Vedvarende energi på land

Tønder-begmand er en sejr i kamp mod kommuners særkrav

Ankestyrelsens nylige afvisning af Tønder Kommunes model for ’frivillige’ fondsbidrag fra VE-udviklere glæder Green Power Denmark. Danmarks grønne erhvervsorganisation har længe advaret mod, at vi risikerer at ende i en jungle af kommunale særregler udover de fælles rammer for lokale gevinster.

Sol og vind i Veddum Kær

Arkivfoto: Hybridpark med både vind og sol ved Veddum Kjær. Foto: Jeppe Carlsen

Danmark har travlt, hvis vi skal nå at firedoble mængden af vedvarende energi på land inden 2030. Og så duer det ikke, at de virksomheder, der skal sætte solcellerne og vindmøllerne op i Danmarks 98 kommuner skal bøvle med lige så mange forskellige modeller for, hvad der skal til for at få de nødvendige tilladelser.

Derfor er Green Power Denmark glad for, at Ankestyrelsen for nylig slog fast, at Tønder Kommune handler i strid med planlovgivningen, når den opfordrer ansøgere til nye vedvarende energiprojekter at tilkendegive, om og hvor meget de har i sinde at betale til en almennyttig udviklingsfond, der er oprettet på kommunens initiativ.
Green Power Denmark mener, at afgørelsen bør skabe præcedens for landets øvrige kommuner i de nye vejledninger.

- Vi har længe gjort opmærksom på, at kommunale særkrav sænker tempoet i den grønne omstilling, da der pludselig er 98 forskellige mulige og umulige regler, som virksomhederne skal leve op til, når de opstiller vindmøller og solceller. Derfor er vi glade for, at afgørelsen tydeligt siger, at kommunerne skal følge Planloven, ligesom de gør i andre byggesager, og ikke kan stille særkrav. I den sammenhæng er en vindmølle ikke anderledes end en etageejendom, siger Thomas Aarestrup Jepsen, der er direktør for vedvarende energiproduktion og Public Affairs.

Klimabarometer 2023
Politikpapir

For tredje år i træk tager Green Power Denmarks Klimabarometer temperaturen på udbygningen af vindmøller og solceller.

Udgivet
Marts 2024

- Vores glæde ved dommen skal ikke ses som en påpegning af skyld. Men særkravene har simpelthen taget til i styrke, og det er sket på kort tid, så vi begynder at bevæge os i en retning, hvor man pålægger den grønne omstilling meget store ekstraomkostninger, som endda er uden for lovens rammer, og det er uholdbart. VE-udviklerne har oplevet omkostningsstigninger på flere hundrede procent, og for nylig blev det besluttet, at fordoble de ordninger, der giver penge til kommuner og naboer. Det kan ikke fortsætte, siger han.

Ærgerlig udvikling må stoppe nu

I den grønne omstillings navn vil Green Power Denmark hellere gå ned ad en vej hvor de kommuner, der er gode til at stille vindmøller og solceller op, får lov til at beholde flere af de penge der tjenes lokalt – eller på anden vis sikre, at der bag de politiske målsætninger også følger en kommunal gulerod.
Afdelingschef for jura i Green Power Denmark Regitze Prahl har tidligere advaret både kommuner og udviklere mod at bevæge sig ind i en svært gennemskuelig ’gråzone’ for mere eller mindre frivillige bidrag oven i de generelle regler for kompensation til naboer m.m. 

- Hovedreglen er, at modydelser er ulovlige, hvis kommunen ikke har lovhjemmel til at opkræve dem. Planloven har ikke til formål at opkræve skatter eller afgifter fra borgere eller virksomheder, og sådanne skatter eller afgifter kan ikke pålægges gennem aftaler, kun ved lov, og planloven giver ikke en sådan hjemmel, forklarer hun.

Sol og vind i Veddum Kær
Sol og vind på land

Med 98 forskellige kommuner og en bred vifte af ivrige solcelle- og vindmølleudviklere, er det let at fare vild i reglerne for, hvad...

Sagen fra Tønder er mest kendt, men det er en udvikling, der er set i en lang række af landets kommuner. Det kan fx være med krav om udbetalinger til almennyttige fonde, krav om lokalt medejerskab, lokale arbejdspladser eller billigere strøm til projekternes naboer – ting som udviklere i mange tilfælde er gået ind på i en situation, hvor egnede arealer er en særdeles knap ressource.   

Ifølge Thomas Aarestrup Jepsen handler det nu om at sætte prop i en ærgerlig udvikling, der gået over gevind, og skabe en ny kultur, så der kan komme mere fart på opstillingen af vind og sol på land. Her er der p.t. meget langt til regeringens eget mål om henholdsvis en fordoblet og en tidoblet kapacitet frem mod 2030. 

- Det giver ikke nogen mening at udpege, hvis skyld det er - det er bare vigtigt, at vi får det standset og får klare linjer for, hvad man må og ikke må, så må vi tage diskussionen derfra, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

Nyheder direkte i din indbakke?