POWER-TO-X

’Show me the money’ – og et dansk brintrør

Danske Power-to-X-aktører kæmper for at skaffe risikovillig kapital til at producere nye grønne PtX-brændstoffer i stor skala. Samtidig venter branchen utålmodigt på nyt om statens del af den infrastruktur, der skal bane vejen for et nyt eksporteventyr.

Peder Lundquist på Show me the money konference 14. marts 2023

'Power-to-X er en skaleringsøvelse for at få enhedsomkostningerne ned, og vi vil alle sammen gerne derhen hurtigt. Alle bliver nødt til at tage en del af risikoen', sagde Peder Lundquist, CEO i Danmarks Eksport- og Investeringsfond, på tirsdagens konference til en sal fyldt af både folk og forventninger. Foto: Green Power Denmark

Verden over er en række brint- og Power-to-X-projekter (PtX) under udvikling, men fælles for dem er, at langt de fleste endnu ikke har truffet endelig investeringsbeslutning. Adgangen til risikovillig kapital kan derfor blive en nøgleforudsætning i bestræbelserne på at nå fra visioner og strategier til realiserede projekter.

Green Power Denmark og Danmarks Eksport- og Investeringsfond havde derfor tirsdag sat aktører fra både energi- og finanssektoren stævne til konferencen ’Show me the money – finansiering af Danmarks PtX-eventyr' for at komme tættere på løsninger til at skabe en dansk PtX-industri.

Flere veje til at lukke omkostningsgab

Green Power Denmarks administrerende direktør Kristian Jensen ridsede indledningsvis kerneudfordringen op: Nemlig at få lukket det betydelige omkostningsgab, der desværre stadig er mellem fossile brændstoffer og de nye af slagsen, der er fremstillet af grøn strøm, brint med mere.

– Vi kan se, at der er masser af ambitioner, så hvad er det, der holder os tilbage fra at realisere dem? Det er prisforskellen mellem det grønne og det sorte, og løsningerne er både skala, en højere pris på CO2 og billigere finansiering, lød det.

Brintekspert Mogens Holm fra Boston Consulting Group forklarede, at behovet for investeringer i brint er enormt på globalt plan med behov for astronomiske beløb på 6-7.000 milliarder euro frem til 2040 på tværs af hele værdikæden.

En af dem, der har både evnen og viljen til at medfinansiere den danske del af et nyt erhvervseventyr er den nye ’superfond’ Danmarks Eksport- og Investeringsfond, der er en fusion af EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond. Dens formål er at dække de risici, som markedet ikke selv tager, via lån og garantier og bl.a. gøre det lettere for projektmagere at skaffe resten af finansieringen i banker eller andre steder.

– Power-to-X er en skaleringsøvelse for at få enhedsomkostningerne ned, og vi vil alle sammen gerne derhen hurtigt. Alle bliver nødt til at tage en del af risikoen, og vi arbejder også selv med at kunne tage mere risiko. Vi skal bare sikre være sikre på, hvornår vi gør det, og hvorfor vi gør det, hvis vi skal springe ud i det, sagde Peder Lundquist, CEO i Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

– Vi har dog endnu ikke set de store projekter i milliardklassen med dokumentation for, at teknologien virker, så der er også et element af ’show me the project’, sagde han med reference til konferencens titel.

Alle sukker efter brintrør

’Uden brintrør, ingen Power-to-X i Danmark’. Så klart udtrykte Rasmus Bach Nielsen fra H2 Energy sig på konferencen omkring vigtigheden af at få besluttet den statslige infrastruktur, der skal fragte grøn brint rundt internt i Danmark og især forbinde os til attraktive eksportmarkeder som Tyskland og Holland.

Brintinfrastruktur er således fundamentet for en spirende PtX-industri, der kæmper en hård kamp for at komme fra demonstrationsstadiet til produktion af de nye PtX-brændstoffer i stor skala.

Og der arbejdes da også hårdt på sagen med brintrørene, sagde departementschef i Erhvervsministeriet Michael Dithmer til en sal, der var tæt pakket med både folk og forventninger.    

– Der arbejdes intensivt med det, men jeg kan ikke give jer en dato i dag. Men vi er helt klar over, at vores grønne eksport og mængden af arbejdspladser kan blive væsentlig øget, hvis vi formår at udnytte mulighederne i Power-to-X. For få år siden var det et noget flyvsk begreb, men i dag er det anerkendt som en vigtig del af den grønne omstilling, og den internationale konkurrence er spidset til de seneste år, sagde Michael Dithmer.

Vi er helt klar over, at vores grønne eksport og mængden af arbejdspladser kan blive væsentlig øget, hvis vi formår at udnytte mulighederne i Power-to-X. For få år siden var det et noget flyvsk begreb, men i dag er det anerkendt som en vigtig del af den grønne omstilling, og den internationale konkurrence er spidset til de seneste år.
Michael Dithmer, departementschef i Erhvervsministeriet

EU på vej med svar på attraktiv USA-model

En af de store danske aktører er Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der bl.a har planer om en ny ammoniakfabrik i Esbjerg med en elektrolysekapacitet på én GW. CIP mener, at Danmark og Europa skal oppe sig i en fart for ikke at blive hægtet af af USA, der med Inflation Reduction Act (IRA) har indført et enkelt og attraktivt fradragssystem for producenter af grøn brint.  

– USA’s model er simpel og forudsigelig. Vi skal også tænke i et godt markedsdesign i forhold til brint, og den danske stat skal tage en beslutning om at bygge en brintinfrastruktur inden udgangen af året – ellers bliver det svært at nå målet, sagde director PtX Advocacy - Regulatory & Affairs David Dupont-Mouritzen.

Ewelina Daniel fra EU-Kommissionens klimadirektorat løftede sløret for en helt ny støttemekanisme i EU, som netop skal forsøge at matche simpliciteten og forudsigeligheden i den amerikanske støttepakke. Mekanismen, kaldet Hydrogen Bank, skal uddele støtte til produktionen af grøn brint gennem en simpel auktionsmekanisme, der åbner for de første ansøgninger allerede til efteråret.

Det første udbud på 800 mio. euro er beskedent i forhold til, at midlerne kan søges af projekter i alle 27 medlemslande. Derfor vil Kommissionen sørge for, at midlerne blev fordelt på minimum tre projekter.

GreenLab Skive
GreenLab

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab går i kødet på pengene, der er en af de største knaster for innovation, på en konference i næste...

Nyheder direkte i din indbakke?