Året der gik: EU til kamp for industri, råmaterialer og elmarked

Februar 2022 var tidspunktet, hvor Ruslands indtil da utænkelige invasion af Ukraine en gang for alle ændrede EU's energidagsorden - en transformation, der fortsatte igennem 2023, og som formentlig vil pågå i mange år endnu.

Sanktioner og sprængte gasforbindelser fik energipolitik til at gå fra at være et beskedent one-man-band til en stærk trio øverst på den politiske dagsorden sammen med sikkerheds- og industripolitik og med en ny og stærk bevågenhed omkring afhængigheder og vigtigheden af at kunne forsyne sig selv.

2023 var blot en måned gammelt, da kommissionsformand Ursula von der Leyen skød 2023 i gang med et stærkt grønt program med elementer fra både energi-, sikkerheds-, industri- og geopolitik.

Det skete med fremlæggelsen af ’Industriplanen for Den Grønne Pagt’, der skulle vise sig at dominere hele året med initiativer inden for såvel energi-fattigdom, lige konkurrence og adgang til kritiske råmaterialer.

Planen består i store træk af tre forslag, der er nærmere forklaret nedenfor:

Net Zero Industry Act (NZIA)

Formålet med forordningen er at styrke konkurrenceevnen for den grønne industri i EU. For at kunne forblive konkurrencedygtig skal EU opbygge kapacitet i den grønne industri, samt skabe mere forudsigelige og forenklede lovgivningsmæssige rammer.

NZIA skal ses i lyset af Kinas udbredte statsstøtte til sin vindmølle- og solcelleindustri samt den amerikanske Inflation Reduction Act (IRA), idet begge agerer som en trussel mod EU’s konkurrencedygtighed og fremtidige evne til at forsyne sig selv med grønne teknologier.

Indholdet drejer sig hovedsageligt om, at EU-medlemslandene skal producere 40 pct. af de udvalgte grønne teknologier i 2030, for at opnå EU’s klimamål og sikre modstandsdygtigheden i EU’s energisystem.

I forbindelse med forslaget blev der oprindeligt udpeget otte særligt vigtige/strategiske teknologier, der vil få en gunstig regulatorisk behandling. Disse omfattede bl.a. sol- og vindenergi samt teknologier til CO2-fangst, biogas og elektrolyse.

De otte teknologier har været genstand for stor debat mellem partigrupperne i Europa-Parlamentet. I november fastlagde Parlamentet sin holdning til NZIA, der går ud på, at hvert medlemsland selv kan vurdere, hvilke teknologier de finder strategisk favorable fra en liste af 17 mulige, heriblandt atomkraft.

Rådet blev enig om sin position i december. Her fastlagde medlemsstaterne, at vedvarende energiauktioner ikke længere kun skulle afgøres af pris. Med NZIA vil medlemslandene tværtimod være forpligtet til også at bruge andre kriterier, såsom hvor de anvendte komponenter stammer fra. Rådet mener dog, at medlemslandene bør have beføjelse til at se bort fra de foreslåede "resiliens"-kriterier, såfremt prisdifferencen bliver for betydelig ved køb af et produkt, der ikke er produceret i Kina.

Dette indebærer i praksis, at støtte kan ydes til projekter, der benytter sig af kinesiskproducerede produkter, såfremt købet ellers vil medføre en prisstigning på over 15 pct.

Når det kommer til solcellemoduler, reducerer dette sandsynligheden for, at kinesiske produkter vil blive udelukket. Produktionsomkostningerne i Kina er 35 pct. lavere end i Europa og 20 pct. lavere end i USA, ifølge Europa-Kommissionens interne forskningscenter.

Rådet og Parlamentet skal stadig nå til enighed, før der er en endelig aftale. Den første trilogforhandling har fundet sted, og det forventes, at der opnås en aftale i første kvartal 2024.

Critical Raw Material Act (CRMA)

I samme pagt findes Den europæiske forordning om kritiske råstoffer, på engelsk kaldet Critical Raw Material Act (CRMA). Formålet med forordningen er at opbygge EU's kapacitet af kritiske råmaterialer, og gøre forsyningskæderne mere diversificerede, modstandsdygtige og bæredygtige.

Aftalen er indgået mellem Rådet og Kommissionen på rekordtid og blev stemt officielt igennem i Europa-Parlamentet i december. Den endelige tekst styrker EU's modstandskraft og mindsker afhængigheden af råmaterialer fra tredjeverdenslande til strategiske teknologier.

Særligt fastslås der i forordningen en række mål for EU’s håndtering og kapaciteter af råmaterialer: EU skal have kapacitet til at udvinde 10 procent, behandle 40 procent og genanvende 25 procent af sit eget årlige forbrug af strategiske råmaterialer. Samtidig må højst 65 procent af EU's årlige behov for et strategisk råmateriale komme fra ét enkelt land frem mod 2030.

Forordningen opstiller en liste over 34 kritiske råstoffer, hvoraf 17 er defineret som strategiske råstoffer, der er afgørende for teknologier til den grønne og den digitale omstilling.

Den endelige aftale opretholder de overordnede mål i det oprindelige forslag fra Kommissionen, men styrker også flere elementer, så som en tilføjelse af aluminium på listen over strategiske og kritiske råmaterialer. Samtidig er målsætningen for genanvendelse blevet hævet fra 15 pct. til 25 pct., godkendelsesproceduren for strategiske projekter er blevet præciseret, og det kræves nu, at relevante virksomheder udfører en forsyningskæderisikovurdering for deres indkøb af strategiske råmaterialer.

Electricity Market Design (EMD)

De høje energipriser i særligt 2022, fik hurtigt alle EU’s institutioner til at se i retning af, hvordan det europæiske elmarked kunne optimeres. I marts 2023 fremsatte Kommissionen derfor et forslag om en revision af EU’s elmarkedsdesign med nye fælles regler for det indre marked for elektricitet beskrevet i henholdsvis elmarkedsdirektivet og elmarkedsforordningen.

Institutionerne indgik i december det afsluttende kompromis, der har til formål at gøre elpriserne mindre afhængige af volatile priser på fossile brændstoffer, beskytte forbrugerne mod prisstigninger, fremskynde udbredelsen af ​​vedvarende energi og forbedre forbrugerbeskyttelsen. Udover dette indgår også en forordning for at forbedre EU’s beskyttelse mod markedsmanipulation på engrosmarkedet. Forordningen understøtter en åben og fair konkurrence på de europæiske engrosmarkeder og danner grundlag for øget markedsgennemsigtighed og integritet.

Et emne der undervejs i forhandlingerne har været til diskussion mellem medlemslandene, har været statsstøtte, og hvilke teknologier, der måtte få den.

Med den endelige aftale blev det vedtaget, at nye opførelser af vedvarende energi og atomkraftværker må statsstøttes, men særligt for aftalen er, at også gamle atomkraftværker kan støttes. 

Det betyder, at et land som Frankrig får muligheden for at anvende statsstøttefinansierede investeringsordninger på sine 53 eksisterende atomreaktorer – et element, som var til stor diskussion mellem Frankrig og Tyskland, da sidstnævnte frygtede en unfair fransk konkurrencefordel på det europæiske energimarked.

Statsstøtten kommer i form af såkaldte ’Contracts for Difference’ (CfD). CfD’er er en prissikringsmekanisme, der sikrer producenter den pris, de har budt i et udbud. Det foregår ved, at staten dækker udgifterne, hvis elprisen falder under den tilbudte pris. Samtidig betyder det, at producenten betaler tilbage til staten, hvis spotprisen overstiger den budte pris.

I den endelige aftale fastslås det, at offentlig støtte til investeringer i ny elproduktion skal foregå gennem disse to-vejs CfD'er eller tilsvarende ordninger med samme virkning.

Udover de nævnte tre hovedforslag har Kommissionen lanceret to såkaldte ’action plans’.

Europa-Kommissionen fremlagde den 24. oktober sin Wind Power Action Plan, som skal fremskynde tilladelser og forbedre rammevilkårene i den europæiske vindindustri. Pakken er blevet præsenteret som resultat af det stigende pres på den europæiske vindindustri, særligt i form af:

• Underudnyttelse af produktionskapacitet, drevet af utilstrækkelig og usikker efterspørgsel efter vindmøller i EU
• Høj inflation og priser, hvilket udhuler sektorens økonomi.
• Mangel af design af statsstøtte fokuseret på prisparametre snarere end miljø- og sociale standarder
• Pres fra internationale konkurrenter, herunder Kina
• Mangel på kvalificerede medarbejdere inden for vindmølleproduktion

Handlingsplanen fremlægger 15 initiativer, der strækker sig ind i det nye år. Disse dækker områder som cybersikkerhed, hurtigere tilladelsesprocesser og udbudsdesign, samt en udviklingsplan for elnettet, kaldet Action Plan on Grids. Seneste tiltag var Kommissionens Wind Charter, der blev underskrevet 19. december, og hvor de underskrivende medlemslande og industrien forpligter sig til at styrke den europæiske vindindustri.

Den anden handlingsplan, Action Plan on Grids, skal sikre, at elnettet udbygges og digitaliseres hurtigere for at undgå flaskehals-problematikker ved den grønne omstilling, og særligt også imødekomme problemet ved Europas aldrende lokale distributionsnet, som oplever stigende pres som følge af flere elbiler, varmepumper og solpaneler til nettet.

Planen indeholder 14 initiativer, der dækker over finansiering, distributions- og transmissions-netværk, samt accelerering af tilladelsesprocesser.