NYE MEDLEMMER

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab runder skarpt hjørne

Tre nye virksomheder træder ind i Green Power Denmarks PtX-Partnerskab, som nu tæller 50 partnere på tværs af Power-to-X-værdikæden – fra teknologileverandører til aftagere af de grønne produkter. De nye medlemmer leverer vigtig teknologi og rådgivning til kommende Power-to-X-anlæg.

PtX - anlæg forlader fabrik

Foto: Eltronic PtX

Green Power Denmark byder velkommen til KK Wind Solutions, Eltronic PtX og Gorrissen Federspiel som nye partnere i PtX-Partnerskabet. De tre virksomheder skal levere teknologi og rådgivning til PtX-industrien og dermed bidrage til, at de store PtX-ambitioner bliver til virkelighed.

KK Wind Solutions udvikler og fremstiller converter og kontrolsystemer, der optimerer integrationen af vedvarende energi til Power-to-X. Deres produkt program omfatter specialiserede end-to-end elektrolyse strømforsynings systemer til produktion af grøn brint og andre Power-to-X applikationer.

Eltronic PtX udvikler, designer og leverer standardiserede systemer til modulær opbygning af elektrolyseanlæg i samarbejde med elektrolyseproducenter, således teknologien kan opskaleres og industrialiseres.

Gorrissen Federspiel er et internationalt advokatfirma, som rådgiver om alle forhold inden for energi og infrastruktur baseret på indsigt i og specialistviden om energibranchen og dens regulatoriske forhold. De leverer bl.a. rådgivning om etablering af og investering i PtX-projekter, herunder joint ventures, samarbejdsaftaler, PPA’er, offtake, myndighedsforhold og EPC-kontrakter.

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab er et samarbejde mellem aktører på tværs af hele Power-to-X-værdikæden. Partnerskabet understøtter skalering og industrialisering af Power-to-X i Danmark.

– Vi er glade for at kunne byde KK Wind Solutions, Eltronic PtX og Gorrissen Federspiel velkommen i PtX-Partnerskabet. De har alle tre vigtige kompetencer inden for etablering af nye PtX-anlæg og er et vidnesbyrd om, at vi er nået til en ny fase, hvor projekter skal opføres og sættes i drift, siger adm. direktør i Green Power Denmark Kristian Jensen.

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab tæller nu hele 50 medlemmer på tværs af den danske værdikæde.

– Den stærke opbakning til partnerskabet viser, at der fortsat er et stort behov for at understøtte udviklingen af Power-to-X i Danmark ved at samle værdikæden. Den danske Power-to-X-strategi har netop rundet to år, men der er stadig mange brikker, der skal falde på plads, hvis ambitionerne og dermed klima- og erhvervspotentialerne skal indfries, siger Kristian Jensen.

Nyheder direkte i din indbakke?