POWER-TO-X

Nyt EU-mål for 2040 sætter turbo på CO2-fangst til lagring og anvendelse

Planen om at fange, anvende og lagre 50 mio. ton CO2 om året i EU i 2030 skal mangedobles i de følgende årtier, hvis Kommissionens anbefaling om at nå 90 procent CO2-reduktion i 2040 skal nås. 

Avedøreværket_CO2-fangst_Ørsted

Ørsted igangsatte i december byggeriet af to CO2-fangstanlæg, der skal fange og lagre CO2 fra de biomassefyrede kraftværker Asnæsværket og Avedøreværket (billedet). Projekterne er Danmarks første CO2-fangstprojekt i fuld skala. Foto: Ørsted

Fangst, lagring og anvendelse af CO2 bliver et kæmpestort område, hvis Europa-Kommissionens nye udspil om at nå 90 procent CO2-reduktion i 2040 skal nås på vejen til fuld klimaneutralitet i 2050.

Hidtil har Kommissionen i den såkaldte Net-Zero Industry Act-lovpakke (NZIA) bebudet, at EU skal etablere kapacitet til at kunne fange og lagre 50 mio. ton CO2 om året i 2030. Nu lyder det imidlertid, at tempoet skal mangedobles til 280 mio. ton om året i den følgende 10-årsperiode. Og i 2050 skal der fanges svimlende 450 mio. ton C02 om året, hvoraf cirka halvdelen skal anvendes.

For at nå ambitionerne satser Europa-Kommissionen på, at ny teknologi såsom CO2-fangst direkte fra luften (DAC) kommer til at spille en væsentlig rolle på længere sigt sammen med biogene og industrielle CO2-punktkilder.  

Samtidig vil Kommissionen etablere rammer for hvordan det skal opgøres i CO2-regnskabet, når man (gen)anvender indfanget CO2 fx til nye Power-to-X-brændstoffer i stedet for at lagre CO2 i undergrunden.

Vi har allerede stor erfaring med at udbygge vedvarende energi og meget mere på vej, og samtidig har vi et energisystem i verdensklasse, der er et fremragende afsæt for at blive både lagringshub for CO2 og producent af brint og kulstofholdige Power-to-X-produkter, der kan blive en ny stor eksportstyrke.
Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark

Og det er positivt, da EU’s 2030 mål for tung industri og transport vil sætte turbo på anvendelsen af CO2 til at producere e-metanol og andre e-brændstoffer.

- Vedvarende energi og energieffektivitet er stadig centrale på vejen til klimaneutralitet, men for at nå ’nettonul-emissioner’, har vi også brug for teknologier til at fjerne, fange, transportere, lagre og anvende CO2. Med den strategi vi præsenterer, vil vi etablere et europæisk marked for CO2, udtaler energikommissær Kadri Simson.

For at nå i mål med et europæisk marked for CO2 til lagring og anvendelse kræves en velfungerende handel med CO2 samt forventeligt en udbygning af CO2-infrastruktur over landegrænser via rør og skibe.

Green Power Denmark ser positivt på meldingen om at sætte yderligere fart på den værdikæde, der skal indfange såkaldt biogen CO2 fra fx biomassefyrede kraftværker eller biogasanlæg og anvende den til nye kulstofholdige brændstoffer som e-metanol til skibe og plastik eller e-kerosene til fly, hvilket er afgørende for at kunne omstille de svære sektorer.

- Danmark har alle muligheder for at være et foregangsland for CO2-fangst, anvendelse og lagring. Vi har allerede stor erfaring med at udbygge vedvarende energi og meget mere på vej, og samtidig har vi et energisystem i verdensklasse, der er et fremragende afsæt for at blive både lagringshub for CO2 og producent af brint og kulstofholdige Power-to-X-produkter, der kan blive en ny stor eksportstyrke, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

Nyheder direkte i din indbakke?