Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Pressemeddelelse

Ny lovgivning skaber sikkerhed om biomassens bæredygtighed

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at der ved lov skal stilles strengere krav til den biomasse, som bruges til energi i Danmark. Det skaber sikkerhed for, at Danmark kun anvender træbiomasse til energi, der er bæredygtig, lyder det fra Dansk Energi.

En ny politisk aftale stiller krav om, at alle danske el- og varmeværker skal dokumentere overfor myndighederne, at de kun anvender biomasse fra skove, der er i vækst, og hvor biodiversiteten beskyttes. Med den nye politiske aftale kommer Danmark til at stille væsentlige strengere krav til brugen af biomasse end resten af EU.

– Nu er der skabt fuld sikkerhed for, at Danmark kun bruger den allerbedste biomasse til at skovle kul ud af vores energisystem til gavn for klimaet. De danske politikere har bestemt, hvilken biomasse energibranchen kan anvende, og hvilken vi skal undgå. Det skal de have ros for, og branchen er klar til at føre den stramme lovgivning ud i livet, siger Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi.

Dansk Energi er tilfreds med, at forbruget i private pillefyr og i industrien også skal efterleve kravene, da det står for knap 30 procent af det samlede danske forbrug.

Branchen er klar til at føre den stramme lovgivning ud i livet.
Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi

Fremtid med mere grøn strøm betyder mindre biomasse

Fremadrettet vil det danske biomasseforbrug falde naturligt, i takt med at for eksempel varmepumper bliver billigere og i stand til at levere grøn varme i større mængder. Fra 1. januar 2021 sænkes afgiften på el til varme markant, hvilket gør varmepumper konkurrencedygtige.

– Biomasse har gjort det muligt at komme hurtigt af med kul, og i de større byer får vi brug for biomasse i noget tid endnu. Men vi skal have mange flere varmepumper og andre grønne teknologier i spil, så vi bruger den grønne strøm til at lave mere fjernvarme i fremtiden, siger Kristine Grunnet og peger på sænkelsen af elvarmeafgiften som et vigtigt redskab:

– Inden sommerferien besluttede Folketinget at sænke afgiften på strøm til varme. Det gør varmepumper konkurrencedygtige og vil give et rygstød til en elektrificering af hele varmesektoren.

Siden 2009 har Danmark reduceret brugen af kul med hele 80 procent. Den hurtige udfasning af det fossile brændsel har været muligt på grund af den bæredygtige biomasse.

Nyheder direkte i din indbakke?