempede statsstøtteregler gælder. 

– Der er fortsat en række virksomheder, som står overfor at skulle træffe vigtige investeringsbeslutninger. Regeringen bør hurtigst muligt melde ud, at den er klar til at hjælpe også i 2025, så virksomhederne kan tage højde herfor, når de placerer deres kommende investeringer, og så flest mulig af dem bliver placeret i Danmark, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

Efter 2025 bør Danmark arbejde for, at der findes fælles finansieringsløsninger i EU, så man undgår et vedvarede internt statsstøtteræs mellem de europæiske lande, mener Green Power Denmark.

Nyheder direkte i din indbakke?