ELNET TIL FREMTIDEN

VE-anlæg står klar til at hjælpe elnettet

Solcelle- og vindmølleparker kan – udover at producere ’grønne’ elektroner – også levere ydelser, der kan understøtte balancen i elnettet. VE-udviklere og elnetselskaber går i tættere dialog om teknologiske løsninger og hurtigere processer.

Solcellepark Veddum Kær

Solceller og vindmøller producerer elektricitet efter naturens luner og døgnets skiften, men udover at levere grønne elektroner kan de i stigende grad også bidrage med diverse ydelser til elnettet. Lokale batterier kan understøtte denne fleksibilitet. Foto: Jeppe Carlsen

Vindmøller og solceller producerer elektricitet efter naturens luner og døgnets skiften, men VE-anlæg udvikler sig hele tiden og kan allerede nu meget mere end at følge vind, sol og døgnrytmer.

 Vi kan hjælpe elnettet, lyder det glade budskab fra managing partner Anders Dolmer fra BeGreen på en konference for elnetselskaber, VE-udviklere, rådgivere, kommuner og andre interessenter om, ’Hvordan får vi tempo på udbygningen af elnettet, så vi når Danmarks klimamål?’.

BeGreen udvikler, bygger og driver solcelleparker i Danmark og en række nabolande. Sammen med andre VE-udviklere har BeGreen æren for, at solcelleparker begynder at blive en væsentlig del af det danske el-miks. Danmarks installerede solcelle-effekt har rundet 2.000 MW, og meget mere er på vej. Alene BeGreen har projekter for over 5.000 MW i pipeline i ind- og udland.

På samme måde, som kraftvarmeværker har vist sig at være fleksible i forhold til en række elmarkeder, får også vind- og solcelleparker stadig flere strenge at spille på:

– Vi ejer opsamlingsnet for vores parker. Vi er klar til batterier og vil kunne levere reservekapacitet, regulere spikes (spændingsstigninger, red.) og byde ind med reaktiv effekt, siger Anders Dolmer og påpeger, at kombinationen af vindmølle- og solcelleparker – såkaldte hybridanlæg – allerede har påvist synergier i forhold til en bedre udnyttelse af kapacitet i elnettet. 

Billig strøm, grøn strøm, dansk strøm

Vindmøller og solceller – gerne i kombination med lokale lagringsteknologier – kan altså spille ind med løsninger på en række af de udfordringer, elnettet står overfor i omstillingen fra at være domineret af kraftvarmeværker til at være domineret af fluktuerende produktionsteknologier. Og visionen bør ifølge Anders Dolmer være, at Danmark skal levere de billigste ’grønne’ elektroner: Billig strøm, grøn strøm, dansk strøm.

Billig strøm er forudsætningen for alt. Priser på 7-10 kr. pr. kilowatttime vil være ødelæggende for os alle sammen, fastslår Anders Dolmer, der med indførsel af producentbetaling ærgrer sig over, at der bliver lagt flere og flere økonomiske byrder ’på det vi vil have mere af’.

Vejen frem må ifølge Anders Dolmer være dialog om løsninger mellem Energinet (statsejet), elnetselskaber (forbrugerejede) og producenter (private) på tværs af de kulturer, der vitterligt er. Løsningerne handler om såvel økonomi – herunder risikodeling – og teknologisk innovation, så VE-anlæg kan blive indpasset på elnettet hurtigst mulig og til de lavest mulige omkostninger.

Billig strøm er forudsætningen for alt. Priser på 7-10 kr. pr. kilowatttime vil være ødelæggende for os alle sammen.
Anders Dolmer, managing partner, BeGreen

110 mia. kr. plus det løse

I en analyse fremlagt torsdag påpeger Rambøll på baggrund af data fra Energistyrelsen, at der frem til 2040 skal investeres 110 mia. kr. i transmissions- og distributionsnet alene for at holde trit med den grønne omstilling. Læg dertil reinvesteringer i eksisterende elnet, så det samlede elsystem kan matche et elforbrug, der i årtier har ligget på ca. 35 TWh/år, nu skal udvides til over 150 TWh/år i 2040.

Samtidig med, at et styrket elnet skal matche et kraftigt stigende forbrug, skal Danmark også – med hjælp fra bl.a. BeGreen og Eurowind Energy – producere langt mere elektricitet fra vindmøller og solceller. For eksempel peger Rambøll på, at kapaciteten alene på solenergi kan stige fra knap 2 GW til 27 GW i 2040 og 34 GW i 2050.

Processerne op i fart

Senior regulatory advisor Søren Klinge fra Eurowind Energy mener, at det er ’en brændende platform’ at få etableret meget mere vedvarende energi til det øgede elforbrug som følge af direkte elektrificering og indirekte elektrificering af fly og skibe via Power-to-X.

Adgang til elnettet er en afgørende parameter for VE-udviklere. Vi skal have processerne op i fart, fastslår Søren Klinge.

Han ser det som en fælles opgave for VE-udviklere og elnetselskaber har få skabt tidligere dialog om etablering af konkrete anlæg. Dialogen skal, i respekt for at elnetselskaberne ikke ’bare lige’ kan lave eventuelle netforstærkninger, i gang før, VE-udviklerne har sikret sig en lokalplan.

Vi skal tale sammen måneder eller år tidligere, så elnetselskaberne tidligere kan bestille komponenter. Og ja – vi er klar til at påtage os en større økonomisk risiko.
Søren Klinge, senior regulatory advisor, Eurowind Energy

Vi skal tale sammen måneder eller år tidligere, så elnetselskaberne tidligere kan bestille komponenter. Og ja – vi er klar til at påtage os en større økonomisk risiko, siger Søren Klinge, der mener, at VE-udviklere og elnetselskaber er i samme båd, når det handler om komponenter: De globale forsyningskæder er presset, bl.a. fordi stadig flere lande efterspørger kabler, transformere og andet udstyr til den grønne omstilling, så håbet om, at FN-ambitionen om at holde de globale temperaturstigninger på maksimum to grader kan holdes i live.

Voldsom vækst i elforbruget

Også det politisk-administrative system skal rebe sejlene, mener Søren Klinge, der bl.a. efterlyser hurtig afklaring af spillereglerne for direkte linjer mellem VE-anlæg og kunder. I samme åndedrag efterlyser elnetselskaberne afklaring af deres rammevilkår for de næste år.  

Elnetselskaberne drives som regulerede monopoler, men som det bliver fremhævet igen og igen på konferencen hos Rambøll i Ørestaden: Virkeligheden er ændret fra stabilitet (konstant elforbrug på 35 TWh i flere årtier) til voldsom ekspansion med pres på det danske elsystem, der ifølge Rambølls analyse skal håndtere over 150 TWh i 2040.

Reguleringen af elnetselskaberne skal ses efter i sømmene, og vi skal bruge elnettet klogere end i dag.
Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør, Green Power Denmark

Reguleringen af elnetselskaberne skal ses efter i sømmene, og vi skal bruge elnettet klogere end i dag, siger viceadm. direktør Mette Rose Skaksen fra Green Power Denmark, der om få dage lancerer en række konkrete forslag til, hvordan politikerne kan give elnettet en hjælpende hånd, så elnettet kan give regeringens klimaambitioner en hjælpende hånd.

Forudsigelighed og fornuftige rammer

Elnetselskaber er i gang med at øge deres investeringer og strømline processer bl.a. i samarbejde med Energinet, men en vigtig pointe er, at elnetselskaber skal have større sikkerhed for deres langsigtede investeringer. Energichef John Ammentorp fra Rambøll Danmark peger på at større sikkerhed vil gavne Danmark i en international sammenhæng, fordi ’investeringer løber derhen, hvor der er forudsigelighed og fornuftige rammevilkår’.

John Ammentorp peger derudover på, at branchen kigger ind i stigende priser og manglende forsyning af råvarer samt arbejdskraft som potentielle barrierer for en hastig elektrificering.

Det er stærkt nødvendigt, at der er politisk villighed til at være på forkant med elnettets kapacitet ved at skabe gode rammevilkår for investeringer, så forsyningsselskaberne kan garantere, at nettet og transformerstationerne står klar, når producenter og forbrugere har behovet. Der er ingen tvivl om at udfordringerne skal løses i fællesskab på tværs af værdikæden, hvor man fra politisk hold skal have fokus på en ambitionsdrevet udbygning af elnettet, så vi når Danmarks klimamål, siger John Ammentorp.

Konferencen ’Hvordan får vi tempo på udbygningen af elnettet, så vi når Danmarks klimamål?’ blev arrangeret af Rambøll, Energinet og Green Power Denmark.

Mette Rose Skaksen på konference 2. marts 2023
ELNET ER 'NEED TO HAVE'

Formanden for Business Region Aarhus efterlyser stærkere elnet, fordi det bliver et stadig vigtigere konkurrenceparameter for...

Nyheder direkte i din indbakke?